Folkeskolens håndværk og design-rådgiver
Blog
Snitning og vugge til vugge begrebet.
Et blik ind i en fagdag i 6.klasse, hvor enkelt praktisk håndværk og vigtig teori går hånd i hånd.
Eget foto af fællesspisning.
Dette indlæg er en beskrivelse af en fagdag i håndværk og design. Det overordnede emne er frisk træ og vugge til vugge begrebet, med både praktisk håndværk og teoretisk viden.
Klassen her er 6.klasse, men forløbet kunne sagtens foregå med yngre elever også. I så fald kunne den teoretiske del med fordel differentieres.
Træet kommer
Min far er gammel skovarbejder, og havde forinden vores fagdag fældet en birk, som vi havde fået lov til at få nogle stykker af. Dem leverede han i stammer om morgenen på fagdagen. Jeg havde bestilt ham til at skære stammerne op i mindre stykker med motorsaven, imens eleverne så på. Det var et hit, at være vidne til en håndværkers arbejde!
Eget foto af min far, der skærer vores birketræ.
Han havde ydermere nogle større huggeblokke med, som eleverne talte alderen på. Huggeblokkene er intet mindre end 68 år gamle!
Elever tæller årene på træet
Smøreknive
Af det friske stæ, skulle der snittes smøreknive.
I grupper skulle der hugges, så hver elev havde et “lagkagestykke” af den friske birketræ. Vi brugte de glimrende illustrationer fra skoveniskolen.dk, som blev gennemgået først
https://www.skoven-i-skolen.dk/content/snit-en-sm%C3%B8rekniv
Eleverne forsøger at hugge lagkagestykker af birken med økse
Eleverne blev færdige med deres smøreknive, som derefter fik madolie, til frokostpausen, hvor paralelklassen, der havde madkundskab, leverede madpakker til os. Dagens madpakke bestod af indbagt laks med rugbrød og gulerod, som vi nød i fællesskab i faglokalet.
Eget billede af fællesspisning og de færdige smøreknive
Et udpluk af de færdige smøreknive
Vugge til vugge
Efter frokost pausen snakkede vi, via billeder på smartboard, om vugge til vugge begrebet. Det ud fra det biologiske og tekniske kredsløb fra skoveniskolen.dk:
https://www.skoven-i-skolen.dk/content/vugge-til-vugge
Vi talte om hvilken betydning det har, at vi afleverer vores aflagte ting på genbrug, og zoomede ind på vores lokale genbrugsstation.
Vi talte om forskellen på en losseplads, en genbrugsplads og på forbrændingen. Flere kunne huske, at de, for nogle år siden, havde været på forbrændingen i Næstved og få undervisning.
Tøjet
Eleverne lavede derefter en øvelse, hvor de, i samme grupper som før, i et skema noterede hvor deres tøj: Var lavet henne og i hvilket materiale. (vedhæftet finder du et skema til eget brug)
På smartboard på Googleearth lokaliserede vi, hvor i verden det var blevet fremstillet, og talte om materialer. Det meste tøj var produceret i Østen, hvilket førte til gode dialoger om bl.a geografi, arbejdsvilkår, transport og materialer, og om hvor hvilke materialer kunne gro, og om hvad et kunstigt materiale egentlig kan være lavet af.
“Ad, mit tøj er lavet af plastik”, sagde en pige overrasket.
Blod, sved og t-shirts
Som afslutning på den sidste del om, hvor tøjet er produceret henne, så vi første afsnit af Blod, sved og t-shirts fra dr.dk/skole, hvor en gruppe unge mennesker rejser til Indien, for at bo hos lokale, og arbejde på den lokale tekstilfabrik. Efterfølgende havde vi en god dialog om afsnittet, der virkelig havde åbnet nogle af elevernes øjne for levevilkår, arbejdsvilkår og for, hvor forkælede vi faktisk er!
https://www.dr.dk/undervisning/samfundsfag/dokumentarfilm
Tid:
5 hele timer/en fagdag.
Mål:
at eleverne via instruktion lærer at snitte deres egen smørekniv
at eleverne lærer om forskellen på tørt og vådt træ
at eleverne lærer om vugge til vugge begrebet
Materialer og værktøj:
Frisk træ
Økser
Skarpe snitteknive
Madolie
Et smartboard