Folkeskoleforældre

Folkeskoleforældre

Blog

Kære Arne Eggert fra KL: Hvis du vil være brobygger

I 2016 skiftede du fra Undervisningsministeriet til KL som udviklingsdirektør – du ville være brobygger fortalte du. Her, knapt to år senere, hvordan er det gået det med brobygningen? Jeg vil komme med nogle bud, og håber, at du vil læse med.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De to bropiller

I 2016 var der et interview med dig i forbindelse med dit skifte på folkeskolen.dk. Dér fortalte du om to ”bropiller”:

1. Det lokale selvstyre og de økonomiske rammer, som kommunerne agerer i forhold til.

Folkeskoleforældre

Folkeskoleforældre arbejder tværpolitisk for et mangfoldigt og forskningsmæssigt funderet skolesystem med gode faglige og sociale forhold for børn. Folkeskoleforældre er for alle forældre til skolesøgende børn og andre, der deler vores fokus. Læs mere på folkeskoleforaeldre.dk

»Der er 98 kommuner med lokalt valgte kommunalbestyrelser, som hver eneste dag kæmper for at få nogle budgetter til at hænge sammen. De prøver at træffe de bedst mulige beslutninger ud fra deres lokale kontekst«, siger Arne Eggert.

2. Lærernes fagprofessionalisme og engagement i arbejdet med at skabe den bedst mulige undervisning.

»Vi har en enormt engageret lærerstand, der hver eneste dag går på arbejde for ved hjælp af deres faglighed at gøre det bedste, de kan, for vores børn og unge mennesker«

Omkring plads til uenighed sagde du:

»Hvis det er løsninger, der har en lokal opbakning, hvor skole og forældrebestyrelse bakker op, så synes jeg, det er den vej, man skal gå. Opgaven fra en KL-kontekst bliver, at hvis vi skal stille de her eksempler til rådighed for nogle andre, hvad er det så, der var i spil op til beslutningen«

Hvordan står bropillerne?

Set herfra, knapt to år senere, må der være gået noget helt galt. Situationen er jo, at det lokale selvstyre ikke er blevet styrket. De økonomiske rammer og lærernes fagprofessionalisme og engagement er heller ikke blevet styrket. Alt dette kan ikke tilskrives dig og dit ansvar. Men hvad er situationen?

Det lokale selvstyre vs. centralisering

Det lokale selvstyre og den lokale kontekst er fraværende, når vi ser på forskellige udmeldinger. Senest med balladen omkring formålsparagraffen, hvor bl.a. du og Anna Mee Allerslev meldte behovet ud for en diskussion af formålsparagraffen, og det viste sig, at det ikke var med et demokratisk mandat. Dette gjorde Ulf Kudsk Harbo opmærksom på, idet han gjorde rede for, at punktet ikke har været behandlet politisk. Og overordnet set, at melde et behov for en ændring af formålsparagraffen ud i forhold til det øvrige uddannelses- og arbejdsmarked må vel være udtryk for en overordnet politisk betragtning, snarere end udtryk for lokale kontekster og det lokale selvstyre?

Her opstår der altså to problematikker, som medfører kritik af dig og KL:

  1. Du og andre melder et behov for ændring af formålsparagraffen ud, uden et demokratisk mandat. Dette er i modstrid med din intention (sådan som jeg fortolker den)
  2. Jeres forslag om ændring af formålsparagraffen er ikke relateret til lokalt selvstyre eller kontekst, men et landspolitisk forslag.

Lærernes fagprofessionalisme og engagement:

Med udsendelsen af breve til forskellige aktører har Undervisningsministeren angivet den politiske dagsorden. Et brev stilet til lærerne om øget frihed har medført en stærk kritik fra BKF over, at ministeren blander sig i hvad man kan kalde for kommunalt styringsområde. Dette kan diskuteres. Men at have noget imod, at lærerne får øget frihed til deres fagprofessionalisme og engagement, burde ikke være en modsætning til, hvad du har meldt ud? Og når KL’s formand for Børne- og kulturudvalg er medunderskriver på ét af brevene til kommunalbestyrelserne, og BKF efterfølgende kritiserer ministeren for at udsende til lærerne med DLF, så bliver forvirringen total! Hvem er BKF i forhold til KL? Hvem præsenterer de?

Høring omkring forenklede fælles mål:

I forbindelse med høringen omkring forenklede fælles mål blev der givet udtryk for kritik og bekymringer fra KL … men ligesom med formålsparagraffen viste det sig, at der (igen) ikke var demokratisk mandat, idet udvalget i Børne- og kulturudvalget blot er orienteret, men ikke har behandlet høringssvaret.

Lærermødet på Ryslinge juli 2017:

Du deltog på det såkaldte lærermøde i Ryslinge højskole i en – i visse kredse – omdiskuteret debat ”Kampen om dannelse”. Groft opsummeret gav du bl.a. udtryk for (ikke en eksakt transskribering, men næsten):

  1. Kan man finde et andet sprog?
  2. Hvordan får vi et sprog om livsduelighed?
  3. Hvorfor får vi ikke en samtale om … den får vi ikke, fordi vi taler så utrolig forskellige sprog om det vi gør
  4. Ord man hører, ord som man i bedste fald ikke forstår i en politisk debat …
  5. … hvis vi får et sprog om det, som er til at forstå …
  6. På et kommunalbestyrelsesmøde vil skole være emne nr. 10 .. inden da infrastruktur, ældre, kørsel … så kommer skoleområdet dér, hvis det overhovedet er på dagsorden – hvorfor er skolepolitiske emner ikke mere på den politiske dagsorden, hvis det er så vigtigt som vi går og siger det er. Det er de ikke, fordi vi ikke får talt tydeligt nok om vigtigheden af det … vi skal prøve at få et sprog hvor … vi skal have nogle mennesker til at lade være med at styre på den ufede måde. Hvis vi vil have nogle mennesker til at prioritere et område økonomisk, så bliver vi også nødt til at sige til dem – hvad de får for det. Og dét I får for det er nogle livsduelige mennesker, som ikke …. bli’r …. Klienter i kommunekassens system, og som ikke bliver folk der ikke kan tage vare på eget liv. Og dét kan skolen hvis vi lykkes med den.
  7. Og sidste ting som jeg ikke kan lade være med at reflektere over … hele dagsorden, hvem er det der … - bestemmer over skolen, den bliver vi … Hvor træffes de beslutninger vi har brug for at få vores skole videre – hvor træffes de bedst - hvem der skal køre vores skole

Ovenstående er kun et lille udpluk af, hvad du sagde, men måske indeholder det en del af forklaringen på, hvad der går galt:

Det fælles sprog:

Du spørger til et andet sprog, et fælles sprog, som er til at forstå. Det skal være tydeligt, hvad ”vi” skal sige, for at få ”dem” til at prioritere området økonomisk. Du kommer med et eksempel ”hvad får I for det” og et eksempel på livsduelige mennesker, som ikke bliver klienter i kommunekassens system.

Du forsøger at forklare, hvordan eks. lærere og skolen, fagprofessionen skal forklare sig, for at sikre en politisk opbakning. Du forsøger at komme med gode råd til, hvordan det ”fælles sprog” er.

For at blive i din analogi som brobygger, så sker der det, at du beder en hel fagprofession om at tale et andet sprog, som du kalder ”fælles”. Dét sprog som fagprofessionen skal tale, er ikke et nyt fælles sprog, men et sprog for ”dem” – som er politikernes og embedsmændenes. Du er vel også selv embedsmand? Så dét sprog du kender til, er ikke fagprofessionens, men politikernes og embedsmændenes. Hvad er konsekvenserne af det? Hvis en hel fagprofession tvinges til at tale et ”fælles sprog” – som vel at mærke ikke er fælles, men er politikere og embedsmænds, så fjernes hele fundamentet for fagprofessionen. For alle professioner indeholder sin egen kultur, faglighed og sprog. At bede en fagprofession om at tale et ”andet sprog” vil dermed underlægge den en anden kultur, faglighed og sprogs logik – nemlig dén, som embedsmænd og politikere har. De har deres egen faglighed, kultur og sprog, oftest baseret på uddannelsesmæssig baggrund. Det har du også, Arne. Det har vi alle.

Derfor vil det ikke give nogen mening at bede om et ”fælles sprog” overfor en fagprofession. For, når fagprofessionen udtaler sig om faget, er det inden for fagets sfære. Hvis fagprofessionen tvinges til at tage et andet sprog, vil fagprofessionen ikke findes længere.

Nr. 10 på dagsordenen – og hvor træffes beslutningerne

Du giver tilhørerne et spændende indblik i hverdagen til kommunalbestyrelsesmøder. Skolen … måske punkt nr. 10 på dagsordenen. Og for at gøre sig forståelig og få en stemme, er logikken så, at der skal tales et ”fælles sprog” som forstås af ”dem”. Logikken er ”hvad de får for det” … ”og dét I får” hvilket antyder en form for noget-for-noget logik. Men er det sådan, at skolen har et ansvar for at levere ”noget” til gengæld for at blive politisk prioriteret og få økonomiske ressourcer? Er det ikke omvendt? Er det ikke kommunens ansvar at tilbyde børn undervisning og sikre at skolens vilkår og rammer gør skolen i stand til at gøre det jf. folkeskoleloven? Min pointe er, at skolen ikke skal begrunde nødvendigheden af politiske prioriteringer og ressourcer, dette er kommunens ansvar overfor vælgerne, herunder børnene, som skal sikres en skolegang jf. skoleloven. Og kan skolen garantere ”det I får” i kraft af fremtidige resultater? Er det muligt? Forskning, undersøgelser og rapporter har gang på gang afdækket, at socioøkonomiske forhold er den vigtigste faktor, når det handler om faglige resultater, dvs. at social-, bolig- og beskæftigelsespolitik har en større betydning set i forhold til skolens resultater.

Du kommer også ind på at undgå styring på den ”ufede måde” og diskuterer behovet for at undersøge hvem der sætter dagsordenen, hvem træffer beslutningerne, hvor træffes de bedst. Dette er jeg helt enig i. Men måske kan vi undersøge det lidt mere?

Hvis vi tager fat i ønsket om det ”fælles sprog” og hvordan mange folkeskoler drives i dag, så kan man få den tanke, at koncepter og projekter er gennemført, fordi de blev tilbudt af aktører som taler det ”fælles sprog” (nemlig politikere og embedsmænds)? Dem, som tjener millioner på forskellige koncepter som besluttes på kommunalt niveau (og i visse tilfælde fremmes af KL), har de knækket koden i forhold til det ”fælles sprog”? Er det derfor, de har fået adgang til millioner af projektkroner? For så giver det jo mere mening!

Hvilket fører til hvem der træffer beslutninger og skolen som punkt 10 (måske) på dagsordenen til et kommunalbestyrelsesmøde. Jeg har fået indblik i bilag fra et kommunalbestyrelsesmøde. Der var 1.000 sider. Til ét møde! En lokalpolitiker fortalte mig, at vedkommende uden at vide det, havde stemt på et forslag, som efterfølgende viste sig at være vedkommende inderligt imod. Problemet var, at detaljerne var ”gemt” på side … hundrede et eller andet. Kort sagt: Lokalpolitikere har ikke en ærlig chance for at sætte sig ind i de forslag, der lægges op til afstemninger. Især også, fordi de skal tage stilling til projekter og tiltag på eks. folkeskolen.

Jeg har også fået indblik i dokumenter omkring et projekt i Synlig Læring i en kommune, og så organisationsdiagrammer, projektledelsesplaner, milepæle, ressourceallokeringer og vurderede, at der i dette projekt alene var allokeret hundredvis af mandetimer på forvaltningsniveau. Dedikerede medarbejdere, som gør en stor indsats for projekter for folkeskolen. Men hvem var de medarbejdere? Var det medarbejdere, der talte det ”fælles sprog” eller var det fagprofessionen? Det var medarbejdere som var en del af den kommunale forvaltning med dens egne styringslogikker og det ”fælles sprog” som udmøntede et projekt for alle kommunens skoler. Ifølge organisationsdiagrammet for projektet kunne jeg se, at der var tilknyttet enkelte ressourcepersoner fra skolerne. Så er et spørgsmål nærliggende: Ud fra hvilken faglighed, hvilke logikker planlægges og udmøntes sådanne projekter, som de ansatte efterfølgende skal udmønte ude på skolerne? Mit bud er, at det ikke er fagprofessionen selv.

Så – groft sagt har lokalpolitikere ikke en ærlig chance for at sætte sig ind i afstemningsforslag. Og projekter gennemføres topdown fra kommunalforvaltningen og ned, ude på skolerne. Projekterne købes ind centralt, og her er min hypotese så, at det oftest er baseret på aktører, som taler det ”fælles sprog”. Så får vi den situation, at der ikke er plads til fagprofessionen. Vi får også den situation, at lokalpolitikere skal forholde sig faglige spørgsmål, i et omfang og en kompleksitet, de ikke har mulighed for at håndtere. Hvis politikerne, som det er i dag, ikke kan forholde sig ordentligt til beslutningsforslag, er det da demokrati i en lokal kontekst?

Komfortzone og kritik

På lærermødet i Ryslinge sagde du noget interessant ”Som KL-mand er det ikke liiiiige ens komfortzone at komme til dagens arrangement”. Så bliver jeg jo nysgerrig. Hvorfor sagde du det? Måske fordi, du godt ved, at der er opstået et modsætningsforhold mellem KL og skolen(s fagprofessionelle)? Eller fordi, som du sagde, at der er tale om forskellige sprog og nærmest forskellige verdener? I så fald har du jo ret – det ER forskellige verdener, med hver deres kultur, faglighed, sprog og ikke mindst formål. Her fokuserer jeg på, at du har en god intention om at være brobygger. Samtidig mht. formålet, så er formålet klart – det er defineret i skolens formålsparagraf. Hvad er KL’s formål? Og hvilket formål skal underlægge sig andres? I forhold til folkeskolen må KL, kommuner og forvaltningers formål underlægge sig folkeskolens formål, burde det ikke være sådan?

For nogle dage siden så jeg en kommentar fra dig på Facebook – det var en kommentar fra et indlæg som henviste til en artikel fra Information. Jeg kan desværre ikke genfinde kommentaren, men det var noget med, at du ikke længere tør ytre dig offentligt, fordi en skare er efter dig?

Du har en fremtrædende position som repræsentant for KL, og dine ytringer repræsenterer KL. På dét plan har du meget magt – du har adgang til beslutningstagere, et stort netværk i ministeriet og KL, og adgang til medierne. Hvordan kan det være, at du føler det problematisk, fordi en ”skare er efter dig”? Jeg tror ikke, at skaren er efter ”dig” som person, men ”dig” med den position du bestrider. Kritik kan være ubehageligt, men er nødvendigt i et demokrati. Her vil jeg takke dig for at have deltaget i forskellige debatter. Og dét bør du fortsat gøre – er min mening. Ellers vil det være endnu sværere at begrunde, at du og KL har et demokratisk mandat.

En grundlæggende problematik – ved vi, hvad vi ikke ved?

Til sidst. Har været lidt inde på det før. Ved vi, hvad vi ikke ved? Som fagprofessionel indenfor ét felt, kan vi blive eksperter. Men betyder det, at vi ved noget om andre fagprofessioner? Og betyder det, at vi er bevidste om, hvad vi ikke ved? En god test jeg har lavet selv er at læse jobannoncer ud fra geografiske områder. Alle jobannoncer. Og myriader af jobbeskrivelser, fagord, kultur viser sig. Og jeg bliver bevidst om, hvor meget jeg ikke ved. Jeg ved ikke, hvordan man konstruerer en bro. Eller styrer en virksomheds momsregnskab. Eller sikrer, hvordan god offentlig forvaltningskik overholdes. Jeg ved heller ikke, hvordan min bils gearkasse skiftes. Eller opererer mig selv. Dét har vi fagprofessioner til. Et maskineri, hvis dele arbejder internt og sammen i de snitflader, der opstår.

Her er min pointe så. Det forekommer mig, at man måske indenfor dit resortområde ikke ved, hvad man ikke ved? Om udviklingspsykologi? Om pædagogik? Om didaktik? Om fagdidaktik? Om pædagogisk filosofi og sociologi? Om relationers betydning? Om mobbeprocesser? Om dannelse?

Jeg kan godt forstå, at lokalpolitikere og folk udenfor fagprofessionen ikke forstår et ord som dannelse. Der er skrevet måske hundredvis af bøger om emnet. Det har været diskuteret, og diskuteres fortsat indenfor pædagogiske kredse. Det lader sig ikke indfange. Det er en del af pædagogikkens væsen. Eksempelvis at forsimple et så stort og vigtigt begreb som dannelse til et spørgsmål om livsduelighed, og at man bliver en ikke-kontanthjælpsmodtager er for mig et godt eksempel på, at en hel fagprofessions sprog underlægges et helt andet. Og i oversættelsen går det galt. Pædagogikken lukkes ned. Tilbage er der intet sprog i pædagogikken. Skal det være sådan?

Kære Arne Eggert – hvis du vil være brobygger …

Hvor skal beslutningerne ligge?

Et bud kan være, at skolerne, dvs. fagprofessionen, elever og forældre selv tager stilling til, hvad der er brug for? Dette ville medføre en betydelig reduktion af ressourcer både forvaltning og politikere skulle forholde sig til. Dette ville også være i tråd med din intention som brobygger? Og i tråd med folkeskolens formålsparagraf?

Kilder:

https://www.folkeskolen.dk/597475/statslig-topembedsmand-vil-vaere-brobygger-i-kl

https://www.facebook.com/hojskolebladet/?fref=ts

Powered by Labrador CMS