Hyperaktive taberdrenge – dem laver vi da selv

Tabermænd, ADHD-drenge og kønsopdelt undervisning går hånd i hånd. Det er historier, der bygger på en ide om, at drenge og siden mænd, ikke er ’læringsparate’. I hvert fald ikke så meget som ’12-tals-pigen’ i den ’femininiserede’ skole. Wow en masse stereotype stigmatiseringer, der er fælles om at skyde skylden på, hvilket køn vi tilfældigvis har. Vi bruger det faktuelt og eneste åbenlyst biologiske som skydeskive for, hvordan drenge og piger, mænd og kvinder, klarer sig i uddannelserne og generelt i vores samfund.

Det er noget forvrøvlet sludder. Selvfølgelig er der forskel på drenge og piger. Lærere, der underviser indskolingselever, eller hormonforstyrrede teenagere er ikke i tvivl. Men det er samfundsmæssigt ansvarsforflygtigende at bruge det biologiske køn som løftestang for påstande om, at der er store (altså signifikante og systematiske) mentale forskelle på drenge og piger. På den måde bliver det nemlig ’kønnets’ skyld, hvor godt eller dårligt man passer til skolen og ikke de regler, vi har sat op i samfundet.

Kønsdebat ansvarsforflygtiger

Det er undertrykkende for os alle, at vi lever i evigt gentagede påstande om, at ’mænd’ efter sigende skulle være bedre til rumlige opgaver og dårligere til at multitaske, mens kvinder skulle være bedre til at føle empati, bruge sproget og håndtere mange opgaver på en gang. Set ud fra hvordan mennesker må navigere i den virkelige nutidige verden, er det svært at få øje på disse forskelle. Alle mennesker uanset køn, må i dag kunne finde vej til en god ven eller huske, hvor de sidst lagde deres jakke (rumlig viden). Alle mennesker må også kunne trøste en, der græder, eller forstå, hvordan den anden ser verden, for at få mening i hans ord (empatisk og sproglig viden). Eller hvad med den stigende kommunikation på nettet? Hvis det kun er kvinder, der kan kommunikere, så er hele den offentlige digitaliseringstendens groft  mandsundertrykkende. Er det kun drenge, der kan finde mobiltelefonen, de forlagde, og piger, der kan trøste? Eller fædre, der kan hjælpe med matematikopgaven og mødre med stilen? Næppe! Der er altså ikke den systematiske forskel, alle gerne taler om.

Ja, ja, men hvad så med alle de undersøgelser, der netop viser faglige forskelle på drenge og piger, tænker du sikkert nu.

Implicitte stereotyper

Lad os vende blikket mod projekt 'Project Implicit', der undersøger omfanget og virkningen af vores implicitte associationer. Project Implicit er et offentligt tilgængeligt forskningsprojekt på nettet, hvor besøgende tester deres implicitte antagelser i f.eks. køns- og racespørgsmål, men også i religion og politik.Undersøgelsen omfatter en halv million deltagere fra 34 lande, og den viser, at 70 procent er styret af implicitte stereotyper, som kæder naturvidenskaben sammen med mænd. Tendensen er uafhængig af deltagernes køn. Desuden viser undersøgelsen, at i de lande, hvor denne stereotypi er mest udtalt, scorer drenge på 8. klassetrin langt højere i både naturvidenskabelige fag og matematik.I undersøgelsen bliver deltagerne bedt om at kategorisere ord, der repræsenterer det mandlige såsom, 'han', 'søn' og 'far'; eller det kvindelige såsom 'hun', 'datter' og 'mor' med naturvidenskab såsom 'fysik', 'biologi' og 'kemi'; eller de humanistiske videnskaber såsom 'kunsthistorie', 'historie' og 'litteraturhistorie'. De fleste deltagere kategoriserer hurtigere de mandlige end de kvindelige ord med naturvidenskab.

Ubevidste associationer

Forklaringen er, at når vi vokser op i samfund, hvor der er relativt flere mænd end kvinder koblet til naturvidenskab, vil vi ubevidst udvikle en stærkere association mellem disse (mænd og naturvidenskab). Det har ifølge forskerne betydning for vores adfærd over for andre og opfattelse af eget potentiale og karrierevalg. Skyldes drenges forbedrede præstationer i naturvidenskab på 8. klassetrin de målte stereotypier? Måske er drenge bare bedre til naturvidenskab?

At stereotyper faktisk påvirker tænkeevnen kendes fra studier, hvor forsøgspersoner blev bedt om enten at tænke på en typisk professor eller hooligan i ti minutter (Dijksterhuis & van Knippenberg, 1998). Forsøgspersonerne skulle tænke på typisk adfærd, udseende og livsstil. Derefter blev deres præstationer i en generel intelligenstest sammenlignet. Her viste det sig, at forsøgspersoner, der havde koncentreret sig om professoren scorede signifikant højere end kontrollen, mens de forsøgspersoner, der havde tænkt på hooligans, scorede signifikant dårligere. Artiklen har ikke for ingenting titlen: ' The relation between perception and behavior, or how to win a game of trivial pursuit'.

Project Implicit har kørt i over ti år og har vist, at folks valg ofte er styret af ikke-bevidste associationer, der er meget forskellige fra deres eksplicitte synspunkter i f.eks. forbindelse med race- og kønsspørgsmål. Tanker skaber kultur og kultur skaber tanker. Forskningen i implicitte stereotyper er med til at udfordre vores oplevelse af at være uafhængige individer med frie valg.

Velkommen tabermand - til fremtidens stereotypier

Så lad os lige tænke lidt over, hvad det betyder, at vi i dag i samfundsdebatten strør om os med påstande om opmærksomhedsforstyrrede drenge, tabermænd, og 12-tals-piger, hvor vi tydeligt associerer det ene køn til det ubrugelige, dårlige og nedværdigende, mens det andet køn kædes til uddannelse, skoleparathed og høje karakterer, bl.a fordi de 'sidder' på den sproglige begavelse. Kan italesættelsen og det, at vi faktisk indretter os efter fortællingerne ikke levere nogle helt nye stereotyper, hvor mænd qua deres køn får sværere ved at bryde vaneforestillingen om, at de 'biologisk set' er mindre læringsduelige? Var det det kvindernes frigørelse gik ud på?

Det har intet med det biologiske køn at gøre, men har alt at gøre med, hvordan vi selv sætter (tanke)barrierer op. Påstanden om tabermænd og ADHD-drenge ligner altså til forveksling en selvopfyldende profeti.

Læs eller tjek evt.

Dijksterhuis, A., & Van Knippenberg, A. (1998). The relation between perception and behavior, or how to win a game of trivial pursuit. Journal of Personality and Social Psychology, 74(4), 865-877.

https://implicit.harvard.edu/implicit/