Professionelle Læringsfællesskaber - kollegial udvikling eller faglig afvikling?

Derfor giver det god mening for mig, at vi skal arbejde sammen, inspirerer hinanden, stjæle hinandens ideer og materialer! Altså de steder, hvor det giver mening for modtageren! Det er umuligt at gøre som en kollega gjorde i deres klasse, én-til-én. Klasser er forskellige, lærere er forskellige og det samme er omstændighederne for undervisningen.

Derfor må der aldrig være en forventning om at man køre den samme undervisning på den samme tid, på den samme måde og med det samme resultat. Og når skoleledere og politikere dikterer fælles årsplaner og forberedelse, er der i høj grad en fare for, at der kommer til, at foregå overgreb på ens lærerrolle og undervisning.

Hvis en lærer ikke får mulighed for at gøre undervisningen til deres egen, med de særegenheder og styrker der i at være en autentisk lærer, mister undervisningen dybde, engagement og kvalitet, der i sidste ende komme til at skade elevernes læringsudbytte.

“Det duer ikke hvis alle lærere er privatpraktiserende”, har jeg hørt som modargument. Hvorfor ikke, spørger jeg, hvis blot de er dygtige privatpraktiserende lærere, kan det så ikke være ligegyldigt, om man er privatpraktiserende?

For mig, er en privatpraktiserende lærer, ikke en lærer der ikke vil inspirerer og inspireres af andre, men en lærer der har sin egen holdning til hvordan de selv opnår de bedste resultater, og som gerne vil differentierer sig og sin undervisning, så det bliver en succes i den klasse læreren er i. Lærere, der blot forsøger at kopierer andre læreres undervisning og leverer den under andre forudsætninger, vil oftest mislykkedes med deres undervisning.

Min dør ind til klasseværelset er (næsten) altid åben og jeg forbereder mig helst siddende på lærerværelset, i trafik og uro fra mine mange kolleger. Intet jeg laver er hemmeligt, alle er velkomne til at lade sig inspirerer og søge råd - nogle gange kan jeg måske ligefrem hjælpe. Alt hvad jeg er del af, får lov at påvirke indholdet af min undervisning, i et eller andet omfang, men jeg vil så gerne have lov selv at bestemme hvordan!

For mig er det i det uformelle at jeg oftest lader mig inspirerer. Diskussioner over en kop kaffe mellem to kolleger, som jeg så blot overhører, en tur ned af gangen, hvor jeg ser ind i en klasse, hvor en kollega formår at tryllebinde en hel klasse af teenagere eller en gruppe på Facebook, hvor mine fag diskuteres; kan alt sammen være lige den brik jeg mangler, for at gøre min undervisning nærværende og relevant.

Jeg anerkender fuldt ud, at det ikke er alle der har det som jeg, og at nogle foretrækker, at vi diskuterer emner ift. til en kendt dagsorden, hvor alle har mulighed for at forberede sig på emnerne og finde gode materialer og eksempler fra deres undervisning. Jeg sidder ofte til møder som disse, gerne om eftermiddagen efter fire-fem klokketimers undervisning, og tænker det lyder da fantastisk, det må jeg lige huske, når jeg kommer til det emne næste gang. Det lykkedes bare sjældent for mig i praksis og så oplever jeg det møde, som værende spild af min tid. Spild af mit PLF. Spild af mine kollegers tid, da de i hvert fald i mit tilfælde risikerer at tale for døve ører. Særligt de gange, hvor det besluttes at vi alle skal gøre noget på en helt bestemt måde.

Faglig ensretning er der hvor engagement og metodefrihed går hen for at dø, og med det tabes viden, lyst, læring og relationer. Der kan måske spares tid ift. forberedelse, men hvad er det værd uden engagement? Det er måske lettere at dække ind, i tilfælde af nogle kolleger falder fra eller falder igennem af den ene eller den anden grund - men er det grund nok til at vi skal gå i takt, som en god fodsoldat?

Det synes jeg ikke! Det er fantastisk, når der skabes rum til at vi kan inspirerer hinanden, men husk nu på at hverken I eller jeg ved hvad der er bedst for andre.

Der må og skal være plads til at den enkelte lærer kan vælge sine egne metoder, opgaver og prioriteter.

Nyd jeres kolleger, samarbejdet og jeres fælles nørderier, og husk: “at hvis du har en krone og giver den til mig, og jeg har en krone og giver den til dig, så har vi hver én krone, men har du en idé og giver den til mig, og jeg har en idé som jeg giver videre til dig, så har vi hver især to ideer …”