Hvor blev respekten af?

FOTO: Pixabay.com

“Nej, du skal ikke tale, når jeg taler”

“Du skal heller ikke afbryde din sidemand”

“Nej, du skal ikke råbe ud ad vinduet, efter en ældre mand”

“Nej, du skal ikke stå og hamre med en hammer ned i høvlebænken”

“Nej, du skal ikke male på væggen”

“Nej, du må ikke løbe rundt med saven”

“Nej, du må ikke stikke ham/hende med nålen”

Ovenstående er citater begået af mig. Sagt til helt “almindelige“ elever. Der ikke er kategoriseret som inklusionselever. De sidste er sagt i håndværk og designlokalet. De første er ikke.

Inklusion af alle elever.

I forbindelse med folkeskolen.dk’s fokus på inklusion, har jeg følgende kommentar:

"jeg oplever ikke store udfordringer med inklusionselever i de praktiske fag.Jeg oplever til gengæld et større behov for at inkludere helt “almindelige” elever" 

"Almindelige" elever der er vant til at blive hørt. Hele tiden. Vant til at diskutere. Vant til, at alting KAN diskuteres. Vant til at få sin vilje og som er impulsstyrede.

Ikke alt skal diskuteres

Elevinddragelse og medbestemmelse er godt. Men visse ting kan og skal ikke diskuteres. Hverken i dansk, matematik eller håndværk og design. Dog oplever jeg igen og igen elever, der har et udtænkt stort behov for netop det. Det kræver sin underviser. Også selvom denne er en velforberedt og god klasserumsleder.

I H&D faglokalet er der en række sikkerhedsregler, som bare skal overholdes. Og med ovenstående in mente, oplever jeg et stort pres i nogle klasser.

For nogle elevers intense behov for at kommentere og diskutere er så stort, at det grænser til gedigen manglende respekt for hinanden, for os som undervisere, for værktøj, materialer og sikkerhedsregler. Jeg har ikke en empirisk undersøgelse der understøtter det. Jeg mærker det hver dag.

Faglokalet venter.

Håndværk og design undervisningen har i nogle klasser derfor foregået i deres klasse. Det er ikke hensigtsmæssigt med elever der skider højt og flot på sikkerhedsreglerne i H&D lokalet. I stedet bruger vi tid på at lære reglerne og hinanden at kende. Dét gennem undervisningsforløb i klassen, der kræver ro og individuel fordybelse. Eleverne bemærker ikke den ændrede struktur.

Når vi har forventningsafstemt, -lært hinanden at kende, øvet os i at respektere hinandens grænser og formåen i faget. Og lært at respektere sikkerhedsregler, materialer og værktøj, (der går som oftest flere måneder) kan vi påbegynde turen til faglokalet. Her fortsætter den individuelle fordybelse, dog med større armbevægelser, og, forhåbentlig, større respekt.

Hvorfor?

Selvom jeg planlægger undervisningen efter den ændrede tendens blandt eleverne, er jeg stadig efterladt med spørgsmålet: hvad skyldes denne udvikling?