Har du tid til at vente - og tænke?

Jeg står uden for Netto. Overfor ligger en kiosk med hundekrog på facaden, som en mindre bulldog-lignende hund er koblet til. Den har sat sig på enden med benene strakt foran sig, som kun muskelhunde formår. En lille buddha figur med strittende lemmer. Den er også rolig på samme måde.

Den venter. Ser sig nysgerrigt omkring. Tager omgivelserne ind, som om den processerer, hvad der sker uden at miste ligevægten. Den sidder der længe. Men den keder sig ikke. Der er andre hunde, der går forbi. Der er fugle i 1.sals højde, som den følger med øjnene. Der er en pludselig dytten fra en passerende bil, som får den på benene og som den vender sig om efter.

Den ser mod butiksvinduet. Og sætter sig så igen. Den venter videre.  

Vi står der i alt fald et kvarter. Og det slår mig, at muskelhunden er et studie i mental balance. Den bruger sin ventetid på …….at vente. Og mens den venter, reagerer den på det, der sker, her og nu. Situationen er tilpas afstressende til, at de få krusninger, den bliver udsat for i sin snor, er stimulerende uden at være anstrengende.

Evnen til at vente

Hvad kan vi bruge den observation til? Det er efterhånden blevet sagt nogle gange. Med informationsteknologien har vi har glemt evnen til at vente. Hvorfor skal vi så omkring det endnu engang?

Lad mig gøre det klart, pointen er ikke, at hunden kan vente, fordi den er mere naturlig - en hund er jo i et eller andet omfang selv et kulturprodukt – til dels en menneskelig opfindelse. Det er altså ikke det forhold, at vi mennesker med teknologien har skrinlagt vores naturlige bestemmelse i en fjern fortid. Mennesket har altid været teknologisk, fordi det er en smart overbygning på et samfund, der består af smarte individer. Hvis muskelhunden havde haft en mobiltelefon, havde den sikkert været på Facebook eller snapchat lige for snuden af mig.

Pointen er, at vi ikke kan vente, fordi vi med teknologien har adspredelsen lige ved hånden. Den adspredelse er på sin vis fuldstændig harmløs. Den består i, at vi tjekker vores e-mail, vores skridttal, vores kalender, nyhedssiderne, vejret, eller klokken. Den kan også handle om et spil, et fremmedord, der giver flere point, end det modspilleren fandt på, eller en e-bog, der skal læses færdig. Adspredelsen slår altså ventetiden i stykker.

Det uforudsigelige nu

Hvad sker der, når vi bruger mobilen til at fylde ventetiden ud? Hvad sker der, når vi vender opmærksomheden fra bilen, der dytter, fra fuglene i flugthøjde og dem, der går forbi?

Først og fremmest går vi ind i verden, som vi kun på generelt niveau deler med andre. Og det er ikke med dem omkring os, men med dem, der er i den anden ende. Det er altså en verden, der ikke kan deles med manden, der dytter, fuglene over os eller buddha-hunden i snoren. Det er en verden, hvor vores fællesskab om det, der sker her og nu, er sat (mere) på stand by.

Det er set før. Vi er heller ikke opmærksomme på vores fælles verden, når vi læser en gammeldags bog, en avis, eller dagdrømmer. Og det kan i den grad være en lovlig befrielse.

Men det, som den elektroniske adspredelse gør klart, er, at vi nu mere end nogensinde har valget mellem at blive stimuleret af noget ude fra kommende, som trækker vores ideer og mentale verden i særlige retninger, eller at bevare en større del af kontrollen over stimuli på egne hænder.

Altså, når vi kontakter mobilen ved hvert ledigt øjeblik, så lader vi os opsluge i et hav af stimuli, der trækker vores tanker i fastlagte mønstre. Det sker også for hunden, at den mentalt drifter, men det er med stimuli i omgivelserne. Det vigtige er, at der er kvalitetsforskelle mellem stimuli på telefonen og stimuli i omgivelserne. Selvom de ikke stresser hunden, så er stimuli i omgivelserne mere varierede og uforudsigelige, end dem vi har udstyret mobilen med. Og omgivelserne leverer på samme tid nyt brændstof til tanker, der kan bearbejdes videre, og ro, så man ikke bliver forstyrret, mens man bearbejder. Lidt rundhåndet sagt, når vi bliver ved omgivelserne i et ’her og nu’, så får tankerne mulighed for at køre af mindre fastlagte baner, hvor vi fletter ind og ud mellem det uforudsigelige, der vækker associationer, og de indre fornemmelser vi selv kan bidrage med. Bemærk, det er ikke en tankeløs talen for nærvær, men snarere en talen for samspillet mellem nærværet og eftertanken i dybden.

Vi venter på problemløsning

Skulle det nu være specielt vigtigt, kan man spørge. Og er det egentlig en interessant forskel i det store regnskab? Er muskelhunden med det mentale overskud f.eks. et lykkeligere væsen? Eller løser den mentale buddha-balance klimaproblemer, undertrykkelse af udsatte grupper eller manglen på rent drikkevand?

Det er ikke til at sige. Men meget tyder på, at de store indsigter og tanker, der skal til for at løse problemer, kræver et miljø, hvor der er inspiration, men også overflod af tid og ro, fordi det kræver både utraditionelle vinkler og standhaftighed at føre en solid indsigt til ende.

Med alle de stimuli vi i dag har teknologisk til rådighed, med den øgede teknologi til både hverdag, fest og i uddannelse, er det et emne, vi bliver nødt til at bore mere i. Måske med inspiration fra muskelhunden.