Er boglig viden bedre viden?

Hvad er hemmeligheden bag ’anskuelsesundervisning’? Hjælper det på forståelsen af et begreb, at den sproglige forklaring støttes af en samtidig aktivering af sanserne? Får man en bedre forståelse af mængdelære, hvis man samtidig sorterer en mængde klodser efter farve eller form? Og får man en bedre forståelse af pendulers svingning, hvis man har stået på en stol og hængt loddet op i en krog fra loftet? Spørgsmålet er ikke, hvorvidt generel fysisk aktivitet påvirker evnen til optage viden. Selvom det er en (anden) vigtig vinkel. Spørgsmålet er her, om samtidig ’relevant’ sansning har betydning for kvaliteten af viden.

On-line viden

I visse sammenhænge er samtidig sansning essentiel for den pågældende viden. Begrebslig viden (f.eks. viden om mængder), der suppleres af, at man samtidig lægger mikadopinde efter, hvor mange streger de har, er nemlig også en form for on-line viden. Det bliver den kaldt, fordi den opnåede viden afhænger af de påvirkninger, der findes i omgivelserne. Det er f.eks. tilfældet, når man skal flytte en sofa og drejer sig rundt i rummet for at kunne visualisere, hvordan ommøbleringen kan gennemføres. Her er viden om møbleringen af rummet afhængig af, at man samtidig modtager information fra rummet.

#Fil 2

Når vi ser op i loftet, sker det oftest for at undgå at blive forstyrret af irrelevante stimuleringer, mens vi tænker.

I on-line viden giver den samtidige sansning af relevante stimuleringer altså ’en hjælpende hånd’ til fastholdelsen af informationen. Ydre stimuli optræder som tænkningens krykker. Det er en meget almindelig måde at opnå bedre kontrol med bearbejdelse af data. Vi ’off-loader’ så at sige vores tænkning til omgivelserne ved at betragte de ting, vi taler om. Når vi omvendt ser f.eks. op i loftet, mens vi prøver at komme i tanker om noget, er det for at modvirke påvirkningen af ’forstyrrende’ og uvedkommende information. Men sansning af omgivelserne, når vi off-loader, hjælper ikke bare med, at vi fastholder koncentrationen.

Sansning giver indhold

Sansning er også med til at give ’indhold’ til tænkning. Hvordan skal det forstås? Pointen er, at relevant sansning ikke kun dikterer, hvordan vi tænker, men også hvad vi tænker på. Man kan sige, at der er mere frit spil for udformningen af tankerne, når vi ikke er optaget af stimuli i omgivelserne. Når vi ser op i loftet for at kunne tænke, bliver tænkningen præget af det, vi selv definerer, og som skabes indefra af vores egne billeder i stedet for af ydre stimuleringer. Hvad betyder det for viden, at den bygger på relevante ydre stimuleringer? I dagligdags-erfaringen føles det ofte som en ’lettelse’, når det, man tænker, stemmer overens med de erfaringer, man gør sig. Hvis man forestiller sig, at isen kan holde til at skøjte på, er det en ’lettelse’ at få afprøvet i praksis, at isen faktisk kan holde. Praksisundersøgelsen er dog mere end bare et realitets-tjek. For afprøvningen af isen kommer til at indgå i opbygningen af viden om sammenhængen mellem istykkelse og trykbelastning.

Viden uden erfaring

Men relevante sanse-oplevelser, som dem man opnår i praksis, ser også ud til at spille en rolle for evnen til kunne huske viden. Det understøttes af undersøgelser inden for såkaldt ’misinformations- studier’. I sådanne undersøgelser ’plantes’, gennem samtaler, information om forholdsvis harmløse begivenheder. Det kunne f.eks. være, at forsøgspersonen blev væk som fem-årig i et indkøbscenter, men senere reddet af en ældre medborger og lykkeligt genforenet med familien. Familiemedlemmer til forsøgspersonen hjælper både med at levere historier om begivenheder, der har fundet sted og med oplysninger, så forskerne kan konstruere en sandsynlig, men aldrig indtruffet begivenhed. I en række interviews bliver forsøgspersonen bedt om at erindre og fortælle, om de tre virkelige og den ene konstruerede begivenhed, som forskerne altså foregiver er sket. I eet ud af fire tilfælde vil forsøgspersonerne efterhånden kunne ’huske’ begivenheden og begynder selv at levere nye detaljer. Undersøger man nu hjerneaktiviteten hos en gruppe forsøgspersoner, når de i god tro svarer på spørgsmål om virkelige og opdigtede episoder i et eksperiment, hvor forskere har plantet ’falske’ erindringer, optræder der en systematisk forskel. Virkelige episoder er til forskel fra de falske, koblet til aktivitet i de områder af hjernen, der processerer sansning og oplevelser. Forskerne kan faktisk ud fra hjerneaktiviteten påvise, hvilke episoder der har fundet sted og hvilke, der ikke har.

Er mere boglig viden vejen frem?

Hvad fortæller det om viden? Først og fremmest er det interessant, at forsøgspersonerne, der selv ’husker’ de falske episoder, har langt mindre detaljerigdom i deres ’erindring’ og selv rapporterer, at de har sværere ved at huske episoden. Samtidig fortæller skannings-undersøgelserne noget om, hvordan viden med og uden sansning opleves og lagres. Den viden, vi opnår, når vi oplever verden (on-line) bygger på mange sanseerfaringer, og viden vi ikke er bevidst om. Viden, vi kun opnår gennem sprog (som for forsøgspersonerne f.eks. gjaldt de falske historier), er viden, der bygger på færre oven i købet ikke-relevante sanseerfaringer. Vi kan nok med noget møje lære os denne viden, men det kræver mange samtaler, og den er efterfølgende sværere at rapportere om og med færre detaljer. På det grundlag kunne man spørge, om vores ideer om uddannelse og skolegang tager nok hensyn til, hvordan vi faktisk lærer og lagrer viden? Er vi bevidste om, at selv fra en kognitiv vinkel, er viden uhyre komplekst sammensat? Er satsningen på mere boglig viden den bedst mulige udnyttelse af læreres og elevers indsats og tid, hvis vi vil opnå mere viden? Og har vi belæg for at mene, at mere boglig uddannelse, faktisk giver ’bedre’ viden?

Kilder:

Wilson, M. (2002). Six views on embodied cognition. Psychonomic Bulletin & Review, 9(4), 625-635.

Loftus, E.F. & Pickrell, J. E. (1995). The formation of false memories. Psychiatric Annually. 25:720-725.

Abe, N., okuda, J., Suzuki, M., Sasaki, H., Matsuda, T., Mori, E., Tsukuda, M. & Fudji, T. (2008). Neural correlates of true memory, false memory and deception. Cerebral Cortex. 18: 2811-2819.

Stark, G. E. L., Okado, Y. & Loftus, E. F. (2010). Imaging the reconstruction of true and false memories using sensory reactivation and the misinformation paradigms. Learning & Memory, 17: 485-488.