Uddannelse og dannelse ude

Prøv at kigge dig omkring. Måske sidder du lige nu foran en skærm, og når du ser op, strejfer blikket det spæde forårslys. Dine umiddelbare omgivelser er flade vægge, der ligesom det meste af det, du har på dit bord; blyanter, telefonen, koppen med kaffe, bordlampen og papirerne, er bestemt af rette linjer og forholdsvis ensartede strukturer.

Prøv at kigge ud af vinduet. Fang f.eks. bilen på vejen og sammenlign den med det stadigt nøgne løvfældende træ bagved, eller de spirende løgplanter nogen har sat i en kumme for at fejre, at vi har forår.

Hvad er forskellen i dine visuelle sanseindtryk? Hvad er det, der er på færde i den knudrede stamme, som ikke er i bilens lakering? Er det kun de rette linjer? Eller er der dybere materielle forskelle i det visuelle udtryk? Træets stamme er givetvis ikke ensfarvet, og der er ikke mange kviste med præcis samme vinkelafstand til stammen. Bilen er til gengæld ensfarvet blå, og det er kun støvet på bagruden, der giver den et lidt spættet udseende.

Kig igen på de nære ting på bordet. Udover at de typisk er ensfarvet, er der ingen af dem, som ikke har en tydelig funktion.

Koppen drikker du selvfølgelig af og blyanten skriver du med. Bordet er pladsholder for din skærm og dine papirer. Selv væggene gør noget for dig. De rammer dig ind i forhold til omverdenen. De er konstrueret, og nogen har skabt dem med det formål at dele et større rum end dit op. Tingene inviterer dig til at gøre ting med dem. De næsten kalder på at blive brugt på en bestemt måde, som træet ikke gør.

Måske er følelsen af at hænge mejsekugler på træet dig ikke helt fremmed, men trangen er næppe så stærk som at skrive med blyanten eller drikke af koppen. Dit forhold til træet er ikke på samme måde vane-præget. Bl.a. fordi træet både vil og ikke vil dig noget, som det står der. 

På en måde vil det gerne være med i din verden, som en del af den, men det har ingen forudbestemt funktion eller relation til dig.

Det har sin egen verden. Sine egne vækstretninger og sin egen historik. Det har en uigennemskuelig historik, som det dog alligevel bærer udenpå ’tøjet’. Det har - kort sagt - liv.

Når vi ser på træet, ser vi på dynamik, dannelse og vorden. Når vi ser på de plane flader, ser vi det forudsigelige. Måske er det derfor, at mennesker, der kan se grønt fra deres vinduer, er generelt mindre deprimerede, end de der kun kan se over på en anden husvæg.

Kan dannelsen ude bruges til uddannelse? Mit modspørgsmål er, kan vi tillade os ikke at bruge den? Vi er disse træer, disse løgplanter, som nogen har sat i en kumme for at fejre, at det er forår.

Vi er denne vorden, med særegne vækstretninger og egen historik. Og vi trives med andre træer og løgplanter. Særligt fordi vi ofte oplever os selv og andre mest som kopper og blyanter. Dvs. mest som ting med funktioner og ikke fænomener med historik og egen vækst.