Hvornår siger vi undskyld til lærerne?

Der er intet så perspektiverende som at se sig selv med andres øjne.

Det er sket for mig i tre uafhængige samtaler med udenlandske kolleger inden for den seneste måned. Læseforskere, filosoffer, kognitionsforskere, pædagogiske forskere eller skoleforskere; alle har de delt den samme forforståelse af dansk mentalitet - og det danske skolesystem.

Samtalerne var fyldt med sætninger som: ’I danskere er så gode til at tænke selvstændigt og kritisk uden at lade jer styre af emotioner’, ’Alligevel er I gode til at lytte og samarbejde’ og ’Jeres samfundsdebat virker sund’. Der blev også sagt ting som: ’Det er et eksempel til efterfølgelse, at I på nærmest alle samfundsniveauer arbejder ud fra, at alle har lige ret’ og ’I danskere er altid meget smilende, som om I ikke behøver være særligt bekymrede’.

Når samtalen så er faldet på folkeskolereformen, stirrer de samme forskere vantro.

’Hvorfor laver I helt om på et system, som vi andre sukker efter? Det nye lyder jo som det system alle andre har, og som overhovedet ikke virker!!!’.

De ryster fortvivlet på hovedet af historien om flere prøver, alenlange skoledage, topstyringen af lærerstanden, deprimerede elever og lærere, nedtoningen af det pædagogiske forhold i læringen, mere dokumentation osv., osv. Og i luften hænger den uudtalte angst for, at samtalens første del i stigende grad er historieskrivning.

At vi ikke kan have det første, når vi nu har fået det andet. At den danske samfundsånd er vokset ud af et sundt menneskesyn cementeret af bærende kræfter i uddannelsessystemet - først og fremmest i skolen.

Den eneste forklaring på mine observationer må være, at lærerne og med dem den danske folkeskole i årtier har leveret et produkt til fremragende anmeldelser i udlandet. Vi taler undervisningssystemets pendant til landbrugets lurpakkede smør. Det sluttede i tårer i 2013, da folkeskolereformen blev banket igennem - og undervejs fik vi skammet hele underviserstanden ud. Aldrig har så mange sagt så meget grimt om så relativt få. Og nu, hvor flere og flere skoler og kommuner begynder tilbagerulningen af reformen, var det måske på sin plads med et ’undskyld’.

Et stort og dybfølt ’undskyld’ til lærerne, pædagogerne og den danske folkeskole, som engang var verdensklasse, fordi den var human, selvstændig og rundet af et oplysningsprojekt, der ville, at alle har ret til at blive oplyst. Et undskyld for at vi smed en masse på gulvet, kulturel kapital, som andre skal til at opfinde på ny. Og et undskyld for, at vi ikke er bedre til at skønne på alt det, der faktisk virkede.

Og et spædt håb om at netop det humane, oplyste og selvstændige sætter en tiltrængt grænse for det glade vanvid, vi har set i anmarch alt alt alt for længe.