Nej tak, til et mobilforbud: På vores skole har vi mobilhoteller, og det fungerer

Det er ikke, fordi der er konsensus mellem lærere om, hvordan man skal håndtere elevernes mobiltelefoner i skoletiden.

På den skole, hvor jeg er ansat, har vi diskuteret emnet så mange gange, at det nærmest er en stående joke.

Mobiltelefonen er formodentlig kommet for at blive, i hvert fald i en eller anden form, og den har så mange anvendelsesmuligheder, som kan bruges til at understøtte elevernes læring. Alt fra kameraets muligheder i forhold til billeder og film, til hurtig informationssøgning, lommeregnere, ordbog, tale til tekst og meget, meget mere.

Det virker for mig uholdbart at ignorere, at mobiltelefonen er en del af elevernes hverdag og blot at forbyde den helt. Vi er som skole nødt til at møde eleverne der hvor de er og hjælpe dem videre gennem livet bedst muligt.

Betyder det, at vi skal lade det være det vilde vesten med “fri” mobil?

Nej, bestemt ikke.

Vi skal have en holdning, og vi skal sætte regler for brugen. Ikke bare regler, der passer i skoletiden, men en form for dannelse, der giver eleverne et forhold til deres mobil, hvor de vælger at bruge den som hjælpemiddel, og ikke blot fordi de er afhængige og lokkes med dopamin belønning i diverse apps.

Det er bestemt ikke et nemt projekt at håndtere, og det er måske også mere, end vi kan nå i mål med som skole uden hjælp fra forældre og eleverne selv - men hvis det gøres rigtigt, er der mulighed for at lykkes med at have mobiltelefoner i skolen, uden at det fylder på en træls måde.

Til dagligt er jeg delt klasselærer i en syvende klasse, hvor vi har såkaldte mobilhoteller. Det foregår i alt sin simpelhed ved, at der står en kasse på kateteret hver morgen, hvor elever lægger deres telefon på vej ind på deres plads i klassen, hvorefter kassen stilles i et skab i klassen.

Der er lås på skabet, men ofte er det ikke aflåst, for eleverne lader deres telefoner være, og skal nogle bruge deres telefon til noget fagligt, spørger de om lov. Efter endt brug lægger de som det naturligste telefonen på plads igen.

Jeg hverken kan eller ønsker at tage æren for elevernes uproblematiske brug af mobilhotellet og mobiltelefonerne. Klassen er en samling af elever, der før sommerferien gik på to forskellige skoler, fire klasser, plus et par sent ankomne elever, der kommer fra to helt andre skoler.

Eleverne har fra dag ét i syvende klasse været med på at aflevere deres telefoner, og vi har kvitteret for deres forståelse med tillid til, at når eleverne beder om deres telefon til noget, får de som regel lov at tage den.

Den gode kultur kan vi derfor i høj grad takke alle de lærere, som eleverne har haft tidligere, for.

Vi har også forsøgt at gøre vores til en god mobilkultur og har selvfølgelig ikke sådan en happy go lucky-tilgang.

Vi har snakket med eleverne om, at hvis de misbruger vores tillid og eksempelvis er på Snapchat, så er vi nødt til at tage telefonen igen og så er mulighederne for at bruge telefonen i fremtiden mere begrænsede.

Faktisk har ledelsen bestemt, at når eleverne bruger deres telefoner forkert, skal telefonerne inddrages af os og afleveres på kontoret - og så skal forældrene kontaktes, så vi fælles kan snakke om ansvar og rettigheder.

Fra starten af skoleåret havde vi forældremøde, hvor vi fik ekstern hjælp fra Silkeborg Ungdomsskole, hvor en af deres lærere var ude at fortælle forældrene om, hvad det til dels vil sige at hjælpe sine teenagere med livet som ung, blandt andet noget ift. til mobiltelefonen.

Selv samme lærer fra Ungdomsskolen var også ude på skolen og arbejde med eleverne om at tage ansvar for eget liv, og vi har i løbet af foråret været nødt til at holde endnu et forældremøde om brugen af sociale medier - ikke fordi vi oplevede, at de brugte dem i skoletiden, men fordi deres brug af sociale medier i fritiden trak spor ind i undervisningen, således at nogle elever fik intet eller meget lidt udbytte af undervisningen.

Generelt oplever jeg arbejdet med elevernes dannelse omkring mobiletelefoner som værende meget lig alt muligt andet pædagogisk arbejde i folkeskolen. Vi kan lykkes med det i samarbejde med forældre og elever, og arbejdet bygger på stærke relationer og klare rammer.

Og så vil der selvfølgelig ske fejl eller være elever, der vil udfordre regler og retningslinjer, de er jo trods alt teenagere, i de tilfælde skal vi selvfølgelig håndtere det.

At nogle “eksperter” advokerer for, at vi skal forbyde telefonerne helt, virker på mig som ansvarsfralæggelse og udskydelse af problemet, vi skal hellere lære eleverne, hvornår de skal lægge telefonerne væk, og hvornår de kan tages frem igen.

Argumenter som at det tager for meget af vores tid, og at det ikke falder ind under skolens opgave, giver jeg ikke meget for.

Skolens opgave er at hjælpe børn og unge til den bedst mulige fremtid for dem alle, og det starter med dannelse, ikke forbud.