Det handler ikke om håndtryk, men om anerkendelse

Der har været en hel del virak om en hændelse i Norge, hvor en elev ikke ville trykke en kvindelig rektor i hånden, da han skulle modtage sit eksamensbevis efter afslutningen af 10. klasse (svarer til 9. klasse i Danmark, red.). Det er jo helt normalt, at man giver hånd, når man vil sige tillykke eller goddag - i hvert fald hvis man er vokset op i Norge eller i Danmark.

Ligestilling og ligeværd

Men hvad handler denne sag egentlig om? På mange måder er det ligetil. En ung mand anerkender ikke ritualet med at give hånd til den rektor, der vil sige tillykke og overrække ham et eksamensbevis, som hun giver ham i egenskab af at være en myndighedsperson. På denne måde krænker den unge mand både hende og skolen som institution. Man kan sige, at han krænker den (norske) kultur, som ritualet er forankret i. Hvorfor han ikke vil give hånd til rektoren er vist ikke kommet frem, men man kan formode, at det handler om, at han ikke anerkender en kvinde som ligeværdig med ham; det manglende håndtryk bliver opfattet som en manglende anerkendelse.

Da ligestilling og ligeværdighed er noget af det, man bør kæmpe for, hvis man går ind for menneskerettigheder, demokrati og ligestilling, er det aldeles ikke okay. Det er vel også det, Anne Sophia Hermansen giver udtryk for, når hun på LinkedIn eksempelvis har skrevet: “Kære student, tillykke med huen. Tillykke med dit bevis og dine flotte karakterer, som dine forældre sikkert har blæret sig hæmningsløst med på Facebook. Men selv om du har fået en masse karakterer, har du ikke fået karakter” (Anne Sophia Hermansen).

Det er interessant, hvordan Hermansen har brug for at digte et længere narrativ om forældrene, men det vil jeg ikke kommentere på her. Jeg er enig med hende i, at det er urimeligt ikke at anerkende et andet menneske uanset køn som ligeværdigt. Men betyder det, at den unge mand ikke har karakter? Man kunne også sige, at det viser, at han har karakter; at han ikke ligger under for et bestemt kulturelt pres, og at han insisterer på selvstændighed, der tyder på, at han har karakter. Så kan man være uenig i hans måde at udvise denne på, men karakterfast, det ser han ud til at være.

Og hvis vi vender situationen om, så kan man tilsvarende sige, at rektoren jo heller ikke anerkender den unge mands ret til selv at bestemme, hvordan han vil siges tillykke til. Hvordan han vil respekteres. På samme måde som han ikke anerkender hendes (kulturelle?) fordring om et håndtryk, anerkender hun ikke hans (kulturelle?) fordring om ikke at give et håndtryk.

Kulturkamp

Dilemmaet opstår, fordi de to hverken gensidigt eller ensidigt anerkender hinanden. De er begge enige om ikke-anerkendelse. Det bliver til en konflikt, fordi begge insisterer på at gøre det til et ideologisk eller kulturelt spørgsmål, hvor der hverken for den ene eller for den anden er plads til den anden.

Situationen bliver ikke bedre af, at rektoren forsøger at tvinge drengen til at give hånd imod hans vilje. Her bliver der nærmest tale om et overgreb, hvor hans kropslige grænser overskrides.

Begges grænser overskrides. Hvis vi ser det fra rektors og institutionens side, så kan man helt berettiget sige, at de holder fast ved nogle normer og traditioner, som inkarnerer ‘norsk kultur’. Denne norske kultur indbefatter, at man giver hånd til hinanden, og at man respekterer og anerkender hinanden. Men kigger man lidt tilbage i de ritualer, der er en del af den norske kultur, så vil man også finde, at disse har ændret sig en hel del. Går man tilstrækkelig langt tilbage, så var det faktisk sådan, at kvinder slet ikke kunne blive rektorer eller lærere for den sags skyld. Så kulturer ændrer sig hen ad vejen. Det samme kan siges om den unge mands ‘kultur’, hvis det er det, det handler om. Hans ‘kultur' har tilsvarende ændret sig hen ad vejen (og vil fortsat gøre det).

Men begge de to implicerede ser det som om, at deres kultur nu skal fortolkes på en bestemt måde ved, at hun insisterer på, at han skal give hende hånden, mens han insisterer på, at det skal han ikke. Begge er således uden evne eller vilje til at imødekomme den anden; begge er forstenede i deres opfattelse af, hvad der er rigtigt, ret og rimeligt ifølge den kultur eller vane, de begge ser sig som repræsentanter for.

Situationen bliver et dilemma, fordi de to personer forstår sig selv som nogle, der er mere end mennesker, der i mødet må forholde sig til hinanden. Begge ser hinanden som repræsentanter for noget, som de hver især ikke anerkender. Situationen bliver til en kulturel konflikt, fordi de begge gør sig til ideologiske korsfarere.

Gensidig eller ensidig anerkendelse

Men hvad kunne løsningen så være? I en situation, hvor to mennesker står over for hinanden i et møde præget af manglende gensidig anerkendelse, så bør den mere magtfulde vise sin imødekommenhed. Jeg ville ønske for drengen, at han lærer, at han er ligeværdig med alle andre mennesker, og at de er ligeværdige med ham. Og jeg vil indskærpe for rektoren, at hun er ligeværdig med alle andre mennesker, og at hun skal udvise respekt for andre, der møder hende med en anden opfattelse end hendes. Hun står i den magtfulde position, så hun kan retvise den unge ved at være et godt eksempel på, hvordan man respekterer og anerkender den anden. Hun skal ikke være enig med ham - og hun skal ikke give efter for en opfattelse, der modsiger ligeværdet mellem mennesker, men hun skal udvise professionel dømmekraft og vise en vej til gensidig anerkendelse og respekt.

En sådan gestus handler ikke primært om kultur eller ideologi, men om modenhed og åndsfrihed. Og det handler om, hvordan man forsøger at præge andre gennem sin egen måde at være på. Og det handler om at sige og vise, at der er noget, der er stærkere og vigtigere end kultur og kulturelle forskelle. At der er noget, hvor vi er fælles uanset, hvad vi er rundet af, og hvor vi er vokset op. Men det handler også om at vise, at gensidighed, respekt og anerkendelse er noget, vi har besluttet og noget, vi vil. Det er ikke noget, der er givet i eller af sig selv. Det er en (politisk og historisk) beslutning, som vi har taget, og som vi må håbe finder bred tilslutning, fordi det nu engang er det bedste vi kan gøre for at gøre verden til et bedre sted at være for alle mennesker.

For at gøre det, må vi også anerkende, at der ikke er nogen kultur eller ideologi, der en gang for alle er bestemt og fastlagt. Det er noget, der hele tiden skal ændres. En gang var det kun drenge, der fik en uddannelse - og det er jo godt, at vi ikke bare konstaterede dengang, at sådan er den norske eller den danske kultur. Kultur ændrer sig ved at blive modsagt, så man nu ikke behøver at have jakkesæt og slips på for at modtage et eksamensbevis. Og måske kan vi lade være med at give håndtryk og i stedet give hinanden en krammer eller et kys, som mange sydeuropæere gør, når vi siger tillykke. I hvert fald behøver vi ikke at tro, at ‘vores kultur’ er på spil bare fordi, der er nogen, der ikke gør, “som vi plejer” - sommetider kan vi vise, at selvom vi som systemets repræsentanter ikke føler os anerkendte, så anerkender vi de unge mennesker, som vi uddanner til selvstændigt at tage stilling og forsøge at ændre den kultur, som vi har sammen - også selvom vi ikke er enige i deres valg. Det må vi tage i den demokratiske debat, som ikke handler om at være enige, men præcis det modsatte.

Det er det, vi kan bygge et samfund på, der er præget af respekt, gensidighed og anerkendelse. Og det er det, ligeværdighed handler om.

(Dette indlæg har i forkortet og redigeret udgave været bragt i Dagbladet Information torsdag den 6. juli, 2023)