Den tavse dialog mellem elev og materiale udvikler elevernes skills.

"Ej, jeg kan ikke!" sagde pigen, da hun skulle save hesten midt over. Hun stod blandt sine klassekammerater, der var i samme knibe: Én skulle til at klippe hovedet af en bamse, en anden på en dukke osv.

Alle elever havde taget legetøj (med hoveder) med, som alligevel skulle kasseres. Jeg havde spædet bunken op med fund fra genbrugsbutikken.

Temaet var "Trofæer", hvor eleverne i krydsfiner savede bagpladen med en dekupørsav, sleb den med sandpapir i forskellige korn, hvorefter der havde mulighed for at behandle pladen med frugtfarve. Derefter skulle eleverne

Afslutningsvis skulle hver elev finde en måde at sætte deres trofæ fast på pladen.

Der var mange interessante løsninger. Fælles for dem alle var afprøvningen af forskellige muligheder. Her kom elevernes sanser og erfaringer og skills fra håndværk og design faget i spil. Med sanserne følte de sig frem. Hvordan sad den, hvis den blev sat fast med tråd? Med en skrue? Hvordan kunne skruen fange trofæet, når den var hul? Var den for løs? Deres smag blev testet. Blev det for grimt med en skrue? Eller var det ok? Som Bent Illum ville sige, indgik eleverne i en dialog med materialet. Talte et nonverbalt sprog i deres forsøg på at finde en løsning. Et sprog eleverne virkelig lærer i HD faget. Et sprog hvor eleverne, ganske ligesom det talte sprog, hele tiden bliver bedre til (ikke) at tale det, og til at se flere forskellige nuancer i det, efterhånden som deres skills udvikler sig. 

Jeg skylder at sige, at trofæerne blev virkelig gode.