Åben skole - Kan udeskole noget særligt?

Rammerne

Nogle gange kan formålet være at ændre rammerne for læring. Når man tager i skoven, ændrer kulisserne sig på en måde, der trigger andre forventninger og motivationen for at lære. Når man fjerner velkendte baggrundstæpper, skubber man til normale rutiner og driller vores evne til at forudsige, hvordan en situation vil udspille sig. Det skaber plads til andre fortolkninger end de vante og svarer lidt til den situation, familien gerne vil dyrke, når den tager til Italien eller Thailand. Selvom familien er den samme; og dens basale behov såsom at spise, sove og gå i bad er de samme, virker de dagligdags gøremål anderledes under fremmede himmelstrøg. Den samme mad er spændende, fordi den står på et fremmed bord og skal bestilles på gebrokkent engelsk. Stjernerne er nærmere, under den samme himmel og familien kommer hinanden mere ved, selv med de samme smartphones på samme Facebook.

Miljøskiftet får os til at se anderledes på verden. Vi bryder mønstre og ændrer roller. Lysten til at bevæge sig ud i det tilsyneladende anderledes stimuleres ligesom muligheden for at kunne se på sig selv med nye øjne. Men selvfølgelig behøver der ikke at ske noget som helst nyt. Et miljøskifte er af og til ikke andet end et blålys. Det gør der heller ikke altid for familien, bare fordi den hober en uges vasketøj op 3000 km. væk hjemmefra. Men pointen er, at sceneskiftet har potentiale til at ændre omstændigheder for læring, som motivation, selvforståelse og relationer.

Roen

Nogle gange er formålet med naturoplevelser at få ro. Elever får langt mere ud af at lære i rammer, der indimellem lader dem i ro som f.eks. en tur i skoven, end i krævende omgivelser, hvor opmærksomheden skal arbejde på højtryk for at navigere mellem forskelligartede input. Der er en grund til, at læringsraten går ned, når man både er på Facebook, Twitter og Snapchat, har sin mobiltelefon tændt og ser fjernsyn.

I naturen er der plads og ro til, at læringen kan foregå i intervaller, der passer med, hvordan vores opmærksomhedssystem hænger sammen. Vi har nemlig både en stimulusstyret opmærksomhed, der er ansvarlig for opfattelsen og behandling af udefrakommende stimuleringer, der er potentielt vigtige, som f.eks. lyden af et bilhorn, når man går over gaden i snak med en ven. Den stimulusstyrede opmærksomhed er tæt koblet til vores sanser. Vi har også den kontrollerede opmærksomhed, der er under bevidst kontrol. Kontrolleret opmærksomhed hjælper til, når vi forestiller os historiske begivenheder eller lægger tal sammen uden brug af papir. Den slags opgaver trækker på såkaldt eksekutive funktioner, som er involveret i f.eks. planlægning, korrigering af fejl, og beslutningstagning. Ved både at få pauser, hvor den stimulusbetingede opmærksomhed er styrende og stimulationer, der kan støtte oplevelserne, så koncentrationen om det, der undervises i får hjælp udefra, fremmer naturen vores evner til at optage information.

Børn, der får lov at dvæle kortvarigt ved et ’autonomt’ naturfænomen; en bille på vej over stenen, en sommerfugl med udbredte vinger i solen, fremføringen af træernes vraggods i vandet og strømhvirvlernes bevægelse om brinken, tilbydes ro til egne associationer. Børn, der dvæler, får tid til at tænke selv. De bliver ikke hele tiden trukket med i en bestemt retning, som er styret af, hvad andre har tænkt eller vil have, der skal tænkes. Information og produkter skabt af mennesker har altid en hensigt. Det gælder ikke mindst den IT baserede læring. Når vi dvæler ved naturen, ’læser’ vi typisk kun naturens hensigt, dvs. de naturlove, naturen arbejder efter. Og de er som regel ikke forbundet med sociale krav og beregninger.

Og ikke mindst krykkerne

Nogle gange er formålet med naturoplevelser at få indhold, der hjælper elever til at forstå naturfænomener og måske ikke mindst at lære at sætte pris på dem. I de tilfælde er oplevelserne ’krykker’, der letter forståelsen af et ellers kompliceret eller mærkværdigt fænomen. Det gælder f.eks. det meste liv inklusiv vores eget. Hvor svært er det ikke at forstå, hvordan alt liv er smeltet sammen med den biologiske niche, medmindre man ser begge dele på én gang? F.eks. bænkebideres krebsekroppe i skygge og fugt. Eller fange hvordan store isterninger engang har onduleret landskabet, medmindre man kører i det på en cykel.

Krykkerne er oplevelser, der er relevante for fænomenerne, og dermed knager som hukommelsen kan hænge sin hat på. Når oplevelsen trækker vod over mange sanser, kan vi nærmest ikke undgå at få fangst. Hukommelsen filtrer sig ind i afsnøret plantemateriale og rustne cykelstel.

Opdelingen er selvfølgelig en forgrovet måde at skelne naturoplevelsers virkninger på. I den reelle oplevelse spiller alle måder sammen. Men opdelingen kan måske bruges til at få sat ord på, hvad det er naturen kan, hvorfor vi med djævlens vold og magt skal skønne på, at den er der, og hvad vi pædagogisk set vil i den.

Yderligere læsning:

Schilhab, T. (2014). Neurale bottom-up og top-down processer i læring og undervisning. Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift (5/6), 55-66.

Schilhab, T. & Lindvall, B. (under udgivelse). Naturlig læring (foreløbig titel). Aarhus Universitetsforlag.