Spontane naturoplevelser bag læring? – ode til biodiversiteten

Det er trist, at vi bliver færre og færre arter på jordkloden, bl.a. som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.  Det er ikke så meget synd for jordkloden i geologisk forstand, som det er for os, der befolker den. Truslen mod vores eksistensgrundlag ufortalt, kan glæden ved den spontane naturoplevelse være drivkraften bag læring. Jeg har personligt lidt et dybt savn over nedgangen i mængden af grønne frøer i vores nærliggende sø. Vi er gået fra at blive holdt vågne 3 uger i træk i den varme forsommer til ikke at høre et eneste kvæk. De grønne frøer, som før sad i stribevis på vestbredden om morgenen eller svømmede rundt med opspilede kvækkeposer, er helt forstummet. Hvad der ligger bag tilbagegangen står uklart. Det er givetvis ikke en del af den globale opvarmning som sådan, men snarere et udtryk for den allestedsnærværende menneskelige ekspansionsiver. Men at det føles træls står fast. Frøer kan fastholde ens opmærksomhed i halve timer, ikke mindst i parringsæsonen, når de på grund af en ivrig foregangshan med taktstokken falder i med det uendelige lydtapet. Jeg savner de forplantningsorienterede hanfrøer, der utrætteligt lavede bølgebevægelse i lyd på tværs af søen.    

Hvorfor er det synd for os?

Når biodiversiteten daler, har det også typisk dramatisk indflydelse på fødekæderne. Vi kender kun minimalt til, hvad der sker, når hajerne ender i fiskesuppen i stedet for i havet. Spørgsmålet om, hvorvidt nogle arter er nøglearter eller om alle arter i en fødekæde er lige betydningsfulde for funktionen af det pågældende økosystem står stadig til debat.

Alligevel, når det er synd for os, går det mere på alle de interessante skabninger, vi er gået glip af lære at kende. Ikke bare fordi de er anderledes fabeldyr, men fordi deres verden jo også er vores verden. Deres livsform og adfærd, fortæller også os om vores livsform og adfærd. Vi får perspektiv uanset, om det er krybdyr, insekter, bløddyr eller fugle, vi betragter. Øverst på listen står naturligvis både mammutten, kæmpehjorten, sabeltigeren og det uldhårede næsehorn, men ikke mindst vores egne forfædre eller søsterarter og underarter.

Neanderthaleren

Hvem ville ikke gerne møde en neanderthaler? Se ham i øjnene for at få et indblik i størrelsen af sammenfald i vores forforståelser om verden.  Tænk, hvad hans perspektiv ville kunne fortælle os om vores fælles univers. Hvor meget forstår han? Hvor ’ubegavet’ er han? Helst vil vi gerne bekræftes i, at det var vores egne underarts overlegne mentale kapacitet, der gjorde udfaldet, da verden skulle deles mellem os. Hvis der er noget Homo sapiens er mester i, så er det overvurdering af egen værdi.  

Det er blevet sagt om neandethaleren, at han nok var muskuløs og kraftfuld, men at hans tale og tænkning var Homo sapiens’ underlegen. Imidlertid er der meget, der tyder på, at han ikke var så tilbagestående, som hidtil påstået.  Han brugte krydderier i tilberedningen af sin mad, som tilsyneladende både stod på grillkød over bål og kogt stuvning, så marv og saft blev gjort tilgængeligt. På Gibraltar har forskere fundet tegn på, at neanderthaleren også spiste nødder og vilde oliven.  Og måltidets påvirkning af tænderne blev efterfølgende fjernet med ’tandstikker’ eller græs der fungerede som tandtråd.

Reel dumhed

Hvorfor neanderthalerne uddøde er fortsat omgærdet med mystik. Der er noget ildevarslende over historien om neanderthaleren. William Golding, forfatteren bag ’Fluernes Herre’, har måske ikke overraskende fabuleret om den grumme side af vores historie i ’Det røde dyr’. Var det sammenstødet mellem den pacifistiske neanderthaler og den ekspanderende Homo sapiens? Eller var det ’den kloge’ narrer ’den mindre kloge’ -logik, der fik neanderthalerne til at gå ned med flaget?

Der er en bizar ondskabsfuldhed i, at vi er så kloge, at vi kan sætte det biologiske system, vi indgår i og fødes af under massivt pres, men er så dumme, at vi ikke selv vil gøre noget ved det, mens vi kan.

Det tænkende menneske har tabt en hel del af den naturlige underholdning og mulighed for læring, mens det venter på at tabe sig selv.