En helt særlig time har givet en virkelig god uge!

Det er vist ingen underdrivelse, at det fra tid til anden kan være et hårdt arbejde at være lærer, og som udskolingslærer har jeg hørt et ordsprog, der ofte har været meget passende: 7. klasse er noget man har for at få eleverne i 9.

I år har jeg 7. klasse og mandag skulle vi have forældremøde. Hvis der er noget, der kan være med til at sluge overskuddet i mit lærerliv, er det møder uden for normal arbejdstid, og hvis det er hårdt for mig, der bor tæt på skolen og kunne nå at være kort sammen med mine unger inden mødet, må det være virkeligt hårdt for de kolleger, der har væsentligt længere transporttid.

Jeg havde bestemt, at der skulle gøres noget for mine kolleger, og da jeg havde forberedelse inden tolvpausen, havde jeg mulighed for at omlægge noget tid og lave varm mad til mine kolleger ovre i madkundskabslokalet.

Da jeg skulle til at derover havde en yderst velfungerende elev lige brug for en pause fra det hele, og jeg spurgte om hun havde lyst til at gå med over i madkundskab og lave mad.

Normalt er jeg okay i et køkken, men denne gang var det noget andet, der stjal hovedrollen. Vi endte med at lave mad i små fem kvarter i vores lille køkken, imens en anden lærer brugte den modsatte ende af lokalet med nogle yngre elever.

Samtidig med at vi skrællede, rev, stegte, bagte og alt muligt andet, snakkede vi om skolen og livene vi lever, om forældre, søskende og børn. Om fremtidsdrømme og rigtigt meget mere. For mig er det foreløbig skoleårets højdepunkt. En for mig magisk time, hvor jeg genoplevede, hvad det vil sige at have tid til en elev uden at skulle tage det fra nogen eller noget andet.

Siden har min hjerne arbejdet på, hvordan jeg kan få tid til ikke at skulle tage tid, men bare have endnu en times tid med en uformel og ægte samtale, akkompagneret af lyden af mad, der simrer og knive der trommer på skærebrættet.

Skulle nogle af jer andre ligge inde med lignende gode oplevelser og ideer til hvordan man får flere af dem, så fortæl, fortæl …