Theresa Schilhab

Theresa Schilhab

Blog

Hvornår er man ekspert - på f.eks. skole eller klima?

Vi har begrænsede tænkeressourcer både på arts- og individuelt niveau.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kender du følelsen af at stå overfor et problem, som du bliver ved med at fundere over, men ingen vegne kommer med? Problemet kan f.eks. bestå af et kompleks af forhold, der peger i så forskellige retninger, at det tilsyneladende ikke kan udmunde i en fælles løsning. Selvom retningen på hvert forhold sikkert kunne beskrives matematisk med en vektor, er der for mange til, at man kan holde summen af f.eks. den fælles vektor i hovedet. Et hverdagseksempel kunne være at finde en løsning på, hvordan efterårsferien bedst kan udnyttes. Problemkomplekset består af forventninger, ønsker og realistiske muligheder, som på en eller anden måde skal prioriteres.  

Theresa Schilhab

Måske vil man bruge efterårsferien på at rydde op; tage med ungerne på museum, bage en kage, tabe sig, læse en bog, slappe af, sove længe, besøge familie og barbere af arbejdsbyrden. Første problem er, at ønskerne ikke falder sammen med forventningerne, og heller ikke er indbyrdes forenelige. Hvordan taber man sig f.eks., mens man spiser kage? Eller tager ungerne på dannelsesrejse, mens man høvler af arbejdspuklen?

Der kan også være dele af problemet, som ligger hen i mørke. Når man tænker, føles det som om, at ens indre spot har for kort rækkevidde til at nå helt over i hjørnet, eller at lyskeglen er for svag. Man kan opleve en sær modstand i mørket, der hele tiden afbøjer lyset fra lyskeglen, selvom man konsekvent peger spottet i retning af hjørnet.  Den manglende belysning sætter sig som en manglende fornemmelse af, hvordan ’enden i hjørnet’ skal prioriteres.

Problemkomplekset kan også være så enormt, at der kun er dele af det, der kan oplyses på samme tid. Så når man tænker over det, flakker problemet mellem lys og mørke og man føler, at det løber fra én, som sand mellem fingrene.

En sammensat verden giver sammensat tænkning

Hvad fortæller den slags oplevelser os om verden og vores evne til at tænke? Der er mindst to vigtige vinkler. For det første fortæller det os, at der findes forhold i verden, som er så sammensatte, og med så mange komponenter, at de næsten ikke lader sig beskrive. Det kan dreje sig om vores egne andedamsproblematikker om, hvordan efterårsferien skal håndteres eller om store videnskabelige problemstillinger som klimaændringerne.

For det andet retter problemers størrelse sig ikke efter, hvad vi kan magte at tænke os til. Vi har begrænsede tænkeressourcer både på arts- og individuelt niveau.

For at tage det sidste først, kan man lære at tænke bedre, så man kan overskue mere og har procedurer for prioriteringer. Det sker (for de fleste) igennem udviklingen fra barn til voksen. Det er også en del af udviklingen af faglig ekspertise. Man omgås andre eksperter, der hjælper en til at se mange forskellige vinkler og optrænes samtidig i selv at kunne fastholde og prioritere, når problemfeltet er stort. Det kan forklare, hvorfor embedsmænd og politikere, der er eksperter i at være embedsmænd og politikere ikke ser f.eks. skoleområdet på samme måde, som lærerne, der jo er eksperter i feltet.     

Hvad betyder det så, at vi er begrænsede tænkere på artsniveau?

Homo sapiens kan i udgangspunktet tænke, bare ikke særligt avanceret. Vi er bedst til at tænke over de konkrete forhold, der let kan prioriteres ud fra smerter og overlevelse. ’Læg ikke hånden på den tændte kogeplade’; ’Gå ikke over vejen uden at se dig for’, eller ’Spis hellere modne bær end fordærvet kød’. Vi er lidt dårligere til; ’Brug ikke flere penge, end du får i løn ved månedsskiftet’ eller ’Spis ikke mere, end at du kan motionere de ekstra kalorier af’. Det går til gengæld meget dårligt med; ’Drop rejsen til Thailand, hvis dine oldebørn skal have en fremtid’. Vi er ikke i udgangspunktet gearet til at kunne forstå, at handlinger, der forbindes med nydelse og hygge i dag, samtidig er en trussel for i morgen. Vi lærer efterhånden at fravælge en marsbar nu mod at få stillet to i udsigt i morgen. Men vi mestrer ikke, hverken som art eller på individniveau at sige nej til hverken én eller to marsbarer mod at efterlade en beboelig jordklode til kommende generationer.

Vi kan ikke med vores begrænsede kapacitet se summen af hele problemfeltet, men prioriterer efter om oplevelsen her og nu er rar eller ubehagelig. Den enkelte kan få hjælp af andre til at lyse dele af et større problemkompleks op, men når det er virkelig vanskeligt, som f.eks. på skole- eller klimaområdet, må vi bruge eksperter. Det vil sige dem, der ved, hvor skoen trykker, fordi de har den på. De har brugt kræfter på at tænke over og finde strategier til at fastholde problemkomplekset. De har erfaring med, hvordan problemkomplekset kan glide af hænde, så problemet uretmæssigt kommer til at bestå af ligegyldige detaljer og de har føling med, hvad der skal tillægges værdi.

Det kræver meget øvelse og tager lang tid.

Powered by Labrador CMS