Hvis bare lærerne kunne tie stille et øjeblik...

I 1970’erne, da jeg første gang trådte over dørtrinnet til skolerummet, var lærere stadig mennesker, om hvem der herskede en vis respekt. Samme respekt tilfaldt skolen som institution. Til trods for at ikke alle mine lærere brillerede inden for deres profession, stod det klart, at mine lærere var dem, der bedst forstod, hvad lærergerningen i min klasse gik ud på.

Ganske få forældre blandede sig i undervisningen, og gjorde de, blev de mødt med en vis skepsis.

Sådan er det ikke mere. Der går ikke en dag, uden at nye reformer, anklager, arbejdsopgaver, påbud og innovationsiver fra helt andre lønrammer kølhaler folkeskolen. Som lærer i dag er din vigtigste evne ikke at være lydhør overfor det næb, hver elev synger med. Næh, det er at være tonedøv over for alle de mere eller mindre kvalificerede meninger, du ukritisk får smidt i hovedet, så du ikke taber din gerning af syne. Hvordan er det kommet dertil?

Er nutidens samfund bare mere kvalitetsbevidst? Hvis det var tilfældet, hvorfor tolererer vi så stadig dårligere kød i køledisken, flere reklamer mellem tv-programmer, indskrænkede åbningstider på lokalbiblioteket, og politikeres forudsigelige bortforklaringer af brudte valgløfter uanset partifarve?

Manglende tillid til mennesker

Problemet er snarere, at vores samfund er ramt af en manglende tillid til, at almindelige mennesker grundlæggende opfører sig ansvarligt på deres arbejde og både bevidst og ubevidst, over tid, tilegner sig viden for at blive bedre til deres profession. 

Hvordan ser vi det? Det ses bl.a. ved, at lærere i stigende grad skal dokumentere og argumentere for alt, hvad de foretager sig. De kan ikke bare henvise til mangeårige erfaringer på ’anekdoteniveau’. At erfaring kan findes som viden om, hvordan man handler i bestemte situationer, uden at det nødvendigvis kan sættes på begreb, er gået helt tabt. Det er nytteløst at pege på mavefornemmelser og intuition. Det må vi overlade til verdensøkonomer og børsmæglere, hvor det kunstneriske udtryk og usikkerhed om resultatet er en dyd. Det betyder imidlertid, at man underkender centrale elementer i enhver videns-tilegnelse.

Undervisning er håndværk

Nemlig den, der har at gøre med mestringen af et ’håndværk’. Håndværk skal ikke forstås bogstaveligt, som viden om, hvordan man bruger en hammer eller en gaffeltruck. Det er håndværk, når problemfeltet er så komplekst, at der ikke findes simple, lineære årsags-virkningssammenhænge.

Dokumentationstvangen udspringer altså af et misforstået begreb om, hvad viden er. Og hvad det, at være lærer, er. Mantraet - ’if it can’t be communicated, it doesn’t exist’ er ligeså indsmigrende, som det er forrykt. Lærerne skal sætte noget så tomt som ord på det komplekse fænomen 'at forstå og understøtte læring hos et andet menneske'. Både ’forstå’, ’læring’ og ’understøtte’, såvel som ’hos et andet menneske’ er størrelser, der ikke kan reduceres til lineær årsags-virkning. Man kan altså ikke hævde, at ’to ekstra dansktimer om ugen giver 37 % bedre forståelse’. Man kan imidlertid sagtens sætte ord på, hvor mange sider en bog består af, hvilke apps, der er installeret på iPad’en, byer med over 1000 indbyggere på vestkysten af hovedlandet, og Danmarks placering på PISA-ranglisten.

Forståelse kræver føling

Men det fornemmeste, man kan gøre for et andet menneske, nemlig at forstå og understøtte dets læring, er så avanceret et fænomen, at vi slet ikke kan greje det med fyndord og vindbøjtel-skolepolitik. Det kræver tid at lære – og ikke mindst at lære at undervise. Nogle gange tager det et helt liv.

Betyder det, at man slet ikke kan optimere læring, eller at det kun er lærere, der må udtale sig om undervisning? Nej, for forskere, forældre, elever og skolepolitikere kan godt levere væsentlige indspark. Men det betyder, at enhver reformændring bør tage udgangspunkt i, at elever og lærere er mennesker. Og at forståelse og beskrivelse af læring og undervisning kræver ’føling’ med processen, som kun mangeårig erfaring kan levere. Derfor må enhver reform tage professionen bag dybt alvorligt for selv at være seriøs.

’Hvorfor det?’, spørger du! Til det er der blot at svare: ’Hvis du ikke forstår det uden forklaring, så forstår du det heller ikke med forklaring’!

Videre læsning

Om betydningen af den tavse viden i videns-tilegnelse, se f.eks. Dreyfus, H., & Dreyfus, S. (1986). Mind over machine. New York: Free Press.

Om forskellen på simple, komplicerede og komplekse systemer, se f.eks. Gallopin, G. C., Funtowicz, S., O’Connor, M., & Ravetz, J. (2001). Science for the twenty-first century: From social contract to the scientific core. International Journal of Social Science, 168, 219-229.

Om hvordan viden opstår ud af følsomheden over for stimuli i omgivelserne, se f.eks. Schilhab, T. (2013). Biologiske ’bottom-up’ processer og begrebsdannelse. CURSIV, 83-104.