Den umenneskelige lærer

Lærere må i udgangspunktet stå tvivlende overfor den vision, at robotter kan overtage deres arbejde. Hvorfor er robotten som lærer en naiv ide? I lyset af hvad der ellers forventes af fremtidens robotter; fra juridiske konsulenter til selvkørende biler, er tanken om robotter i menneskelige erhverv jo ikke fremmed. Hvor kommer tvivlen så fra?

For at besvare det, må vi først beslutte, hvilken af lærerens roller, vi taler om. Der er nærmest ingen ende på, hvad lærere har af indflydelse på elever. Læreren er rollemodel og inspirator på godt og ondt. Lærere kan ved deres engagement eller mangel på samme radikalt ændre vilkårene for, hvordan det føles at lære og hvad det skal gøre godt for. Uden at gå i detaljer er det værd at bemærke, at der er mængder af forhindringer for, at læreren faktisk får udlevet den funktion. Nogle er politiske, andre skyldes samfundsudviklingen. Bl.a. de fortløbende tests og målinger, der måske netop kan klares af en robot.

Jeg vil her holde mig til den rolle, læreren spiller i etableringen af elevens horisont. I princippet er læreren ligesom forælderen det faktiske menneske, der udpeger verden. Det betyder også, at der findes andre lærere i elevers liv end skolelærere. Familiemedlemmer, naboer, fritidsledere, venner og i dag ikke mindst youtubestjerner. Ikke desto mindre gør skolelærere prinicipielt netop det. De udpeger, hvad der findes i verden. Det står klart. Læreren udvælger hvilke sider, der skal læses i bogen, og sorterer i hvad på de sider, der skal vægtes.

Når vi læser om den Første Karl Gustav-krig (dansk-svensk krig), er det læreren, der beslutter, om det er den politiske manøvre, antallet af omkomne, isen der forbandt Danmark med Sverige, eller det forhold at det var svenskerne, der var aggressorerne, der er det væsentlige historiske faktum.    

Ideelt set former læreren elevens indre historiske landskab efter sin egen fortolkning og vurdering. Udover at det er milevidt fra robotters kapacitet, er det tankevækkende, hvilket ansvar der dermed ligger i lærerens hænder. Elevers indre landskabers formbarhed kan variere. Men lærere kan med deres sortering få ting til at spire, og andet til at dø. De kan male landskabet i alle regnbuens farver, eller begrænse det til sort/hvid. Selvom det lyder grimt holder både den formelle og uformelle lærer kimen til hjernevask i sine hænder. Men i det små, selvsagt.

Landskabets topologi er en side af lærergerningen. En anden er, at læreren også kan til- og fravælge, om han støtter eleven i at betragte sit landskab fra oven. Her står lærergerningen stærkest. For hjælper man elever til at navigere i det landskab, der opstår, forskydes kontrollen over landskabet. Eleven går fra at være i landskabets (og lærerens) vold til selv at magte landskabet.

Den øvelse - at lære at betragte sit landskab – kommer fra samtalen med den anden. Af og til kan det opstå spontant – fx fra mødet med uventede oplevelser og mennesker. Dannelsesrejser leverer netop indtryk af ting, kulturer og handlemønstre, der kan tvinge nye måder at se på sit landskab frem.

Men dannelsesrejser finder lige så let sted under samtalen med et menneske, der åbner for sit eget landskab. Og hvis denne anden endda har pædagogisk snilde, kan han hurtigere og mere præcist tvinge helikoptersynet frem. Læreren, der opfordrer eleven til at forklare, til at overveje konsekvensen af sine ideer, der modargumenterer, og opstiller nye scenarier, ikke bare farver, men udvikler landskabets mange dimensioner.

Her kan robotten slet ikke være med. De vakseste systemer lige nu oplæres gennem såkaldt machine learning. Det betyder, at de qua deres regnekraft kan lære at genkende mønstre i datamateriale. De kan altså lære at referere til og gentage det, der tidligere har været sagt. Chatbots sætter strenge af gangbare sætninger sammen, der lyder meningsfulde. De kan ikke selv sige noget nyt meningsfuldt, fordi de ikke selv har et bevidsthedsliv eller et indre landskab at trække på.

Lærere skal så meget mere end det. De skal investere deres egne vurderinger og landskaber for at lære fra sig. De skal turde have styr både på sig selv og på den anden og måske allervigtigst springe ud sammen med eleven der, hvor der ikke er styr på noget.

Dermed kan vi slå fast, at lærerens arbejde hæver sig langt over jobs, der kun beror på det, der kræver gentagelser. Lærere skal både åbne sig for andre og for dem selv for at undervise deres elever.

Det er en gave, når det virkelig lykkes. Og udenfor enhver maskines rækkevidde.