Er læren om liv død?

Er biologiundervisning mere videnskabelig, når den handler om dissektion og død, end om det levede liv?

Er det mere naturvidenskabeligt at filetere en kold og livløs krop, f.eks. en frø eller en fisk med skalpellen mellem sine bare næver end at iagttage en vandrende tudse på afstand?

Og er ubehaget ved at opholde sig midt i nedbrydningsprocesserne en uundværlig del af en rigtig biologi-videnskabelig erkendelse? Forstået som at man har ikke rigtig viden om liv, hvis ikke man har lært at tage det fra nogen.

Dissekering af dissektion

Jeg betvivler ikke, at man lærer noget gennem dissektion. Man lærer f.eks., hvordan det føles at føre en kniv gennem dødt kød. Man lærer også, at døden har en særlig lugt og et særligt udseende. Man lærer yderligere et ubehag at kende, som ikke opstår med helt samme styrke i andre af grundskolens fag. Når smørsyre lugter, og natur-og tekniklæreren snakker om sure tæer i gummisko, er det nok en ret påtrængende og emotionelt stimulerende oplevelse, men den er ikke eksistentiel.

Du vil sikkert nu hævde, at man naturligvis lærer om anatomi. Og jo, det gør man jo. Ligesom når man slår op på de første sider af kogebogen og lærer navnene for koens partererede dele.

Men bærer anatomividen på en højere forståelse for liv end f.eks. iagttagelsesviden om dyr, der faktisk er i live? Bliver biologiundervisning mere saglig, fordi den ser det livløse i øjnene, som indrømmet, er en uomtvistelig side af liv?

To slags videnskabelig viden

Mine overvejelser hænger sammen med en beslægtet diskussion, der også handler om, hvad der kendetegner videnskabelig viden.

Det er kontroversen mellem etologi og laboratorieforsøg, der bl.a.er blusset op i kølvandet på primatologernes debat om empati hos f.eks. chimpanser. Det er striden mellem adfærdsforskeren, der som en anden antropolog, bruger sin tid på at observere dyr i deres oprindelige omgivelser, og laboratorieforskeren, der kalder resultaterne for ren anekdotisk viden. I stedet sætter sidstnævnte, der typisk er psykolog, en lang række tests, som dyret enten ’består’ eller ’ikke består’. Kan chimpansen forstå, når vi peger? Kan chimpansen sætte to redskaber sammen, så den når bananen? Kan chimpansen bruge stavepladen til at få en ekstra jordnød? Kan chimpansen genkende sig selv i et spejl? Er svaret ’nej’, kan vi med god ret hævde, at chimpanser er meget dummere end mennesker, når de ikke kan sætte to redskaber sammen, ikke kan bruge staveplade, ikke forstår en pege-gestus, og da slet ikke kan genkende sig selv i et spejl. For de fjerner jo ikke klatten som tydeligt misfarver øjenbrynet.

Retsmediciner eller naturelsker?

Hvor kommer den dissekerede frø ind i billedet? Jo, det er det samme clash mellem det levede liv, som det udspiller sig i den niche, som livet (f.eks. chimpansen) hører til og det en-dimensionelle liv, som laboratorieforsøg tillader.

Vi ser den døde dissekerede krop som om, den er liv, selvom den så tydeligt er reduceret til en bunke kød. Og vi ser den ikke responsive chimpanse som snotdum, selvom den så tydeligt er malplaceret i det uvante men selvfølgeligt meget forståelige miljø, i hvert fald når man er menneske.

Og man spørger sig selv, om ikke laboratorieforsøg dermed bliver mere læren om død end læren om liv?  

Og om denne ’retsmedicinske’ tilgang virkelig kan bidrage væsentligt til det, som biologi drejer sig om, nemlig helhed, sammenhæng, mening,  bevidsthed, sansning og oplevelsen af at være i live?    

Læs evt.

Rosenberger, R. (2011). A phenomenological defense of computer-simulated frog dissection. Techné: Research in Philosophy and Technology, 15(3), 215-228.

Schilhab, T. (2013). Why animals are not robots. Phenomenology and the Cognitive Sciences. DOI 10.1007/s11097-013-9342-y

Schilhab, T. S. S. (2001). Artschauvinisme - mennesket som altings mål. Aktuel Naturvidenskab No. 5, s. 39-41.