Derfor virker folkeskolereformen ikke – vi får nemlig mindre læring

Det er det heller ikke, hvis man spørger en af verdens førende hjerneforskere i læring, udviklingspsykologen Adele Diamond, der bl.a. arbejder med opmærksomhed. Ifølge Diamond går vejen til boglig viden slet ikke gennem boglig viden. Altså, man lærer ikke mere, blot fordi man øger mængden af undervisning i boglig viden. Skal man øge læring, skal man have fat om evnen til at lære.

Fagligt solide præstationer afhænger nemlig hverken af lektielæsning eller mange timers undervisning, men derimod af evnen, der bygger på lysten til at lære.  Begge dele, evnen til at lære og lysten til at lære er ikke virkemidler, der er til at få øje på i reformen. Og det gælder ikke, at der i princippet er lagt bevægelse og alternative undervisningsformer ind.  Så længe der er tale om tvang og opfattelsen af læring som tvang, er al lyst og dermed mulighed for brugbar opøvelse af læringsevne kyst væk.

At lære at lære – om eksekutiv-funktionernes betydning

Hvad skal der, ifølge Diamond, forstås ved evnen til at lære? Diamond peger bl.a. på de såkaldte eksekutiv-funktioner, som svar på spørgsmålet. Det er for eksempel såkaldt ’inhibitorisk kontrol’, der sikrer, at du holder fokus på opgaven, der skal løses, selvom du fejler første gang, du forsøger at løse opgaven, eller hvis opgaven begynder at kede dig. Den evne hænger sammen med din evne til at holde fokus på noget i omgivelserne uden at blive overvældet af alle de andre stimuli, der findes samtidig.

Diamond nævner f.eks. at inhibitorisk kontrol, er nødvendig, når du ser en ven, du ikke har set i årevis og din første tanke er: ”hold da op, hvor har du taget på”. I stedet udøver du inhibitorisk kontrol overfor din første indskydelse og siger i stedet noget, som får din ven til at føle sig velkommen.  

Denne evne til at holde fokus er også på banen, når vi for eksempel bliver kritiseret, og føler os sårede, men alligevel formår ikke bare at kritisere igen for at beskytte os selv. Det, at kunne tænke sig om et kort øjeblik og så vælge en mere brugbar strategi, bygger på inhibitorisk kontrol. Bemærk, denne evne kan altså opøves under ganske andre former end ved at sidde på en skolebænk.

En anden væsentlig komponent, der skal læres, når vi lærer at lære, er at bruge ’arbejdshukommelsen’. Dens opgave er at tilbageholde information på en måde, så vi kan flytte rundt på informationen. Arbejdshukommelsen er på banen, så snart vi arbejder med noget, der skal foldes ud over tid. Det er en funktion, der er aktiv, når vi er kreative, fordi netop kreativitet bygger på evnen til at holde ting i hovedet, skille det ad og sætte det sammen på nye måder.

Diamond peger også på ’kognitiv fleksibilitet’ som en af de eksekutiv-funktioner, der er af stor betydning at oparbejde. Kognitiv fleksibilitet hjælper os til at skifte perspektiv, og angribe måden vi tænker om ting på på nye måder. Det er den evne, der er nødvendig for at kunne tænke på tværs af velkendte, etablerede tænkemåder. Bemærk, det er ikke at gentage den måde, andre tænker på, eller den måde læreren tænker på for den sags skyld. Og altså heller ikke at papegøjesnakke det, der står i bogen!

Evnen til at lære fås gennem uformel læring

Det interessante ved Diamonds pointer om eksekutiv-funktioner er, at de netop styrkes ved mange af de læringsmåder, som rask væk underkendes i sammenligning med boglig læring. Hvorfor er f.eks. fri leg dårligere end instrueret leg? Er ’instrueret leg’ i virkeligheden ikke en selvmodsigelse? Eksekutiv-funktioner styrkes nemlig, når børn lærer at være opmærksomme, at løse konkrete problemer, at samarbejde, får lov at være kreative og ikke mindst at lege, i lege de bestemmer og derfor tager ansvaret for.

Er den nye folkeskolereform så det bedste svar på forbedring af danske skolebørns læring? Spørger man Diamond, er det snarere et voldsomt tilbageskridt. Ideen om, at børn skal instrueres for at opnå den bedste læring, er i modstrid med, hvordan børn lærer at lære. Det gør de nemlig ved lysten til at lære. Det er lysten til ikke at gøre sin ven ked af det, der er drivkraften bag, at man udøver inhibitorisk kontrol, ligesom det er lysten til at gøre den skammel, man selv har flikket sammen, færdig, der gør, at man fortsætter, selvom Netto sælger dem billigt i plastik. 

Den uformelle læring spiller således ikke bare pauseklovn for den formelle læring. Den uformelle læring er selve arnestedet for læring, uden hvilken tiden på den formelle læring er fuldkommen spildt.

Det er i pauserne, i lysten, i samværet med andre, i dansen, sangen, maleriet, hændernes arbejde og de gode historier at lysten til at lære bliver vækket. Når den er der, følger raffineringen af eksekutiv-funktionerne og evnen til at lære.

Kedelige fremtidige konsekvenser

Stress, tvang og mental udmattethed går til gengæld dårligt i spænd med motivation. Som det ser ud nu, betyder det, at danske skoleelever kan kigge i vejviseren efter at lære sig bedre opmærksomhed, arbejdshukommelse, og kognitiv fleksibilitet.

Det, de i stedet lærer af folkeskolereformen er, at læring dræber initiativet, giver stress og pga. tvangen i længden dårligt selvværd.

Om nogle år, hvis ikke allerede nu hvis man gider ulejlige sig med at se efter, vil konsekvenserne kunne ses på antallet af sygedage, generel mistrivsel og ringere bogligt niveau.

Har vi virkelig nerver til det?

Hør og læs mere på:

http://www.onbeing.org/program/adele-diamond-the-science-of-attention/transcript/6694

Diamond, A. (2012). Activities and programs that improve children’s executive functions. Psychological Science. 21(5): 335-341.

Diamond, A., & Lee, K. (2011). Interventions shown to aid executive function development in children 4 to 12 years old. Science, 333(6045), 959-964.