Burbørn - når lærerfunktionen presses

Læring og undervisning bygger først og fremmest på forståelse. Underviseren skal forstå eleven og dennes forudsætninger og eleven skal forstå lærerens intentioner. Selvom det næsten virker for banalt til at skrive om, så er forståelse som element i undervisningen under pres. Hvis læreren ’ophæves’, fordi robotter overtager (det kunne også være simulerede robotter og animationer på iPad'en, der giver instrukser, men ikke kan samtale og besvare spørgsmål), hvis læringen måles med alment gældende, standardiserede tests, eller hvis den traditionelle lærer-elev undervisning (som f.eks. klasselærerfunktionen) forsvinder, så svinder forståelse som centralt element, fordi forståelse kræver nærvær og tager tid.

Hvorfor er forståelse krævende? Pointen bliver klarere, hvis vi går til forståelse af andre end vores egen art. Hvis du tror, hunde har bevidsthed, er du formentlig hundeejer. Hvis du ikke tror det, har du nok ikke hund. Udtalelsen falder i en bog af filosoffen Daniel Dennett. Da Dennett er skeptisk overfor eksistensen af bevidsthed over en bred kam, er det ikke underligt, at tilskrivningen af bevidsthed, ifølge ham, er styret af vores følelser.

Hundeejeren bruger tid på nærvær

En mere sandsynlig forklaring er, at man skal være godt kendt med et levende væsen for at forstå det. Altså, at grunden til, at hundeejeren mener, at hunde er bevidste, er mange og langvarige erfaringer med hundens mentale liv. Problemet med at forstå bevidsthed er nemlig, at vi ikke har glasklare ’beviser’ for, at nogen eller noget er bevidst. Det er ’overfladefænomener’, som ’hensigtsmæssig’ eller ’intelligent’ adfærd, vi bruger til at vurdere, om der er bevidsthed bag. For at få hold på et overordnet mønster bag, skal der indsamles mange data. Hvis vi bliver i dyreverdenen, er mængden af data alligevel ikke altid nok til at give forståelse.

For det første er det sandsynligt, at vi har størst fidus til de dyr, der ligner mennesker mest. Det vil sige dyr, der har adfærd, som vi intuitivt kan aflæse, fordi mennesker typisk opfører sig på samme måde. Det er lettere at forstå, hvad der mentalt foregår, når chimpansen med hånden verfer en pågående unge væk, end hvad edderkoppen tænker på i løb over stuegulvet. Når vi (hundeejerne iblandt os) synes, vi forstår hundeadfærd, er det jo bl.a. fordi, hundes sociale væsen ligner vores. Vi kan lettere kommunikere med hunde (og aber), fordi deres sociale livsvilkår principielt ligner vores.

Dyr med andre livsvilkår, som dybhavsfisk, sommerfugle eller flagermus, kræver længere tid at forstå, fordi der ikke er umiddelbart genkendelige overfladefænomener som tegn på bevidsthed. Vi kan ikke intuitivt gribe, hvad det vil sige at svømme rundt i fuldstændigt mørke, at opleve metamorfosen fra forpuppet larve uden ekstremiteter til væsen med vinger, eller hvordan man ’ser’ verden med hørelsen, og hvordan det føles at sove med hovedet nedad. Her kan aflæsningen og fortolkningen af dyrets adfærd til mental aktivitet kun forsvarligt gennemføres, hvis man har investeret lang tid i at forstå dynamikken bag. Tids- og nærhedskriteriet er nødvendigt, fordi kun tiden og nærheden skaber muligheder for, at man opdager sammenhænge og ’rationelle’ årsag-virknings-mønstre i adfærden. Vi kan f.eks. lettere acceptere slagtedyrenes skodliv, fordi vi ikke ser dem vantrives og ikke aner, hvor righoldig adfærd de ville have uden for det dystre produktionsliv.   

Forståelse tager tid

Den helhedsorienterede tilgang til at forstå andre arter er altså mere i overensstemmelse med observationer i felten end i laboratoriet. Man får ikke detaljeret viden om hønseadfærd ved at observere seks burhøns på en kvadratmeter. Vil man forstå det mentale, er laboratorieforsøg til afdækning af dyrs intelligens- og bevidsthedsniveau altså næppe vejen frem.

Overvejelser om det store mentale arbejde, der skal lægges for at forstå noget så interessant som bevidsthed hos andre væsner, er derfor særdeles relevant for det pædagogiske arbejde. Hvis man virkelig ønsker at forstå og hjælpe et andet menneske – hvis læreren vil hjælpe eleven til at forstå, så tager det tid og kræver nærvær. Fordi læreren først skal bruge tid på at se mønstret i en masse adfærdsfragmenter, dvs. overfladefænomener, for derefter at tolke en sammenhængende historie om f.eks. elevens niveau, egen-forståelse og potentiale. Det kræver nærhed og tager tid, fordi det kun er i konkrete observationer, at adfærden hos den enkelte viser sig.

Lægger vi nok vægt på tid, nærvær og forståelse som grundlag for kvaliteten i undervisningen i den nuværende uddannelsereformering?