Naturfag giver mental sundhed

Naturlærer, er du klar over, at din undervisning kan redde elever, der ellers ville være tabt i dagens skole? Fordi naturfag i modsætning til humanistiske fag handler om, og af den grund med fordel kan foregå i, naturen. Når biologi-, geografi-, fysik- eller kemi-undervisningen henlægges til grønne omgivelser for at give eleverne relevante oplevelser på første hånd, får de samtidig oplevelser, der bringer dem i mental balance.

I de sidste årtier er oplevelsen af grønne omgivelser nemlig sat i relation til nedsat stress og styrkelse af koncentrationsevne. Effekten kendes f.eks. fra patienter, der kommer sig hurtigere over sygdom, hvis de har adgang til grønne omgivelser fra deres vinduer, fra haveterapi og fra større forbedringer i koncentrationsevne hos forsøgspersoner efter ophold i en park i forhold til, hvis de opholdt sig i bymæssig bebyggelse.

Opmærksomhed er en sparsom ressource

Forklaringen er ifølge ’attention restoration’ teorien (ART), at den opmærksomhedsressource vi bruger på at koncentrere os om noget, som ikke i sig selv er interessant, men alligevel er vigtigt, bliver overforbrugt.

ART giver os grund til at huske på, at skolelærdom ikke er den oprindelige ’mening’ med, at vi lærer. Der er en grund til, at børn og voksne ikke har let ved at lære at sidde stille og ’modtage’ undervisning. Vores læringssystem er nemlig først og fremmest bygget til, at det, der er vigtigt at lære, også er interessant.

Det, der for et menneske er umiddelbart interessant, og som straks fanger vores opmærksomhed, falder sjældent sammen med det, nutidsmennesket skal lære. Ifølge den kendte psykolog William James tæller interessante ting som tiltrækker opmærksomheden nemlig snarere; mærkelige ting, ting der bevæger sig, vilde dyr, skinnende ting, smukke ting, ting af metal, ord, eksplosioner, blod, osv.

Den slags stimuleringer taler til den stimulusstyrede (eksogene) opmærksomhed, der er ansvarlig for opfattelsen af stimuleringer, der er potentielt vigtige, som f.eks. lyden af et bilhorn, når man i dyb samtale går over gaden.

Skolen lægger mest beslag på den kontrollerede opmærksomhed (endogene), der er under bevidst kontrol og kræver, at eleven f.eks. selv kan lukke forstyrrelser ude. Kontrolleret opmærksomhed hjælper til, når vi forestiller os historiske begivenheder eller lægger tal sammen uden brug af papir. Den slags opgaver trækker på de mentale funktioner, der indgår i f.eks. planlægning, korrigering af fejl, og beslutningstagning.

Men den kontrollerede opmærksomhed, er ikke en uudtømmelig ressource. Når der bliver trukket for store veksler på den, mister børn (og voksne) koncentrationen og ’sejler’ mentalt agterud. Dagdrømmeri er faktisk en ganske naturligt resultat af, at det, der foregår, er uinteressant.

Det er sundt at miste koncentrationen

Det, som fra skolens side opfattes som et problem, skyldes i virkeligheden, at skolen kræver det umenneskelige. Den er ikke indrettet efter, hvad der er bedst for os, men efter en fejlagtig overbevisning om, at koncentrationsevnen kan rekrutteres og benyttes ubegrænset. At vi i disse dage ser endnu flere timer på skoleskemaet, betyder at vi formentlig kan imødese en generation af elever (og lærere), der knækker nakken mentalt med stress, depression og ikke mindst skoletræthed. Koncentrationsevnen er som god chokolade, den optræder i små doser og skal derfor påskønnes og værnes om.

Vores opmærksomhed skifter nemlig, biologisk set fornuftigt nok, mellem at være stimulusstyret og kontrolleret. Det ville være mangel på tilpasning, hvis vi lod os fange uhæmmet i kontrolleret opmærksomhed. Det ville betyde, at vi kunne forfølge indre forestillinger uden at være det mindste opmærksom på omgivelserne og dermed i sidste ende mangle livsvigtige oplysninger om farer eller fænomener, der havde betydning for os.

Folk, der kan lade sig opsluge fuldstændigt i timer og dage, fungerer ofte dårligt på andre områder, f.eks. ved at over- eller underspise, få underskud af søvn og motion, og evt. miste opmærksomheden overfor andres behov. Det er altså næppe et ideal at stræbe efter.

Så når børn ikke kan holde koncentrationen, er det et sundhedstegn, og en naturlig reaktion på at sikre sig mod mental udmatning.

Naturens egen medicin

Det er her, naturfag tilbyder en helt særlig mulighed. Opmærksomhed er jo skabt til at fungere i natur. Og naturfagene kan med stor selvfølgelighed trække eleverne ud, hvor de kan bringe deres kontrolleret opmærksomhed tilbage til normalt niveau. Naturen stimulerer på en måde, der gør, at vi er engagerede, men også har overskud til at reflektere imens. Det aflaster den kontrollerede opmærksomhed, der i mellemtiden kan lade op. Der er ikke mange andre aktiviteter, der har samme virkning.

Den svenske naturvejleder Bo Lindvall fra Malmö Naturskole går så langt som til at hævde, at der kan være en sammenhæng mellem den stigende mangel på naturoplevelser hos førskole- og grundskoleelever, og det stadig større fravalg af naturvidenskab som karriere. Når naturen er gået fra at være et vilkår, hvor man fik pirret sin nysgerrighed og fik syn for sagn om naturlove og biodiversitet, til at blive et tilbud på lige fod med museumsbesøg, ligger ønsket om faglig viden om ’den fremmede’ natur måske ikke lige for.

Naturen har derfor meget at tilbyde os, ikke mindst vores mentale sundhed.

Se f.eks.

Beyer, K. M., Kaltenbach, A., Szabo, A., Bogar, S., Nieto, F. J., & Malecki, K. M. (2014). Exposure to Neighborhood Green Space and Mental Health: Evidence from the Survey of the Health of Wisconsin. International journal of environmental research and public health, 11(3), 3453-3472.

Se også Camilla Mehlsens blogindlæg om virkning af udeskole på: http://emunns.wordpress.com/2014/09/02/5-grunde-til-at-tage-kropslig-laering-alvorligt/#more-255