Blog

Billede fra Pixabay

Mortens Nytårstale

Glædelig bagjul og godt nytår. 2023 er ved at være omme og det har på mange måder været endnu et vildt år i folkeskolen. Da blogger/debat formatet laves meget om, kommer jeg til at blogge mindre her på Mortens Mening, men i stedet leverer debatindlæg til det nye format, det skal nok blive spændende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Endnu et år er gået “and I’m still standing”. Det burde jo egentlig ikke være en præstation i sig selv, men det seneste år har budt på udfordringer af en anden kaliber end det jeg plejer at skulle håndtere. Der har været langtidssygemeldinger til intet mindre end otte lærere i udskolingen hvor jeg arbejder. Det gør ondt, når man ved at folk man arbejder tæt sammen med og holder af bliver syge af at være på arbejde - også selvom det ikke kun er pga. arbejdet.

Mortens mening

På min blog vil I kunne læse om (mit) lærerliv, set fra et matematisk/naturfagligt perspektiv.

I foråret var der fire lærere fra 7. årgang der var nede ud af syv lærere. Det gjorde at vi andre blev presset, men jeg er taknemmelig for at dele klasse og klasselærertjans med en mega sej kollega, og at vi sammen kunne holde fanen højt. Det har helt sikkert været med til at vi den dag i dag står med en mega rar klasse, hvor eleverne er gode ved hinanden og ved os.

At næste skoleår skulle starte med at fire andre lærere på den nye syvende årgang skulle sygemeldes, var der nok ikke mange der havde set komme, men i den slags situationer er det rart at være en del af et lærerkollegium, der byder sig til og hvor vi sammen har støttet og hjulpet de tilbageværende. Jeg krydser stadig fingre for at de fire der blev sygemeldt, kommer stærkere ud på den anden side.

På vores skole har året i høj grad været præget af den sidste spurt for at få bygget en ny skole, der helt i tråd med ønsket fra vores undervisningsmedister, er en skole med fokus på produktion og samarbejde. Det har været og er et spændende projekt at være en del af, men det er også et frustrerende projekt, hvor jeg og flere af mine kolleger flere gange har følt, at vi ikke bliver hørt, hverken ift. det vi mener og eller i forhold til de spørgsmål vi stiller. Forhåbentligt går skoleeksperimentet som jeg oplever den nye skole til være, godt, uden at det at vi skal lærere skal lære en masse nyt, går for meget udover en flok elever, der på mange måder allerede er bagud på point pga, corona-hjemsendelser mm.

En ting der virkeligt er gået op for mig det sidste halve år, er hvor skidt det står til med medlemsdemokratiet i vores fagforening, og det er helt sikkert noget jeg vil kaste mig over i det kommende år. For hvordan man kan vælge en lokalformand og en næstformand med henholdsvis ca. 17 procent af de stemmeberettigede og 8 procent er mig en gåde. Demokratiet har i den grad fejlet, hvis man ikke gider at stemme. 

Til hovedstyrelsesvalget var stemmeprocenten højere, men mon ikke det primært skyldtes, at man kunne stemme online, og at der blev lovet kage, hvis blot stemmedeltagelsen blev høj nok. For helt ærligt tror jeg ikke at der var ret mange der kendte kandidaterne, og den smule der stod om kandidaterne i valgmaterialet og på folkeskolen.dk, var da så uendeligt ligegyldigt, at praktisk talt ikke blev klogere på nogen eller noget. Det skal vi gøre bedre i fremtiden for denne gang var det, efter min mening, direkte pinligt.

En ting jeg ser meget frem til, er at jeg igen i år skal have praktikanter. Det er altid godt at få praktikanter med andre ideer og friske øjne til at se på ens klasse. Sidste skoleår havde jeg en praktikant i naturfagene og matematik, og Jonas var en stor øjenåbner for mig, ift. hvordan teknologi kunne inddrages i naturfagsundervisningen. I år er det i historie at jeg kommer til at lade mig inspirere. 

2024 kommer også til at stå på overenskomstforhandlinger, og selvom det i sig selv må siges at være spændende, så har jeg en frygt for at vi kommer til at skyde en hvid pil efter reallønsfremgang og bedre vilkår i for lærerne i folkeskolen. Det ligger lidt i alle de forskellige aftaler der allerede er lavet ift. lønløft for pædagoger, sygeplejersker, SOSUer og andre varme hænder, som vi ikke fik del i, og lovforslaget om at man i nogle fag skulle være særligt forsikret fordi der er det er højrisikofag, men også her er lærerne udenfor. I det hele taget har jeg et indtryk af, at der fra politisk side ikke er ret meget forståelse for lærergerningen. Forhåbentligt bliver jeg positivt overrasket. Men særligt at man har ladet afstemningen omkring OK24 blive bestemt af andre fagforeninger, der allerede har fået flere milliarder er svært accepterer for mig.

Jeg håber, at jer der læser mine blogs også vil læse med i de nye debatindlæg jeg kommer til at skrive, efter aftale med folkeskolen.dk. At mange af jer har deltaget i debatter relateret til mine blogs betyder meget for mig og jeg håber der kommer endnu flere gode debatter i det nye format. 

Godt nytår, og hjælp nu hinanden med at bevare den danske folkeskole - det bliver jo nok næppe politikerne der gør det.