Theresa Schilhab

Theresa Schilhab

Blog

Hvordan lærer vi børn empati?

Hvad har Tamagotchier, the Sims og god skønlitteratur til fælles? De er alle sammen fænomener i omgivelserne, som kan lære os, at der findes andre bevidstheder end vores egen. Men hvordan lærer man bedst empati?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Theresa Schilhab

Tamagotchier var japansk producerede, simulerede kæledyr på mode i 90’erne, der lige som ’Simmerne’ fra 00’ernes spilverden (de findes stadig) skulle holdes i live med både tænkt ’foder’ og omsorg og for Simmernes vedkommende mentalt stimulerende oplevelser. Hvordan kan sådanne virtuelle bevidstheder kobles til skønlitteratur? Litteraturvidenskabelig forskning viser, at skønlitterær læsning, der stimulerer os til at sætte os i andres sted, bidrager til, at vi bedre forstår andre mennesker.

Ved at læse om andre menneskers livsverdner, deres glæder og sorger, bliver vi præsenteret for perspektiver på verden, som ikke er vores eget, fordi det ikke er sorger og glæder i vores eget liv, og bliver dermed trænet i empati. Skønlitterær læsning stimulerer derfor ikke kun læseevnen ved at trække i læseren med en udfoldning af historien afsnit for afsnit, men øger også læserens evne til at forstå og omgås andre. Det er ikke en ligegyldig detalje ved læsning, men vigtigt for såkaldt livsdueligheden hos den enkelte. Sammenhængen mellem øget livskvalitet og evnen til at forstå andres mentale universer og f.eks. udvise empati, kendes bl.a. fra de besværligheder, der møder mennesker med autisme.   

Tamagotchi, Sims eller den gode historie

Umiddelbart virker det som om, der er stor forskel på de virtuelle bevidstheder hos tamagotchien og Simmeren og dem, der findes litterært. Derfor er det rimeligt at stille spørgsmålet, om det er lige så brugbart at være ’omsorgsperson’ for en tamagotchi eller familien Sims, som det er at læse en god bog. Hvis vi vil stimulere børns evne for empati, har vi så på den konto belæg for at trykke på off-knappen på tamagotchien, eller klippe kablet til Simsverdenen og i stedet bede dem åbne en bog?

Sammenligner man de forskellige ’bevidstheder’ direkte, står det klart, at der er en trinvis reducering af graden af materialitet fra tamagotchi til bog. Tamagotchien, der f.eks. findes som en lille nøglering, der kommer med tilnærmelsesvise livsytringer, når den skal ’spise’, ’sove’, og ’nusses’, kan ligge i hånden og er dermed ret konkret. Men hvad med Simmerne? De er som påklædningsdukker, der ’lever’ efter forskellige algoritmer og f.eks. automatisk går i panik, når de ikke får opfyldt basale fysiologiske behov, som f.eks. adgangen til mad eller toiletter. Deres adfærd er derfor ret programmatisk og minder måske alligevel ikke så meget om virkelige bevidstheder, når det kommer til stykket.

Hvordan ser algoritmerne ud for skønlitterære personer i diverse forfatteruniverser? Da personerne så at sige vokser ud af læserens fantasi, er det i højere grad forestillingsevnen hos læseren, der bestemmer, hvor avanceret empatitræningen bliver. Men i høj grad også forestillingsevnen hos forfatteren.

Europa brænder med hittebørn på dørtrinnet

Mens tamagotchi og Sims vel er mentalt ’magre’ simulationer i sammenligning med virkelige væsner, er der næsten ingen grænser for beskrivelserne af skønlitterære bevidstheder. Til gengæld er der umiddelbart feedback, for tamagotchien ’dør’ og Simmernes hus brænder, hvis omsorgspersonen svigter, mens skønlitterære bevidstheder bare samler støv, hvis læseren ikke kan holde koncentrationen. 

Med overvejelser om hvordan vi opbygger vores forståelse for andres bevidsthed er det værd at overveje, om vi i stedet for at bruge tid på bøger, tamagotchier og Simmer skulle kæle med hunden, fodre ænder eller tage en tur om plejehjemmet, flygtningelejren, eller den hjemløse på parkbænken.

Sker der noget i mødet med virkelige væsner, dyr som mennesker, som selv den bedste roman ikke kan levere, eller ville al det kød og blod være så frygtindgydende, at vi alligevel ikke ville kunne se udover vores egen næsetip? Ender skærmen, simulationen eller den litterære hovedperson med deres indbyggede distance derfor alligevel med at lære os væsentligt mere om andres bevidstheder end de levende bevidstheder, vi møder i den virkelige verden?

Europas nuværende situation taget i betragtning antyder, at vi bliver skræmt af det levede liv, der opholder sig på vores dørtrin. Så hellere åbne en god bog. Den kan man jo holde ud i strakt arm.  

Læs evt.

Kidd, D. C. & Castano, E. (2013). Reading Literary Fiction Improves Theory of Mind, Science 342, 377. DOI: 10.1126/science.1239918

Schilhab, T. (2015). Why animals are not robots. Phenomenology and the Cognitive Sciences, 14, 3: 599-611. DOI 10.1007/s11097-013-9342-y

Powered by Labrador CMS