Hvorfor undervisning er en kunst - de biologiske begrundelser

Det pædagogiske forhold er delikat. Altså det at påtage sig undervisningen af et andet menneske. Specielt i disse tider, hvor biologisk forankrede låneord som ’hjerneplasticitet’ vinder indpas i undervisningsverdenen.  Hvorfor det?

Pointen er, at det neurobiologiske perspektiv på vores formbarhed indebærer, at vi lærer hele livet. Og at denne læring ofte sker bag om ryggen på os. Altså, læring sker ikke kun, når vi bliver formelt undervist. Og når vi bliver undervist, lærer vi utrolig meget andet, end det underviseren og vi selv har planer om og opmærksomhed på.

Det kommer helt sikkert ikke bag på erfarne undervisere. Det er utroligt, hvor meget læringen af samme stof kan variere fra barn til barn. Det viser, at vægten kan lægges vidt forskellige steder og at det er underviseren, der som den eneste kan afhjælpe for stor vilkårlighed.

Biologien kan komme med ret gode grunde til, at vi lærer meget mere, end det læreren tror, vi lærer. Og de er værd at tænke lidt over, fordi de hjælper os til at zoome ud fra vores lidt lokale (menneskeligt navlepillende) forståelse af hvad, der er vigtigt at lære. Når vi ser med biologiens briller på læring, står det klart, at vi er underlagt nogle helt grundlæggende vilkår, som hverken skolereformer eller konkurrencestatsretorik kan lave om på.

Den biologiske forklaring

Det biologiske rationale bag læring er ganske simpelt - at verden er kompleks. Den er over en bred kam præget af uforudsigelighed, men også af ressourcer. De muligheder vi er blevet givet, som følge af den art vi tilhører – nemlig vores særlige sanser og udbredte brug af opmærksomhed, er læringsmåder, der skyldes vores biologiske tilhørsforhold. Viden opstår altså ikke med baggrund i læring af absolutte sandheder. Læring består ikke i at give os sand erkendelse, men bare viden, der virker. Og de to ting er ikke det samme. Nervesystemets uhyre plasticitet er opstået på grund af verdens uforudsigelighed, men også de livsnødvendige ressourcer den tilbyder. Biologien har ikke måder til at gøre os særligt følsomme for skolelærdom. Plasticiteten er imidlertid grunden til, at den enkeltes læringshistorie udstikker de senere muligheder for læring. Vi er altså ikke født onde, dumme, frække, bange eller uden potentialer. Snarere tværtimod. Vi er udstyret (lige som alle andre organismer) med en vanvittig følsomhed, overfor det vi oplever og bliver udsat for. Og det er aldrig for sent at lære.

Det lærende forhold

Det er derfor, det pædagogiske forhold er delikat. Og det er derfor, at dommedags-retorik om at danske elever sakker agterud, at mere boglig læring giver bedre kundskaber, eller at formel indlæring skal begynde tidligere, hvis vi skal gøre os i konkurrencen med Kina er så frygtelig forfejlet. Læring handler her kun om at fylde på og har intet med det lærende forhold at gøre.

Vi lærer f.eks. dårligt, når vi er trætte. Og det sker rigtig hurtigt. Så hurtigt, at en 6-7-8 timers skoledag mest af alt rimer på en dårlig joke. Vi lærer bedst, når vi ikke stresser, men er i positivt stemte læringsmiljøer, og ikke mindst når så mange sanser som muligt er i brug. Og vi lærer vældig godt, når vi bliver forstået og dermed mødt på de evt. blinde vinkler, som blokerer for videre læring.

Egentligt er det den slags forudsætninger, man binder sig til, når man bruger ord som hjerneplasticitet om vores læringsevner. Så også set i et biologisk perspektiv er det pædagogiske forhold delikat. Det handler om at komme i møde og erkende det enorme potentiale enhver lærende er udstyret med uden, at biologien sætter sig til modværge.