Kunstig intelligens - mere form end indhold

Robotterne får mere og mere indflydelse - også på skolen hævdes det. Men det er både rigtigt og forkert. Det er rigtigt, fordi vi taler om dem (robotterne) oftere og oftere. De påstås at tage arbejdet fra os, fordi de kan gøre det hurtigere og billigere. Eller de hjælper os, fordi de træder til med praktisk arbejde eller omsorg, når andre mennesker er fraværende.  I min blog fra 15. april 2015 omtaler jeg f.eks. Saya, som er en kvindelig, humanoid robot, der kan undervise i grundskolen i natur og teknik. Saya har brunt hår, optrukne læber og nederdel for at ligne et menneske så meget som muligt. Hun løfter øjenbrynene, når hun smiler og kan udtrykke basale emotioner som f.eks. overraskelse, vrede og tristhed med forskellige grimasser.

Men det er forkert, hvis vi tror, at de får indflydelse, fordi de udfylder rollen, som om de er mennesker.  Det, at robotdesignere er blevet bedre til at simulere ansigtstræk, kan ikke narre nogen. Det er blot form uden indhold.

Robotter uden liv

Robotter er ikke mennesker. De er end ikke får, skildpadder eller regnorm. De har ingen følsomhed overfor omgivelserne, som sætter dem i stand til fornemme noget som helst og er derfor ikke i nærheden af det allermest primitive liv.

De kan givetvis opvise større regnekraft og hurtigere processeringshastighed, end vi selv kan. Men de kan ikke værdisætte noget som helst. Altså intet af den information de støder på, kan de tillægge betydning. Det fortæller derfor mere om, hvor lidt processeringshastighed betyder for kvaliteten af kognitivt arbejde, end om sammenligneligheden mellem robotterne og os.  

Deres ufølsomhed medfører, at vi ikke kan sætte dem til noget som helst arbejde, som kræver værdi-sættelse eller føling med omgivelserne. Hvis vi gør det alligevel, er det fordi vi har opgivet, at værdisættelse skal være en del af arbejdsfunktionen. Altså, vi har opgivet, at robotlæreren faktisk forstår elevens svar og kan udnytte sin indsigt til at bringe eleven i retning af noget relevant (eller irrelevant).  

Kunstigt åndedræt

Det er til gengæld ikke noget, vi normalt taler om. Den måde vi typisk håndterer, at robotter ingen føling har med deres ’viden’ (information’ er nok et bedre udtryk her) er, at vi tilrettelægger verden for dem, så de KAN udføre deres ’mindless’ rutiner.  Vi sænker simpelthen barren så meget, at robotten får succes.

Når vi anskaffer os robotplæneklipperen, slipper vi den løs på en græsplæne uden tulipaner, den kan knække nakken på. Den får også lov at trille på flader uden sten eller ujævnheder, så den ikke bliver fanget i sin egen uformåenhed.

Med de forholdsregler kan den helt sikkert komme den travle græsplæneejer til stor gavn. Men helt ærligt, hvor ukompliceret skal opgaven ikke gøres, for at robotten kan løse problemet?

På grund af den manglende følsomhed overfor verden, har de heller ikke noget incitament til at lære. Det hjælper ikke at skælde græsplæneklipperen ud, eller at give den mere brændstof som belønning for god opførsel. Der er ingen Pavlovsk betingning, fordi det ikke føles som noget at være robot.

Der 'sker' nemlig lige så meget inde i en robot, som der sker i en hammer. Så det er kun, hvis vi oprigtigt tror, hammeren kan undervise, vi i fremtiden får robotter bag katederet.