Snyd med stil – robotten hjælper

Vi har hørt om lærere, der måske engang i fremtiden bliver udskiftet med robotter. Og om eksaminatorer og censorer, der snarligt udskiftes med maskinlæringsalgoritmer, når karaktererne skal uddeles. Men er det så ikke nærliggende, at den samme udskiftning kan gælde eleverne og i særdeleshed deres produkter?

Hvordan kan man sikre sig, at den stil eller for musikelevers vedkommende - den musik, eleverne leverer, er deres egen? Er musik produceret af en robot stadig musik, eller kan det drevne øre høre, at der er en intention til forskel? Har poesi og skønlitteratur skrevet af kunstig intelligens samme litterære kvalitet, som den der produceres af en digter eller forfatter?

Virtuelle Shakespeare

Kan Shakespeares samlede værker f.eks. skrives af robotter givet deres enorme regnekraft? Kan sammensætningen af de 3.695.990 karakterer (estimeret af matematikprofessor emeritus Dr. Ian Stewart, University of Warwick) opstå vilkårligt?

Spørgsmålet er søgt løst flere gange. F.eks. ved at bruge chimpanser med skrivemaskiner både som tankeeksperiment og i en virkelig zoo i Paignton, 2003. I sidstnævnte tilfælde sluttede forsøget efter, i dette tilfælde, makakkerne havde skrevet fem sider med bogstavet s og smadret tastaturet.

I 2011 brugte den amerikanske programmør Jesse Anderson så virtuelle chimpanser, dvs. små computerprogrammer til uafbrudt at generere tilfældige sekvenser på ni bogstaver. Sekvenserne blev kontinuerligt sammenlignet med samtlige ni bogstavsekvenser i Shakespeares produktion. Hvis der blev fundet en kopi, blev den føjet til samlingen og ellers afvist. Forsøget begyndte d. 21. august 2011 og nåede hurtigt i mål. Så tilsyneladende kunne de 3.695.990 karakterer, af Shakespeare nøje gennemtænkte bogstavsekvenser, genopfindes af robotter.

Men, der er et ’men’. For det er kun under de rette omstændigheder. I Andersons forsøg, var alle mellemrum og grammatiske tegn i Shakespeares originale tekster blevet sløjfet. Det vil sige, at det samlede værk i virkeligheden blev til et komprimeret værk, bestående af én lang bogstavstreng på ca. 3,695,990 karakterer. Årsagen var, at mellemrum og tegnsætning ellers komplicerede de virtuelle chimpansers opgave betydeligt.  

Anderson havde altså forsimplet opgaven til et niveau, der gjorde det muligt for de virtuelle chimpanser at løse den. Uden mellemrum og tegnsætning er det dog ikke Shakespeares samlede værker. Men i fremtiden kan de virtuelle aber formentlig arbejde endnu hurtigere, og så kan både mellemrum og tegnsætning også inddrages i opgaven, der skal løses.

Snyd med stil

Det vil formentlig betyde, at virtuelle chimpanser tilfældigt kan skrive Shakespeares livsværk. Når det sker, vil det sikkert også være muligt for den kvikke elev at snyde med stilen. Ikke at den kunne være skrevet af Shakespeare, men den ville dog kunne være så tilpas avanceret, at det er svært at se, om det er et menneske eller en maskine, der står bag, forudsat at maskinen ikke blot kopierer, men faktisk kan sætte tilfældige sekvenser sammen, den har lært sig fra de uendelige mængder data, den har adgang til.

Til den tid vil den smarte elev formentlig selv indføre nogle stavefejl og noget sort snak for at gøre teksten mere ’menneskelig’.

Nattergalen havde ret

Konklusionen kunne dermed være, at vi indtil videre genkender det menneskelige på det virtuose, men i fremtiden vil genkende det menneskelige (naturlige) på det fejlagtige. Og den påstand er jo åbenlyst slet ikke min, men et slags kulturelt (robotagtigt?) plagiat, for den var allerede det gennemgående motiv i H.C. Andersens ’Nattergalen’.

Læs mere: http://www.bbc.com/news/technology-15060310