Læs mere fra bloggen: Mortens mening
Blog
Lærer: Jeg trængte til et los lige midt i … selvforståelsen
Hvis der er en ting, jeg altid har følt mig sikker på som lærer, så er det, at jeg kan levere god, inspirerende matematik- og naturfagsundervisning. Ja, faktisk har jeg nok haft en følelse af, at det bare er noget, der sker af sig selv, når det er mig, der underviser, skriver Morten Korsbakke Sørensen.
Sandheden er vel at jeg aldrig rigtigt har prøvet at forklare, hvad det er, der skal til for, at undervisningen bliver inspirerende. Men på Big Bang Konferencen var der et oplæg ved Keynote speaker James de Vinter, hvor han beskrev 6 overvejelser man altid bør gøre sig ift. undervisningen i naturfagene.
Den ting, som ramte mig hårdest, og som jeg tog med mig, er, at jeg selv skal finde det, jeg underviser i spændende og inspirerende, og at jeg skal vise mine elever at det er sådan jeg har det med det, vi laver.
Mit skæg er blevet temmelig meget mere gråt, siden jeg i 2011 startede som lærer, måske er gløden i min undervisning også falmet over tiden. I hvert fald fandt jeg James de Vinter vældigt meget mere interessant end jeg lige så min egen undervisning.
Heldigvis er glæden ikke slukket, og selv om jeg måske blevet noget støvet, så skal der nu en forårsrengøring til for at få gang i denne inspirerende og gode undervisning igen. Jeg vil gentænke min undervisning, så jeg får mulighed for at ikke bare at gløde, men brænde lyst og klart for min undervisning.
Jeg er ikke sikker på, hvordan man gør det med at genantænde flammen indeni, men jeg prøver med et af mine all time yndlings emner, Vand. Vi skal arbejde med et tværfagligt emne om Drikkevandsforsyning og vandforsyning mere generelt. Vi skal ud at se på faskiner, vandløb, kigge på grønne tage, byhaver, eksperimentere med vandrensning, undersøge elevernes eget forbrug og snakke om, hvordan eleverne selv kan være med til at gøre en forskel.
Jeg forestiller mig at det hele gerne skal ende i noget i stil med Engineering Day 2017’s lodrette haver, med henblik på udnyttelse af vandet i byen, hvor eleverne skal designe en model af en bygning, der kan udnytte det vandet bedst muligt.
Om det er den rigtige måde at blive en inspirerende lærer på, ved jeg ikke, men imens jeg har planlagt dette forløb og skrevet denne blog, har jeg siddet og smilet; jeg glæder mig allerede til at eleverne skal komme tilbage på skolen tirsdag og til at vi kan komme i gang.
Var I ikke på Big Bang Konference eller kender James de Vinter, så tjek ham ud online, han er tiden værd …
Glædeligt forår til alle