Theresa Schilhab

Theresa Schilhab

Blog

Bowie – The day after

Gik verden i stå, da Bowie døde, fordi det mest er i kunsten, vi bliver mødt på de spørgsmål, som gør allermest ondt og som vi har færrest ord til at beskrive?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Theresa Schilhab

Bowie er død, og verden stod stille et kort sekund.

Hvorfor er en kunstners usædvanlige og imposante selvrealiseringsprojekt, der foldedes helt ud og endda ind i døden, en verdensnyhed?

For dem (jeg selv inklusiv), som hans stemme rørte med nærmest skinger intensitet og autenticitet, er der ingen tvivl. Han var begavet i en på alle måder usædvanlig grad, og tabet af ham er tabet af et musikalsk geni.

For dem, han ikke rørte, eller for hvem han forblev ukendt, fortæller flodbølgen af forsidehistorier om hans person og musik en almenmenneskelig historie, som måske kan virke absurd i sin størrelse, men maner til eftertanke. Hvad er det, der rører, og rører sig i, mennesker?

Hvordan kan et enkelt menneske opnå så enorm gennemslagskraft, at fremmede, som aldrig mødte ham personligt, fyldes af vemod og savn, fordi han nu er væk?

Svaret er ikke entydigt. Nogle savner, fordi de associerer ungdommens tabte tid. Andre, fordi Bowie symboliserede frihed og talerør for eksistenser på kanten af samfundet. Nogen så ham som kunstneren, der altid først og fremmest stod ved sig selv. Atter andre fandt forløsning i hans musikalske udforskning af eksistentiel angst og insisterende stræben efter at forstå meningen med livet.

Bowie sagde selv, at han brugte musikken til at konfrontere de følelser, han tumlede med at få styr på. Følelser som ’hvem er jeg?’, ’hvad er det gode?’, ’hvad er meningen med det hele?’ Følelser af principielt svigt, tvivl, ensomhed og isolation.

Hvem af os har ikke ramt den tone, en gang eller to? Da vi blev svigtet af bedstevennen i anden klasse. Eller blev uretmæssigt anklaget for at have såret et andet menneske dybt. Da far og mor blev skilt, familiens kat forsvandt og aldrig kom tilbage, eller vi så mod stjernerne og blev strejfet af intetheden? Hvor går vi hen for at få den slags sat i tale? Hvem har tiden til og løsningen på de spørgsmål, som gør allermest ondt og som vi har færrest ord til at beskrive? Hvor er det skoleskema, der villigt afsætter plads til, at vi får ord på lykke, sorg og afmagt?

Følelser holder os til ilden. De er drivkraften bag vores nysgerrighed og undren. Det er dem, lærere kæmper med at få adgang til, når motivationen for skole og uddannelsesparathed er på nulpunktet. De udfordrer os på, hvem vi er, og hvad det hele skal gøre godt for. Når alt kommer til alt, er det det allermest menneskelige, vi kan gøre. At føle. Og i kølvandet på det at finde metoder til tackle følelserne med.

Vi kan måske ikke alle synge og skrive musik som Bowie. Men vi kan starte med at lytte til ham.

Powered by Labrador CMS