Om abstrakt tænkning hos vores forfædre

Hvornår begyndte vi at tænke abstrakt om verden? Forskere, der arbejder med vores forhistorie, har længe brugt de materielle ting som spejl på vores tanker. Det gælder både redskaber og pyntegenstande, så som perler og hulemalerier.

I nogle af de 30.000 – 40.000 år gamle europæiske hulemalerier, som man f.eks. har fundet i Frankrig, optræder fabeldyr. Der er også fundet småfigurer med overdimensionerede torsoer uden hoveder og ben.

Det har været en almindelig tolkning, at afvigelsen fra ’virkeligheden’ var udtryk for en form for abstrakt tænkning. Forklaringen skulle være, at kunstneren har måttet forlade sig på sin fantasi og ikke på hukommelsen om virkeligheden.  

Nu har en neurovidenskabelig forsker lanceret en konkurrerende ide. Den går på, at vi, ligesom andre organismer, som f.eks. måger, typisk finder tilfredsstillelse ved at blive overstimuleret. Mågeunger pirker f.eks. mere energisk på 3 røde pletter end på én, selvom der kun er én på forældrefuglens næb.

Påstanden er, at fabeldyrenes kødfulde kroppe ovenpå ultratynde ben, sammen med bisonernes alt for lange horn er skabt for betragterens tilfredsstillelse og ikke som følge af kunstneres uhæmmede fantasi.

Selvom de to teorier ikke nødvendigvis er i modstrid, lægger den sidste sig i forlængelse af nutidens brug af reklamer. Billederne er lavet med henblik på en modtager, der påvirkes på en bestemt måde.

Endnu en teori går dog en anden vej. Den beskriver billederne som en udløber af bevidst fremkaldte hallucinationer. Altså, det billedlige udtryk flugter ikke med virkeligheden, men med et tilstræbt skævt verdensbillede.

Når man ser på de på én gang fremmede og velkendte figurer, er vores forfædre på samme måde lysår væk og svimlende tæt på. Vi er samtidig i vidt forskellige og dog ens verdner. Og pludselig bliver den samtid, vi eksisterer i, et komma i universets store bog.