Jeg bruger min krop som et pædagogisk redskab

Jeg arbejdede meget kort som vikar i en børnehave/vuggestue, da jeg netop var blevet færdig med gymnasiet. Det var et spændende og udfordrende arbejde, og jeg lærte meget om at være til stede i nuet og om at se børnene, foruden praktiske ting som at skifte bleer, afholde sociale arrangementer og ture ud af huset. Det var på mange måder disse oplevelser, der har sat scenen for mit liv som far og lærer.

Der var dog en bagside af jobbet, som jeg ikke så dengang. I børnehaven var der en frygt for mænd og hvad de kunne/ville gøre ved børnene. Det var ikke sådan, at jeg nogensinde oplevede at mine daværende kolleger, som alle var kvinder, så skævt til mig - tværtimod var de fantastiske til at hjælpe mig ind i hverdagen og lærte mig om stort og småt. Det var dog tydeligt, at mænd og kvinder ikke var ligestillede. Jeg måtte ikke gå i kælderen (hvor der ikke var vinduer) alene med børnene, jeg måtte ikke trække gardinerne helt ned, når jeg puttede til middagslur, mens de andre var ude på legepladsen, og man skulle altid kunne se ud på badeværelset, når jeg skiftede bleer eller hjalp med at tørre børnene efter toiletbesøg.

Da jeg flere år senere startede på læreruddannelsen, var jeg meget bevidst om at jeg ikke ville opfattes forkert, derfor undgik jeg fysisk kontakt med eleverne af enhver slags. Havde jeg dog bare dengang vidst, at mine bedste trick til at skabe relationer til eleverne i så høj grad ville være baseret på fysisk kontakt, havde mine praktikker nok været bedre og jeg kunne have sparet en del tid ift. at forsøge at læse mig til en viden om hvordan man skaber og vedligeholder relationer.

Kram og tummel

Gennem de sidste tolv år har jeg arbejdet som lærer og stille og roligt har jeg fundet min vej i det, at være lærer og jeg giver gerne et kram eller et lille opmuntrende klem på skulderen og tumler lidt på fodboldbanen eller svømmehallen de få gange, vi har den mulighed. Jeg vil sige det sådan, at de teenagere, jeg arbejder med, til tider, har et stort for fysisk kontakt, for at føle at jeg ser og hører dem.

Det er bestemt ikke, fordi jeg overfalder eleverne med kram, men jeg åbner op for, at de kan få et kram og nogle gange spørger jeg ligefrem, om de vil have et kram. En del af mine elever ved sidste års skriftlige prøver fik og også et lille klem på skulderen og en enkelt spurgte om ikke jeg ville give en lille smule massage, når jeg alligevel stod der bagved hende og holdte øje med, hvad der foregik på elevernes skærme. Dengang tænkte jeg ikke over det og gjorde bare, som hun sagde i et par minutter og gik så videre med mit tilsyn. Jeg vurderede, at det gav den ro, hun havde brug for i prøvesituationen og så er der ikke mere i det.

Kan den slags misforstås?

Man kan spørge om den slags ikke er at udsætte sig selv for unødig mistanke og det ikke er nemt at misforstå den slags fysisk kontakt. For mig er det ikke unødigt, hvis det er det, eleven føler behov for, og hvorvidt det kan misforstås, så tænker jeg ved mig selv, at det er tankerne bag øjnene, der er forvirrede og syge, ikke kontakten mellem eleven og jeg. Hvis folk ønsker at misforstå ting, kan man alligevel ikke beskytte sig imod det, det eneste man kan gøre, er at skabe gode relationer, således at folk ved, hvor de har dig henne.

Autenticitet

Siden min tid på lærerseminariet, hvor vi i pædagogik læste om Per Fibæks autentiste lærer, har jeg tænkt, at jeg vil tage den del af mig selv, der er relevant med ind i min opgave som lærer, og jeg er en person, der viser omsorg for andre via min krop. Hvis jeg ser et barn der græder uden for skolen, så vil jeg forsøge at trøste og hjælpe, ofte vha. et kram, ville det så ikke være uautentisk ikke at gøre tilsvarende for elever?

“»Den autentiske lærer er først og fremmest en lærer, der har en personlig intention med sin undervisning, og som ved, hvad vedkommende vil, og som vil det af gode grunde.” og “...det ikke bare er, at man har en personlig intention, men at man i hele ens måde at være på kropsliggør den intention.”

Det foregående er klippet fra Asterisk 10 2003, hvor Per Fibæk bliver spurgt ind til det at være en autentisk lærer. Og for mig at se er det slet ikke en mulighed at være en god autentisk lærer og samtidig ikke vil interagere med eleverne fysisk, medmindre man heller ikke ville interagere fysisk i andre sammenhænge.

Vi lærere er nødt til at være autentiske mennesker, og hvis det ikke er en selvfølge, at det kan involvere forskellige former for fysisk kontakt, er det ikke lærerne, der skal tilpasse sig, men derimod synet på lærerrollen og hvad der er normalt, der skal arbejdes med.

Jeg ved godt, at retssikkerheden er udfordret på ude på skolerne på de her områder, men det bliver kun værre, hvis vi lærere ikke siger fra og nægter at lade os knægte. Vi skal stole på, at det, vi gør, er det rigtige og at vores ledere kan se, at vi gør det rette og at de vil have vores ryg. Oplever man ikke det som lærer, må hurtigst muligt tage det op på et fagligt møde ude på skolen, hvor det forhåbentligt løses, for at være underviser uden varme og kontakt, er slet ikke at være lærer i min bog!