En dårlig ide - med en dårlig ide oveni

På Undervisningsministeriets beskrivelse af ’den nye folkeskole’ står fremhævet: ’Med folkeskolereformen indføres en længere og mere varieret skoledag. Den bliver en ny, samlet ramme for mere og bedre undervisning, der skal sikre, at alle elever lærer mere.’

Mere undervisning kommer i kraft af bl.a. flere dansk- og matematiktimer, flere fremmedsprogstimer tidligere, mere natur-teknik og 45 min. daglig bevægelse.

Forestillingen om, hvad viden er, fremgår klart. Viden kan måles og vejes. Når en enhed viden svarer til et vist antal timer, så må to enheder viden svare til det dobbelte antal timer. Eller udtrykt den anden vej: Mere undervisning giver mere viden. Så, hvis vi skal have elever til at lære mere – og det skal vi, for som der står: ’På sigt skal eleverne kunne det samme i 8. klasse, som de i dag kan i 9. klasse’, så skal de have flere timer.

Dårlig øl bliver ikke til god øl, hvis bare der er nok af den

Men hvor kommer den ide fra, at vi lærer mere ved at få flere timer? Det er ’logik for burhøns’, kan jeg svagt høre ’opfinderne’ af den ny folkeskole påpege.

Enhver ved jo, at hvis man skal lære at cykle, så er det bare op på sadlen igen, hver gang man er faldet af, og jo længere distance man skal køre, des længere tids forberedelse er der. Jo mere man øver på klaveret, jo bedre pianist bliver man. Med tilsvarende ræsonnement - jo mere man får læst op til eksamen, des bedre og mere overbevisende er man ved bordet.

Hvorfra ved vi, at denne ’købmands’-tænkning, hvor tid forbrugt på læring er direkte proportional med læringsniveau, holder? Kort sagt, hvis ni dansktimer på en uge ikke virker efter hensigten, hvorfor skulle ti så? 

Kvantitet er ikke lig med kvalitet. Selvom det synes bekvemt, så bliver dårlig øl ikke til god øl, hvis bare der er nok af den, og en dårlig ide bliver ikke til en god ide, hvis den bare bliver lagt sammen med andre dårlige ideer.

Læring og genkaldelse

Vi bliver nødt til at skelne mellem ’lærings-effekten’ og ’genkaldelses-effekten’, dvs. mellem hvor godt integreret den pågældende læring er med anden relevant viden og færdigheder, og hvor let det er, at få adgang til den pågældende viden. Genkaldelses-effekten, altså adgangen til det lærte, er tæt knyttet til stimuli i omgivelserne og meget påvirkelig af, hvor lang tid siden det er, læringen fandt sted. Jo tættere på tidsmæssigt og jo mere lig vilkårene under den oprindelige læring, des større genkaldelses-effekt.

At forøge læringen tidsmæssigt, med mere af det samme, styrker ’genkaldelses-effekten’. På overfladen og på kort sigt ser det ud til at have positiv læringseffekt, men på lang sigt giver det et uventet magert resultat. Som når vi er ’boostet’ intensivt til en eksamen, og har indtryk af, at der er sket meget læring, men senere - efter eksamen - opdager, at det var spild af tid, fordi ingenting i længden hang fast.

Fra kvantitet til kvalitet

Hvad skal vi så gøre? Hvis vi skal effektivisere læring, dvs. skabe mere viden, skal vi i stedet styrke ’lærings-effekten’ og ikke ’genkaldelses-effekten’. Altså, vi skal gå efter at integrere den pågældende viden med anden relevant viden, dvs. hænge den op og perspektivere den i stedet for at stille os tilfreds med, at den ligger lige under overfladen, som papegøje-snak, fordi der bare er blevet trænet intensivt.

Hvordan gør vi det i praksis?

Vi styrker elevernes mulighed for at ’anvende’ læringen. De skal forholde sig til den, sætte den i spil, perspektivere den i forhold til ny læring og kommunikere den, for for alvor at mestre den. Denne form for læring kræver meget mindre tid, men giver til gengæld et meget større afkast.

Skoledagen kunne med lethed afkortes og ikke forlænges, hvis dagen tog udgangspunkt i ’læringseffekt’ og ikke ’genkaldelses-effekt’. Lægges vægten på kvalitet, er pauser helt og aldeles afgørende. Vi bør dermed juble og glæde os over, at ’ De danske elever bruger relativt mange timer i fritidstilbud og relativt lidt tid på skolebænken’. Det er nemlig gennem pauserne de lærer – og ikke ved massetræningen.

Men en sådan kort skoledag kræver til gengæld også meget mere af folkeskolereformen. For den kræver, at vi går fra kvantitet til kvalitet. I den optik, er elever autonome mål i sig selv, der hver især har deres måde at lære og integrere viden på. En optik, der bygger på, at elever tænker og har lyst til at tage ansvar for at gøre læringen til deres anliggende, hvis de bare får muligheden. Det kræver, at vi tør give dem pauser, fordi vi anerkender, at den arbejdende hjerne får det største udbytte, når den får tid til at fordøje og kommer i spil udenfor læringskonteksten.

Børn er også en slags mennesker

Hvis vi nu havde satset på, at elever bare er mindre udgaver af os selv; at de tænker, er nysgerrige, gerne vil lære, og at de har brug for alsidige oplevelser, der ikke lugter langt væk af styring og kontrol, der taler til genkaldelseseffekten, så var ’.. en ambitiøs kvalitetsudvikling af folkeskolen’, som det så forførende hedder, fantastisk nytænkning. Nu er det bare mere af det samme; en dårlig ide - med en dårlig ide oveni.

Videre læsning

I f.eks.: Bjork, E.L., & Bjork, R. (2011). “Learning: Making things hard on yourself, but in a good way: Creating desirable difficulties to enhance learning”, i: M. Gernsbacher, R. Pew, L. Hough, & J. Pomerantz, eds., Psychology and the real world: Essays illustrating fundamental contributions to society (New York: Worth Publishers), 56-64.