Mortens mening

Blog

Ingen penge har vi masser af …

I Silkeborg Kommune er vi igen på røven økonomisk! Ikke at det i sig selv er nyt, for det er man tilsyneladende, når man er den kommune, hvor befolkningstallet vokser relativt hurtigst. Men hvad betyder det ude hos os i folkeskolen?

Offentliggjort Sidst opdateret

I første omgang betyder det at vi ikke må bruge penge. Det betyder at vi kommer til at mangle lidt af meget og meget af få ting. På en årgang kan hver anden elev få en matematikbog, engangsmaterialer i udskolingen er no go, og i fysik-kemi skal vi helst ikke bruge nogle penge til materialer …

Mortens mening

På min blog vil I kunne læse om (mit) lærerliv, set fra et matematisk/naturfagligt perspektiv.

Vi kommer også til at mangle kollegaer. Der må ikke ansættes flere personer, og sådan har det været siden slutningen af juni, så vi har bl.a. et barselsvikariat, der skal dækkes af en vikar, der kun er ansat på timebasis. Det er synd for vikaren, der er uddannet lærer, men som ikke kan få anciennitet og tryghed i tilværelsen, og det er utrygt for børnene, der ikke kan vide sig sikre på at vikaren bliver, for der kan jo nemt komme et bedre tilbud.

Som I nok kan læse, så går vi i Silkeborg ind i et ”spændende” skoleår, hvor vi måske ikke kommer til at undervise i tørsvømning (red. svømning er sparet væk), så kommer vi i hvert fald kommer til at lave lignende tilbud i alle fag.
Jeg forestiller mig madkundskab, hvor man læser opskrifter, i stedet for at lave mad, så må man jo forestille sig smagen - alternativet er vist luftfrikadeller og bortfløjen fasan. Det kunne også være spændende for eleverne at læse om ionvandring, i stedet for selv at udføre eksperimenter naturfag – det virker i hvert fald ikke til at blive et godt år, for de såkaldt ”gøre”-børn.

Det er svært for mig at begribe, hvordan man gang på gang vælger at nedprioriterer børn og unge, hvor man i forvejen bruger ca. 10.000 kroner mindre pr. elev end man gør i Aalborg eksempelvis (altså ca. en kvart million mindre pr. klasse). Jeg har svært ved at tro at der er nogle politikere, der vælger at spare på børne- og ungeområdet, fordi de ikke har nogle vælgere i denne befolkningsgruppe. Men hvis ikke det er tilfældet, så kære politikere, prioritér anderledes. Børnene er vores fremtid, det er ikke det rigtige sted at spare.

Og så, kære politikere, er det tid til at I gør op med det system, hvor jeres budgetter gang på gang ikke holder! Hvis vi skal kunne drive en sund og fornuftig skole, så er I nødt til at sikre budgetter vi kan stole på. Selv hvis I politikere, i Silkeborg, ikke mener vi ligeså meget værd som de gør i Aalborg, så giv os i det mindste en sum penge, som vi kan regne med, at have til rådighed hele året, således at vi selv må prioriterer henover året …! Det skylder I os, der arbejder i skolen og de børn og unge der går på skolerne!