
Folkeskolens håndværk og design-rådgiver
Blog

Kommentar henvendt til undervisningsministeren om de omdiskuterede prøver i folkeskolens valgfag
Hvornår er det ikke længere en for hurtig beslutning at beslutte om valgfagsprøverne skal ændres dette skoleår?
FOTO: Udarbejdet af undertegnede i canva.com.
Kære undervisningsminister. Du har svaret undvigende på et spørgsmål. Et spørgsmål som jeg kommenterer på i følgende, og som jeg gerne ser du besvarer i en eller anden form.
Valgfag
Spørgsmålet handler om, om 8.klasses eleverne skal til prøve i deres obligatoriske valgfag eller ej.
Til det massive antal forespørgsler og argumenter, der flyver i retning af dig, svarer du undvigende med, at vi må se hvad der sker, og at du løbende drøfter udfordringen med sektorpartnersamarbejdet. Du siger ydermere, at det er vigtigt, ikke at tage for hurtige beslutninger her.
Jeg er helt enig med dig i, at forhastede beslutninger ikke altid fungerer. Men undskyld mig. Hvordan fa’en kan det være en for hurtig beslutning, når diskussionen her har varet i tæt på et halvt år? Hvordan kan det være en for hurtig beslutning, når de første elever skal til prøve allerede om under to måneder?
Kald mig bare naiv og uforstående over for politikersnak, men forventer du, Pernille, at samtlige undervisere underviser efter prøveformen i alle forløb i de praktiske musiske valgfag, og dermed, med et knips, både har elever og sig selv klar til prøven, når du og sektorpartnersamarbejdet engang er blevet enige om, at beslutningen ikke længere er forhastet?
Kære du. Sådan fungerer det ikke. Sådan fungerer vi mennesker ikke.
- ikke lærere i Danmark, ihvertfald.
Hvornår er beslutningen ikke forhastet, men ej heller truffet for sent?
Kh
Katrine Diduch