Pligten til at klynke

Den, der har skoen på, ved, hvor den trykker. Lærer, det er derfor din pligt at klynke. Højt og tydeligt, når nu du er i smerte. Du ved, hvordan dagligdagen i en skole ser ud. Du ved, om det er praktisk muligt at ’højne’ kvaliteten af undervisningen ved længere skoledage og flere vikartimer, fordi der ikke er lærere nok. Du ved, om elever trives bedst med eller uden pauser. Og om undervisningsparatheden er den samme efter 7. lektion, som efter 2. Du ved, om eleverne føler sig stressede, og om dine kolleger har lyst til at stå op om morgenen. Du hører, hvis skolen klynker.

Ingen fortjenstmedalje

Du er ikke en helt, fordi du bider smerten i dig. Der bliver ikke rejst statuer til din hæder, fordi du undertrykker ubehaget, angsten og dit tiltagende mismod. Det er dig, der skal leve med at arbejde mod bedrevidende, og at der ikke er sammenhæng mellem det, du ved, virker, og det, du får lov at gøre. Du risikerer ikke bare vabler, men at der går koldbrand i skidtet, så hele benet skal sættes af ved hoften. Du gør ikke de nuværende skolesøgende, det danske lærdomsniveau eller de kommende generationer en tjeneste ved glemme, hvorfor du blev lærer; hvordan man bringer et andet menneske til indsigt, og hvor stort det er, at se den anden glæde sig over pludselig at kunne se mening i noget, der før var sort. Det skader alle, at du pakker din særlige evne og lyst til at formidle ned, og at du halser rundt med for højt blodtryk for at være fødselshjælper for den selvmordsmission, den danske folkeskole er kastet ud i.

Hvorfor skal du være lakaj for et menneskesyn, der kun ser børn som den arbejdsstyrke, der skal tjene til vores pension, og viden som krydser i en multiple choice test? Hvorfor skal du være bannerfører for ideer, som er udtænkt ved et skrivebord af mennesker, der lever af og med, at viden er noget, man får andre (f.eks. embedsmænd) til at researche og skrive ned, og som først og fremmest lyder af noget i rampelyset, men klinger hult for eftertanken.

Erobr dagsordenen tilbage!

Hvorfor skal du sætte din egen professionalitet over styr, fordi mennesker med magt og en hverdag med pletlæsning, reklameslogans, ghostwriters og møder fra 7-23, bilder sig ind, at de kan bruge den hverdag som mål for, hvad læring og undervisning er? Mennesker, der i embeds medfør, skøjter fra emne til emne og derfor tror, at viden, der kan bruges til noget, kommer ved overfladelæsning og som paratviden? Oplever de nogensinde glæde over pludselig at kunne se mening i noget, der før var sort. Og ved de, at alle mennesker skal kravle, før de kan gå? At alle mennesker starter med at blive nærmest fysisk ledt ved hånden, først af en forælder, en pædagog og siden af en lærer, der bliver nødt til at se ind i barnets verden for at kunne hjælpe. Ellers er hjælpen spildt som vand på en gås. Kan disse skrivebordsmennesker, hvis arbejde er at formulere sig kontant og kort, gå til og fra møder, med bullet lister, powerpoints og mission statements, men uden fordybelse og sammenhæng, på nogen som helst måde bruges som klangbund for, hvad der skal til for at tilegne sig viden, som ikke bare er glemt efter den næste test (eller næste valg)?

Derfor, lærer, har du har pligt til at klynke. Du har pligten til at se konsekvenserne lige i øjnene og fortælle omverdenen, hvad du ser. Og du har pligten til at lytte til din intuition. Hvis du ved, at det går i den helt forkerte retning, at læring og undervisning bliver ringere ved de nye tiltag, at ’kompetenceløftet’ er tomme ord uden indhold, at vi taber mennesker på gulvet, fordi folk uden din viden har erobret dagsordenen - så skal du erobre dagsordenen tilbage. Det er din viden, din faglighed og din professionelle stolthed, der er på spil. Og du er den eneste, der kan gøre det godt igen.

Lærer, rank ryggen!

Lærer, du skal ranke ryggen og stole på dit instinkt, din lyst til at undervise på den måde, du ved virker og på din professionelle indsigt. Du er lærer og derfor skal du lade politikerne om at køre folkeskolen i sænk. Man skal gøre det, man er bedst til.