Lys, lyd, lugt og læring

Sløjdlærere og håndarbejdslærere ved godt, at der er forskel på de processer, der fører til hhv. en trækasse og en pude. Selvom ’produkterne’ er klart forskellige og metoderne, der leder til resultatet, er klart forskellige, bliver aktiviteterne alligevel typisk slået i hartkorn med hinanden som om materialer og udvekslingen med dem ikke skulle have noget at sige.

Der er bestemt også noget, som de er fælles om. Ikke mindst involveringen af kroppen og det kreative (æstetiske) aspekt. Her står både sløjd og håndarbejde i kontrast til mentale processer, der tilsyneladende forløber uden redskaber, metoder, og kropslige processer.

Men de overordnede ligheder skjuler, at der måske alligevel er underliggende forskelligheder på banen. Giver det f.eks. mening at sammenligne grebet om nålen med grebet om hammeren? Og spiller det bløde, typisk mere føjelige materiale i håndarbejde på de samme strenge som det hårde, naturduftende træ, der skal håndteres med saven, høvlen og mejslen?

Vi kan sikkert godt blive enige om, at de ting vi rører ved, lugter til, hører eller på anden måde sanser, gør noget ved os på grund af deres kvaliteter. Det er ikke sikkert, vi gør os det klart, fordi tingene ofte lader deres virkning tilflyde os udenom den erkendende bevidsthed.  

Derfor kan vi også spørge, hvad sker der med vores sansninger, når vi lærer ude i stedet for inde? Det er oplagt, at sansningerne i sig selv er forskellige. Når vi lærer ude, er sansningerne varierede. De foregår parallelt, og involverer mange af vores sanser samtidigt. Det er svært at forblive upåvirket af omgivelserne, når temperaturen, lugtene, lydene, lysforholdene, terrænet, man går på, varierer. Her er dynamiske stimuleringer, som kontinuerligt udfordrer og engagerer. Man må variere sin gang, når stien er fyldt med sten. Man må læne sig ind under træets skygge for at skærme øjnene mod solen. Man må trække kraven op om halsen, når vinden får for godt fat i gåsehuden og vifte med hånden for at få myggen på andre tanker. Udenfor emmer af ’parathed’, fordi intet er, som det plejer.

Indenfor lurer derimod sansemonotonien. Sansningerne er mindre variable. Og de, der varierer, bliver typisk overforbrugt. Alt foregår ved hørelse og syn. Overmætning ved syn og lyd, selvom væggene er flade, linjerne retvinklede og farveskiftene forudsigelige. Udvekslingen med underlaget er reduceret til højst en urolig flytten på stolen eller tampen med fødderne.   

Forskellen mellem den mangesansende og den enkeltsansende krop er engagement.

Som med alt andet, der vedrører læring, findes der dog undtagelser. Kan man være sikker på, at læring ude ikke også kan være monotont? Den dødslignende stilstand i en ørken med 50 grader celsius virker ikke naturligt indbydende. Og hvor meget parathed er der forbundet med ophold på et underlag, der skvulper som et skib i søgang? Vi kan altså ikke bare påstå, at ude altid stimulerer på den veltempererede måde, mens inde ikke gør.

Ikke mindst fordi, der er stor forskel på, hvad man har lært at sætte pris på. Hvis man hader edderkopper, bliver det kun værre af både at se dem løbe op af armen og føle det. Og hvis man gerne vil læse sin bog i fred, er det irriterende, at vinden blæser håret ind foran.

Men det gør ikke påstanden om, at forskellige slags omgivelser påvirker os, for slet ikke at tale om de sociale fællesskaber (via et fælles tredje), forskelligt. Og vi burde i den grad vide mere om, hvad de gør ved os, når vi lærer.