Digitalt indfødte lades i stikken

Udtrykkene digital indfødt og digital immigrant er blevet brugt til at skelne mellem de, der er vokset op med internettet og de, der ikke er.

Skellet er bl.a. blevet brugt til at påstå, at digitale indfødte er digitale immigranter overlegne mht til teknologisk kunnen og vel også digital dannelse. Digitale indfødte har jo livslang erfaring med internettet. Derfor er de tidligt i livet blevet udsat for nettets muligheder og for at stå ansigt til ansigt med fejlfinding og løsning af problemer. Det er blevet påstået, at digitale indfødte opererer mere naturligt i forhold til teknologi. De skulle være mere tilbøjelige til at tilegne sig internettets nye muligheder og vise større åbenhed overfor f.eks. digital læsning, mens digitale immigranter hænger fast i etablerede forestillinger om papirbøger.

Digital teknologi  - det nye sprog

Den livslange eksponering er tilsyneladende at sammenligne med det at lære sprog. Når man bliver født ind i et sprogfællesskab, har man særligt gode forudsætninger for at blive flydende og tale uden accent. Sproget, dets lyde, referencer og begreber gror ubevidst ind i ens tavse kunnen, og tager form af en rygmarvsbevægelse.

Det er modsat for digitale immigranter, der som allerede øvede ’sprogbrugere’ pludselig skal tilegne sig et nyt ’sprog’. Problemet for dem er, at deres første modersmål (livet uden internet) jo allerede har udfyldt landskabet. Og dermed bliver interneterfaringerne bevidste og lidt besværlige overlejringer, der ikke føles helt så naturlige.   

Hvad kan digitale indfødte egentlig?

Udtrykkene og det påståede skel har dog været udsat for kritik.

Flere har fundet, at digitale indfødte faktisk ikke viser tegn på at været specielt teknologisk kyndige. De har ikke større indsigt i, hvordan f.eks. word fungerer, eller hvordan man bruger rejseplanen, selvom de nok har bredere erfaringer med hvilke apps og sociale medier, der findes og hvilke youtubere, der har flest følgere.

Det overrasker nok ikke nogen, at internettet i sig selv ikke kan lære digitale indfødte ret meget. Det svarer vel til, at det også er begrænset, hvor meget et bibliotek ville kunne lære et barn uden en bibliotekar (og ikke mindst evnen til at læse).

Mennesker lærer individuelt og gennem oplevelser. Men den individuelle læring og de private oplevelser bliver kittet sammen af den vejledning, som de sociale omgivelser står for. Vi lærer gennem sociale praksisser og gennem italesættelser af det, vi oplever. Og fra tidlig alder lærer vi typisk gennem det, man kunne kalde sidemandsoplæring. Sidemanden, dvs. forælderen, pædagogen, læreren, kammeraten, søsteren, broderen, bedsteforælderen og f.eks. fritidsunderviseren er alle fødselshjælpere for, at de sociale praksisser og italesættelser af det private bliver meningsfulde.

Betydningen af 'den anden'

Det er vigtigt, at vi forstår, hvor stor en rolle ’den anden’ spiller i vores liv og for vores læring. Med sproglæring som metafor, bliver det endnu tydeligere. Man kan nemlig slet ikke lære et sprog, hvis ikke man får hjælp af sociale interaktioner og forklaringer til at afkode dets betydning,

Det samme gælder for de digitale indfødte. De skal have hjælp til at lære at være digitale indfødte. Så på en måde har vi, den ældre generation, kastet dem ud i et læringsvakuum. Vi har ikke givet dem den hjælp, de behøver, fordi vi ikke selv har det digitale som modersmål. Vi har ikke lært dem at beherske det digitale, som vi har lært dem at tale dansk.

Derfor er lappeløsninger og efterrationaliseringer så fremherskende overalt, hvor det digitale bruges, både på sundhedsplatforme, i lovgivning imod spredningen af uønsket digitalt indhold og i uddannelsessektoren. Og det allervigtigste vi kan lære af det er, at teknologien i sig selv ikke kan lære os ret meget. Vi har brug for andre mennesker, altså lærere i både bred og snæver forstand til at udpege og værdisætte. Det er læringen af og gennem andre, der gør os til mennesker.   

Naturlig teknik

I projektet ’Naturlig teknik’, støttet af Nordea-fonden som del af Center for Børn og Natur, undersøger jeg sammen med antropolog Gertrud Lynge Esbensen, postdoc ved DPU, Aarhus Universitet om den teknologiske udvikling kan være med til at trække naturoplevelser med sig, se http://naturligteknik.dk/