Ny ”hjerneforskning” - Det hele handler om kroppen

Kropslejret tænkning

Ny forskning, i hvornår og hvordan nerveceller arbejder, viser, at læring sker hele tiden. Ovenikøbet i en blanding af teori og praksis, eller som det også kan udtrykkes, begrebsligt og kropsligt. Det har ført til en ny forklaring af, hvordan vi lærer og tænker, der går under navnet ’embodied cognition’, som på dansk kan oversættes til kropslejret tænkning. Kropslejret tænkning bygger bl.a. på forskning i hvilke hjerneområder, der er aktive, når vi udfører forskellig slags mentalt arbejde. Fx har forskere undersøgt forsøgspersoner i skannere for at se, hvordan hjernen arbejder, når vi læser. Når forsøgspersoner læser begreber som ’hvidløg’ og ’kanel’, er de områder i hjernen, der bearbejder sanseindtryk som smag og lugt, også aktive. Sådanne forsøg er interessante, fordi de åbner for, at læsning kan og bør styrkes på flere måder og ikke alene gennem mere læseaktivitet. Hvis læsning og det at få mening i ordene, hviler på kropslige erfaringer, er flere kropslige erfaringer, der bliver lagret meningsfyldt måske netop også en vej til at styrke læseres læseevner?

Læring er kropslig

Inden for embodied cognition paradigmet ser vi på den kropslejrede læring og tænkning fra fire vinkler. Den første vinkel undersøger læring og tænkning som et kropsligt fænomen (eng. embodied), hvor fokus er på, at kroppen altid indgår. Simpelt sagt, når jeg brænder mig på en bageplade, er det mine hænder, der bliver brændt. Og når jeg tænker over, hvordan jeg skal undgå en gentagelse, er det mine hænder, jeg vil beskytte. Læring og tænkning foregår altid i et kropsligt perspektiv, i en krop der så at sige sætter scenen. Den pointe fremgik også af læseeksemplet. Det var nemlig årsagen til, at oplevelserne, som er kropslige, spiller en central rolle for meningen bag ordene.  

Læring er handlingsstyret

Fra den anden vinkel er fokus på, at lærende kroppe altid er i gang med noget (eng. enactive). Kroppe handler altid. Enten fordi vi er afhængige af omgivelserne, som når vi ånder, eller fordi vi aktivt forholder os til omgivelserne for at forstå dem. Fx bevæger øjet sig aktivt i meget små skridt, i såkaldte sakkader, når det fanger en genstand med blikket. Øjet nærmest ’føler’ på genstande, som om det for hver bevægelse stiller et spørgsmål, og bruger de mange svar på spørgsmålene til at forstå med. Vi udspørger verden gennem mikro- og makrohandlinger og bygger forståelse op om de meningsfulde svar. På samme måde kan jeg kun forstå, hvordan man bager, fordi jeg interagerer med genstande og rummet. Jeg må holde på bagepladen og trække i den for at få brødet ud af ovnen. Og ved at brænde mig forstår jeg, at bageplader kan være varme.

Læring er lejret

I den tredie vinkel er interessen på det, at kroppen altid er et sted (eng. ’embedded’). Vi er altså ikke bare kroppe, der handler og udveksler med ting. Vi er altid kroppe, der også altid opholder os et bestemt sted, mens vi interagerer. Det sted, vi befinder os, har stor betydning for den måde, vi opfører os på. Vi lærer og tænker anderledes i en skov i forhold til, hvis vi befandt os på et storbystrøg. I skoven er der ikke lysreguleret, og barndomsminderne fra ture i skoven handler mere om anemoner og svampejagt end moderigtigt tøj og juletrængsel. Når vi står i skoven, vil det derfor være anemonerne, vi kommer i tanker om, fordi tanken om dem er blevet associeret med det, der ellers findes i skoven. Omgivelserne trækker os altså mere i nogle retninger end andre. Træder vi ind i et lokale med et lærred og flere stolerækker, forventer vi at kunne se film. Træder vi ind i et lokale med en bageovn og grydelapper, forventer vi også at kunne finde tallerkener og bestik. Stolene ’taler’ til os ved at tilbyde os muligheden for at sidde, og grydelapperne tilbyder os beskyttelse mod forbrændinger, når vi holder på den varme bageplade. Årsagen til at omgivelserne på den måde inviterer os til bestemte handlinger og associationer beror både på omgivelserne og os. Psykologen James Gibson har beskrevet denne særlige relation, der eksisterer mellem omgivelserne og os med sit begreb ’affordance’. Vi har gennem erfaringer med bageovne lært at forvente, at der ofte er grydelapper involveret og gennem erfaringer med mange slags stolerækker har vi lært at forvente, hvordan begivenheder og situationer med stolerækker typisk forløber.  

Læring 'outsources' til genstande

I den fjerde vinkel er fokus på, at vi bruger genstande til at tænke med. I det ligger, at de ydre omgivelser, fx notesbøger bruges som lager for vores hukommelse. Når vi skriver aftaler, pinkoder eller telefonnumre ind i notesbogen, behøver vi ikke selv at huske på dem. Vi kan bare slå op på den rigtige side og læse, hvad vi har skrevet. At bruge omgivelserne som en ekstern harddisk er blevet endnu tydeligere i den digitale tidsalder. Nu har vi lagre af emailsamtaler og fotografier, som vi kan vende tilbage til, hvis vi skal huske, hvordan en samtale skred frem eller en genstand så ud. Muligheden for at tage billeder af de slides, som læreren viser, skubber behovet for at tage noter i baggrunden. Det ændrer ved procedurerne for, hvad og hvordan vi husker. Det er blevet beskrevet i en artikel fra 2011, hvor forskeren Sparrow og kolleger bl.a. undersøgte, hvad forsøgspersoner hæfter sig ved, når de læser opslag på internettet. I forsøgene var forsøgspersonerne mindre gode til at huske informationen i opslaget, og derimod bedre til at huske af hvilke internetsider, oplysningerne fremgik. Forsøgspersoner er ifølge eksperimentet mere optaget af at huske de veje, der skal forfølges for at komme frem til informationen end informationen i sig selv. Fotografier af slides, nedskrivning af noter og stierne man følger, når man bevæger sig på nettet, er alle eksempler på, at vi bruger omgivelserne som pladsholder for vores tænkning.   

Kropslejret læring og tænkning bryder med traditionelle opdelinger af hvad læring er. Kroppen med dens følelser og lejring i verden står som en central spiller i læring og tænkning. Det burde have vidtrækkende konsekvenser for, hvordan vi skal tænke om uddannelse og undervisning. 

Naturlig teknik

I projektet ’Naturlig teknik’, støttet af Nordea-fonden som del af Center for Børn og Natur, undersøger jeg sammen med antropolog Gertrud Lynge Esbensen, postdoc ved DPU, Aarhus Universitet om den teknologiske udvikling kan være med til at trække naturoplevelser med sig, se http://naturligteknik.dk/

Læs mere

Theresa Schilhab (2017). Læringens DNA. Aarhus Universitetsforlag.