Hvad sproget gør ved os

Når vi diskuterer, hvad forskellen er på mennesker og dyr, peger vi på vores sprogevner. Vi priser evnen til ikke bare at kunne skelne fænomener, som sol og måne, himmel og hav og ven og fjende, men også det at kunne tale om dem. Og når vi taler om dem, så får de en ny slags eksistens. Sol og måne eller ven og fjende findes også for andre dyr. Firbenet på klippen har fx brug for solens varme og for at kunne skelne sine fjender. Men dyr er mere alene om deres forhold til fænomener. Firbenet deler ikke sin oplevelse af solen med andre firben, selvom det sidder sammen med andre på klippen. Grænsen er dog hårfin.

Når min ene hund opdager, at min anden hund er optaget af en bold, holder han skarpt øje med aktiviteten. Og så snart den anden forlader bolden, og ingen føler sig trådt over tæerne, fordi han bemægtiger sig den, er han over den. Han bliver en del af ’boldverdenen’, fordi den anden introducerer den gennem legen med bolden, og han fastholder ønsket om/behovet for at være en del af den verden endda så lang tid, det tager for den anden hund at lægge sig i den anden ende af huset.

Mennesker bliver også interesseret i andres materielle verdener, som når manden, der piller ved varerne på tilbudsbordet, får andre købere til at deltage, fordi de bliver tiltrukket af hans bevægelser. Men vi kan også blive interesseret i andres ikke-materielle verdener. Nemlig dem som bliver skabt af ord. Mennesker kan dele andres mentale verdener gennem deres beskrivelser. Vi kender det fra litterære oplevelser, men i høj grad også fra samtaler med andre.

Hvor meget af det ,vi ved, kommer ikke netop fra det, som ordene betyder? Det kommer ikke fra, at vi selv erfarer og handler i verden, men fra hvad andre siger eller skriver om verden. Denne usædvanlige kvalitet ved sproget er dog også det, som er dets ulempe.

For ord ’lader som om’, at de står for noget i verden. ’Sol’ og ’måne’ er himmellegemer. Men de kunne også være kodeord for hovedpersonerne i et drama, eller navnene på mine hunde. For firbenet er solen virkelig på en anden måde, end ’sol’ er for os. Begreber er altså taknemmelige. Og vi er ikke altid tjent med, at vi typisk tror, at de står for noget virkeligt i verden.

Vi har fx nogle gange brug for at føle virkeligheden på den anden måde. Når vi ’føler’ gennem ord, dvs. er i den immaterielle verden, er der en vilkårlighed forbundet med det, som der ikke er i den materielle verden.

Dyrene ved det og dokumenterer det for os, når de soler sig på klippen, eller bliver tiltrukket af bolden. Og det sker, når man bliver mødt af sin glade hund i døren, fordi den vil ud og gå. Her er sproget utvetydigt og alting bliver pludselig utroligt intuitivt.

Når børn bliver uddannet i vores skoler, lærer de først og fremmest at beherske den immaterielle verden, hvor sproget regerer.

Men det fører til vores kollektive hukommelsestab om, at verden kunne være anderledes og at sproget er krævende og fejlbarligt. Måske skulle vi have flere firben og hunde på skolerne, der kan huske os på, hvordan vi fortsat bevarer jordforbindelsen.

Læs videre i fx

Schilhab, T & Lindvall, B (2017). Naturlig læring. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Schilhab, T. (2017). Læringens DNA. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Schilhab, T. (2017). Embodied cognition and science criticism: juxtaposing the early Nietzsche and Ingold's anthropology. Biosemiotics

Schilhab, T. S. (2015). Why animals are not robots. Phenomenology and the Cognitive Sciences, 14(3), 599-611.

Rowlands, M. (2009). The Philosopher and the Wolf - Lessons from the Wild on Love, Death, and Happiness. New York: Pegasus Books.