I begyndelsen var Ordet

Kære forældre;

IPads er ikke skolens nye vidundermiddel. På samme måde som skrivemaskinen aldrig var andet end et skriveredskab, på linje med en kuglepen.

Larm i klasserne, er ikke udtryk for et problem. Det er et udtryk for aktivitet. Den stilhed som er blevet vor tids mantra, er i modstrid med alt der har med liv at gøre.

Ideen om den individuelle læring for hvert barn, er en skrøne. Et barn lærer intet alene, alle børn lærer ved at være sammen med og agere sammen med andre børn og voksne.

Disse Tre store fejlslutninger, er vi som forældre nødt til at revurdere.

Der er desværre også en del lærere og især ledere, der har slugt disse vilkår, som bolsjer.

Men vi snakker om holdkæftbolsjer!

Der er masser af gode ting at sige om iPads, jeg er selv ivrig forbruger. Det ændrer dog ikke ved, at den i undervisningen er malplaceret, som andet end øvelsesapparat. Et meget sjovt øvelsesapparat. Helt Sikkert sjovere end både skrivemaskinen og kuglepennen. Men den er og forbliver kun et øveredskab. Den kan ikke generere nogen form for relevant undervisningstilbud. Og den kan helt sikkert ikke erstatte rummet med andre mennesker, der ved hvad de taler om og som henvender sig personligt og nærværende til den enkelte og klassen som helhed.

Det bringer mig videre til herskende krav om stilhed. En iPad er god til at skabe stilhed. Den skaber ro og nedsætter al aktivitet, der retter sig ud ad. Vi kender det udmærket herhjemme. Der bliver en dejlig ro, når ungerne sætter sig med deres skærme. Men her skal vi lige tænke os godt om. Er dette billedet på den ro vi forventer i skolen? Hvis det er det, har vi simpelthen misforstået skolen fuldstændigt. Disse misforståelser hjælpes desværre godt på vej, af mange kloge menneskers ønsker om at få flere skærme ind i skolen. Disse kloge folk, påberåber sig især stilheden, som en værdifuld gevinst. De påberåber sig endvidere at hvert barn kan lære ”sit eget stof” i eget tempo, helt uden at skulle forholde sig til andre? Og især, at man så bedre kan MÅLE effekterne af barnets læring!

Alle tre nævnte fordele, er slet og ret noget sludder.

For det første er læring fejlagtigt fremstillet som en individuel proces!

For det andet er stilhed fremmed for al læring. Verden larmer. Og det der ikke larmer, er enten farligt eller dødt.

For det tredje måles intet relevant, når vi snakker skole. Vi kan stadig kun måle læsehastighed, stavefejl og korrekte afkrydsninger i skemaer. Vi kan ikke måle hverken intelligens eller livsduelighed, endnu. Man går i skole i 10 år, og denne proces falder sammen med et hvert barns udvikling fra 6-16 års alderen. Hvilket ganske enkelt ikke lader sig omskrive til brugbare tal, på noget som helst givent tidspunkt. At vi stadig prøver eleverne i stave-og læsehastigheder ved udgangen af 9. klasse er grundlæggende den største underkendelse af de 10 års samlede input, jeg kan forestille mig.

Når vi så stadig og stædigt tror at iPad (tablets) er vejen frem for den moderne skole, tager vi bare grundlæggende fejl. I stedet for larmende og levende undervisning, ønsker vi at skabe stillestående øvelseslandskaber, skabt af skolebogsforlag.

Er der larm, er der aktivitet. Er der stilhed er der stilstand. Vores børn kan ikke lære noget væsentligt alene. Mennesket er udviklet til at lære sammen med andre og af andre. Med mindre dette menneske har særlige vilkår. Hvilket derfor kræver andre rammer. Men ingen voksen vil dog tro, at et barn kan lære at spise med kniv og gaffe ved at bruge en iPad? Eller cykle, for den sags skyld.  Disse to eksempler kender vi alle. Og de kræver foruden øvelse i praksis( =i virkeligheden) at der er nogle at observere, at der opstår en indre motivation og dermed et behov og et ønske om at mestre. Dette sker når barnet er med andre der kan. Ville vi lave en cykelprøve i 9.klasse, bare for at se HVOR godt barnet nu cykler? Og derefter give måltal på niveauet? Dem der har cyklet rigtigt meget kan cykle uden hænder, skal de have 12? Dem der bare kan cykle, helt almindeligt uden den store akrobatik, skal de have 2?

Intet i verden er kommet af sig selv, i stilhed.

Skolen er stedet hvor livets mangfoldighed vises, ses, opleves, diskuteres og mødes. Det vil alt andet lige skabe en del larm.

Så når vi tror, at uro i klasseværelset er dårligt, har vi misforstået skolens idé.

Og når vi bliver alt for optagede af at hvert barn skal præstere alene, og måles alene og lære alene, har vi overset al undervisnings formål og proces.

Undervisningens formål er ikke at skabe en stribe 12taller. Undervisningens formål handler om at give alle børn mulighed for at udvikle sig og blive dem de er. Til at give alle børn muligheden for at deltage i et demokratisk samfund, hvor deres helt særlige og unikke væsen mødes og anerkendes.

Lad ikke et forvirret politisk landskab fratage os ordet. Det frie ord, som vi har brugt et par hundrede år på at udvikle. Lad jer ikke narre af it-lystne typer, der ikke selv skal sidde i skolen og glo ind i en skærm og være stille. Livet er meget større end meget mere beskidt, end en enkelt iPadskærm kan simulere. Og skolen er 10 år af livet mindst. Lad os ikke falde for fristelsen, at bede om stilhed, lige der!