Folkeskolens håndværk og design-rådgiver
Blog
Hvor er undervisningsplanerne for det obligatoriske valgfag Håndværk og Design?
Undervisningsministeriet er endnu ikke kommet med en endelig udmelding om læseplanerne for valgfaget i HD. Det er simpelthen for dårligt.
Det har været sommerferie. Jeg har holdt helt fri, uden mange tanker om skole.
Derfor var det også en brat opvågning at genfinde min viden om, at læseplaner i det nye obligatoriske valgfag håndværk og design, endnu ikke er blevet offentliggjort fra undervisningsministeriets hånd. Eleverne på min skole kommer i morgen! Bevares, vi kan sagtens finde på noget at foretage os, men da det ligesom er lagt i støbeskeen, at det er et prøvefag, på lige fod med andre prøvefag, så er det sguda forventeligt, at læseplaner, som minimum, ligger klar inden eleverne starter, så vi undervisere har en fair chance for at nå at forberede os optimalt.
I flere facebook tråde i gruppen for håndværk og design, er det tydeligt, at jeg ikke er den eneste frustrerede lærer. Flere efterspørger læseplaner. Nogle virker til at vide noget, som de har hørt et sted. Andre siger, at det er de gamle læseplaner for valgfaget, der fortsætter. Men ingen virker til at føle sig helt sikre.
Det giver mening, hvis det er de allerede eksisterende læseplaner, der fortsætter. Men uanset hvad beslutningen er, så mangler vi i den grad en endelig udmelding fra undervisningsministeriet.
Jeg vil faktisk gå så langt og sige, at det er for dårligt, og direkte uprofessionelt af læringskonsulenter og undervisningsministeriet, ikke allerede at have offentliggjort en beslutning.
Om det har været sommerferie eller ej, så er vi virkelig mange lærere, der venter i spændt irritation.