
Folkeskolens håndværk og design-rådgiver
Blog
Drømmefangere. Et lille nemt forløb med stor læring.
I forbindelse med en faguge i madkundskab, skabte eleverne bordpynt med bl.a de plukkede fasaners fjer.
I ugen før efterårsferien havde 6. klasse faguge. Vi havde madkundskab, hvor vi parterede, flåede og spiste dådyr og fasan. Den sidste dag blev afsluttet med en stor middag Det krævede bordpynt. Bordpyntet blev skabt af pil fra min have, garn og fjer fra de plukkede fasaner. Drømmefangere, som kunne hænge, og i dagens anledning, også stå på de veldækkede borde.
Drømmefangere.
Materialer:
Grene, gerne pil, der er let at bøje.
Garn.
Fjer.
Perler.
Tid:
Vi brugte 2 lektioner. (af 60 minutters varighed)
Det gør du.
Præsenter eleverne for hvad en drømmefanger er, og historien bag. Brug evt. denne fine fortælling: baggrund.
Vis derefter eleverne en række forskellige drømmefangere, som skal inspirere til deres egne drømmefangere. Hver elev skal vælge en ydre form og garnets mønster på drømmefangeren, inden de går i gang. Find inspiration i dokumentet her: Billeder af drømmefangere
Start med at vise eleverne hvad de skal gøre. Vælg en gren, og klip alle smågrene af den. Vis og forklar eleverne hvordan de skal føle efter hvor grenen vil bevæge sig hen. Fold den i den ønskede form. Enderne skal sættes godt i spænd, så den ikke går op.
Derefter skal mønstret i drømmefangeren skabes. Jeg brugte modellen her, fundet på pinterest: mønster/flet Men lad eleverne prøve sig frem. Nogle vil synes det er svært. Uanset hvilket mønster der laves, er det vigtigt, at garnet bindes fast for hver gang det vikles om grenen.
Undervejs kan der sættes perler på garnet.
Til sidst sættes fjer, sten perler o.lign på under drømmefangeren.