Marshall
Blog
Fagudvalg og Rudyard Kipling
Glæden ved fagligt samarbejde i fagudvalget på tværs af klasser, og undervisningsområder. Dertil drømmen om en udflugt med mine fagkolleger.
Vi har lige haft fagudvalgsmøde i engelsk.
Det er enormt godt at mødes med kolleger fra indskoling, og K-klasserne og introducere hinanden til hvad vi gør og særligt hvad vi gør det med.
Vi aftalte på sidste møde at mødes i vores bogdepot. Det ligger fysisk i en atomkælder, under PLC/biblioteket.
Bare det, at alle engelsklærerne så på de fælles materialer sammen, gav anledning til mange faglige snakke på kryds og tværs. Nogle vidste der var nogle gode bøger, der lå der, andre materialer lå et andet sted, som kun få kendte til.
Der var købt to materialekasser til indskolingsengelsk i 2013 i English Center ved Randers. De var aldrig kommet i brug. Det kommer de nu.
Der var en hylde med lærereksemplarer, som kun få kendte til.
Sådan var der pludselig mange øjenåbnere i atomkælderens dyb.
Vi har en tendens i denne digitaliseringstid til at bruge materialet på fagportalen, men variationen mangler. Vi savner det, men frustreres over hvor vi finder det.
Det kræver kopieringsarbejde og scanning, men vi har meget af det gemt væk. Der kan vi spille hinanden bedre.
Anden del af fagudvalgsmødet.
Portaler.
Nu er alt åbent. Alinea, Gyldendal og Clio. Vi har været låst fast på Gyldendal siden 2013. Nu kaster vi os over Clio og Alinea, for at få valgmuligheder i vores planlægning. Aalborg Kommune har fællesindkøbt Gyldendal's portaler, så variationen har været til at overse.
Hvad er så bedst? Vi tester løs, men fagudvalget, bestående af K-klasselærere, indskolings- og udskolingslærere, er på forhånd enige om at ingen af portalerne er komplette. Særligt når vi trækker på vores erfaringer fra de andre fag vi underviser i.
Fagudvalget har desværre ikke nogen økonomisk kompetence, så vi håber på at få to portaler, men er lidt pessimistisk med hvor det lander.
Hvor kommer Rudyard Kipling ind i den her sammenhæng?
Jeg drømmer, som fagudvalgsformand, om at tage alle skolens engelsklærere med på tur til Bateman's, som er Rudyard Kiplings hjem i Sydengland. Kiplings historier er en del af Britisk kulturs DNA og kan sagtens finde relevans i folkeskolen. Børn, unge og gamle flokkes til Bateman's hvor det er historiernes magi og naturens skønhed der er i højsædet.
https://www.nationaltrust.org.uk/batemans