Mange veje fører til Rom – hvad chimpanser kan fortælle mennesker om læring

Som underviser forbløffes man ikke så få gange af sine elever. Af og til fordi de alligevel ikke forstod den simple instruks, man ellers havde forklaret så godt. Men så meget desto hårdere rammer forbløffelsen, når en elev, man havde afskrevet fra at drikke af visdommens kar, ved egen kraft eller på helt uigennemskuelig  måde demonstrerer måske uortodoks, men alligevel dyb indsigt. For her peger pilen i endnu højere grad på en selv. Ens evne til at gennemskue potentialer og forståelsesverdener får nemlig et skud for boven og man opdager, at man ligger under for fordomme, som man troede, man var alt for professionel til at lade sig styre af.

Fordommene kan opstå på grund af udseende, jargon, adfærd, foretrukne interesser, kultur, den familiemæssige baggrund eller alt muligt andet.

Historien om Kanzi og hans fremstilling af stenredskaber viser, hvordan vi er tilbøjelige til at bedømme andres præstationer ud fra vores egne forudsætninger og indre målestok.

Chimpansen Kanzi

Chimpansen tilhører den gruppe menneskeaber, der ved siden af mennesket gør mest brug af redskaber. Alligevel er det udbredte syn på chimpansers redskabsbrug, at den er meget begrænset. Det drejer sig om aktiviteter som anvendelse af sammenkrøllede blade, der bruges til at opsamle vand med, afkvistede grene til at fange myrer og termitter med, og sten, der slås mod hinanden i forsøg på at knække nødder. Selvom afkvistningsadfærden ved første øjekast ser kompliceret ud, er der dog meget der tyder på, at dele af adfærden er baseret på instinkter. Det ses bl.a. ved, at den er stereotyp, dvs. ikke varierer fra kvist til kvist, og heller ikke fra individ til individ.            

Det er generelt den herskende opfattelse blandt såvel arkæologer som primatologer. Men følgende eksperiment, udtænkt af arkæologen Nick Toth antyder, at chimpanser muligvis har et potentiale, vi ikke rigtig har anerkendt.

Forsøget gik ud på at undersøge, hvorvidt chimpansen Kanzi kunne tilegne sig evnen til at producere stenredskaber. Årsagen var, at primatologen William McGrew og arkæologen Tom Wynn havde fremsat den påstand, at de tidligste redskaber (Oldowan teknikken), der er ca. 2,5 millioner år gammel ikke krævede dybere indsigt end den nulevende menneskeaber kan præstere. Toth, der selv er en habil stenslager satte sig for at undersøge, om teknikken med den rette påvirkning kunne mestres af en chimpanse. Det foregik ved, at Toth placerede sig foran Kanzi og flækkede håndøkser. Kanzi så interesseret på arkæologens forehavende, men hans egen deltagelse begrænsede sig til af og til at anvende nogle af de skarpe afslag til at skære båndet over på en kasse med føde. Selvom man også forsøgte at forme hans hænder i stenslagerens typiske stilling, ville Kanzi ikke selv forsøge sig. Teknikken er da heller ikke let at tilegne sig. Undersøgelser af vores egen evne til at mestre fremstillingsteknikken viser, at det kræver mange forsøg.

Kanzi fik også stukket to sten i hænderne og således opfordret til at slå dem mod hinanden, begyndte han efterhånden entusiastisk at udforske konsekvenserne af slagene. I løbet af et par måneder begyndte han ved “trial and error” at blive god til at fremstille afslag, der kunne anvendes til at skære snoren over. Kanzi holdt imidlertid stenene på en anden måde end Toth. Og selvom han fik fremstillet skarpe afslag, der let kunne skære båndet på madkassen over, så var de ikke sammenlignelige med typiske Olduwanredskaber, der til trods for deres simpelhed synes at følge nogle bestemte regler. Resultatet var heller ikke frugtbart hver gang. Det frustrerede tilsyneladende Kanzi og han begyndte at finde andre metoder til fremstilling af de skarpe afslag. Kanzi begyndte at eksperimentere med at kaste rullestenen mod et hårdt underlag og opnåede dermed skarpe afslag, som dog heller ikke lignede Olduwanteknikken. Han opfandt endnu en metode, der gik ud på at placere rullestenen på gulvet i sit bur, sigte omhyggeligt med hammerstenen og derpå slynge den mod rullestenen med stor kraft.

Kanzi endte altså med at løse fremstillingen af skarpe afslag ved hjælp af tre forskellige metoder. Forskerne er rygende uenige om, hvordan Kanzis redskabsfremstilling skal tolkes. Nogle som f.eks. arkæologen Toth, hævder at forsøget demonstrerer, at chimpanser ikke kan fremstille Olduwanredskaber. Men andre forskere hæfter sig ved noget ganske andet i forsøget, nemlig at Kanzi viste stor kreativitet og opfindsomhed i forsøget på at løse opgaven, at skabe redskaber, der kunne skære båndet til føden over, hvilket absolut lykkedes. Disse forskere vil ikke udelukke, at årsagen til, at Kanzi fremstillede afslag, der var forskellige fra Olduwanteknikken, skyldtes, at hans afslag virkede efter hensigten. Kanzi havde dermed ingen tilskyndelse til at fremstille afslag på præcis den måde, som Toth gjorde, da han viste sin fremgangsmåde for den opmærksomme Kanzi.

Hvornår er man mislykket?

Kanzis “mislykkede” forsøg er kun mislykket set på baggrund af en forventning om, at han skulle løse opgaven på helt samme vis, som vores formodede forfædre gjorde. Men hvis chimpanser ikke har behovet for at løse opgaven, fordi de aldrig støder på problemer af den art i virkeligheden, kan man så hævde, at han mislykkedes?

Det ville svare til, at mennesker mislykkes, når vi forsøger at gå armgang i trækronerne. Vores niche var at favorisere oprejst gang. Derfor har skovhuggere, der bevæger sig i træerne måttet opfinde et system, der kan kompensere for den manglende naturlige tilpasning til bevægelse i træer.

Morale

Pointen er simpel; mange veje fører til Rom. Og potentialer kan vise sig på trods af de mest forstokkede fordomme. Både motivation, det umiddelbare udgangspunkt, og vores forudsætninger spiller en rolle for, hvor vi ender, uanset om vi er mennesker eller chimpanser. En lære man bør tage med sig, når man selv underviser og bedømmer andre.