Ny Dybkærskole afsnit 1 - Om jeg glæder mig?

Jeg vil gerne starte i rejsegildets ånd og sige mange tak for det store arbejde, som håndværkere udfører, så der kan stå en ny skole klar om ca. 1 år. Hvis I læser med, så er det vigtigt, at I ved at det er ikke jeres arbejde, jeg kritiserer nedenfor!

Til rejsegildet var stemningen god og hjertelig, og et spørgsmål blev jeg stillet igen og igen: “Glæder du dig ikke til at den nye skole er færdig, og til at I kan flytte ind?” Problemet med det spørgsmål er at jeg faktisk ikke ved om jeg glæder mig. Der er utroligt mange ting, man skal overveje i forbindelse med, at skrotte en slidt skole for en ny.

For fire år siden landede en rapport fra Cepos, der kårede den nuværende skole til at være den folkeskole i Danmark, der flytter eleverne relativt mest fagligt ift. socialklasse mm. Det skete til trods for, at skolen er slidt, økonomien presset og vi måtte løbe rigtigt stærkt. Hvad man så ellers må mene om skolen, så kom der altså mange fantastiske elever ud fra netop denne nedslidte skole.

Mit ønske til en ny skole ville derfor være, at vi skulle fortsætte med så meget af det gamle som muligt, blot med nye og større omgivelser. Det er desværre IKKE det, vi får. Hos Silkeborg Kommune har jeg nemlig fået fortalt at man har en ny bibel, når det kommer til skolebyggerier. Den hedder “Vi drømmer om en skole med færre stole!”

Ideen med skolen var en fremtidssikret skole, og hvordan man laver sådan en ved jeg ikke, men jeg ved nu, hvordan man i hvert fald ikke gør! Skolen, der er overbygningsskole for to andre skoler, planlægges efter at have 3 spor fra 0. til 6. klassetrin og derefter 4 spor op. På den nuværende skole er der 5 klasser på henholdsvis 8. og 9. klassetrin, og da skoledistriktet også omfatter et kæmpe område, hvor der forventes at blive 2500 nye matrikler over de kommer 10-20 år, er skolen på ingen måde fremtidssikret.

Man ønsker en skole med projektbaseret læring, formentligt for at kunne noget med 21st Century Skills og det kan måske noget godt, men hvorfor er det, at en skole, der fungerer, skal bruges som prøveklud for nye ideer. Havde det ikke været oplagt at vælge en af de skoler, hvor der er behov for en ændring?

Jeg kan være meget bekymret for, at jeg ikke føler vi lærere, er blevet hørt nok, og at skolen nærmere er et prestigeprojekt for kommunalpolitiker og arkitekter end en skole for elever og lærere. Og hvordan skal vi lykkes med at flytte den helt særlige Dybkærånd med os over på en ny skole, har jeg på nuværende tidspunkt ingen anelse om?

Alt dette glæder jeg mig bestemt ikke til eller over, men der er også lyspunkter. Jeg glæder mig til en skole, hvor hvor indeklimaet er bedre og jeg glæder mig til nye naturfagslokaler. Det er bestemt to vigtige forbedringer ift. mit arbejdsliv, men er det nok?

Sandt at sige, så bekymrer den nye skole mig mere end udsigten til mig begejstre mig. Jeg vil over det næste år forsøge at skrive om bekymringer, tanker og udsigten til en ny skole.