Blog
Alternative facts er en gave til undervisningen i historie og samfundsfag
Alle mennesker lyver! Det forekommer mig at være et menneskeligt grundvilkår. De færreste gør det så bevidst og systematisk, som det netop er set i den amerikanske valgkamp, men de fleste bruger hvide løgne til at bevare den gode stemning i deres relationer. Andre pynter på deres fortællinger for selv at få større ære, end de i bund og grund har gjort sig fortjent til. Skal vi danne elever til kritiske demokratiske medborgere, bør netop det være et erkendelsesmål både i historie og samfundsfag.
Faktatjekkerne var på overarbejde under den amerikanske valgkamp. Et af de mere morsomme eksempler på kreativ fakta var vicepræsident-kandidaten Paul Ryan, der løj sig til at have løbet en maraton på 2t50min i stedet for de reelle 4t1min. Et andet eksempel var i forbindelse med indsættelsen af Donald Trump, hvor dennes talsmand, Sean Spicer, leverede alternative facts om, hvor mange der var til stede ved indsættelsen og at der i hvert fald havde været flere end ved Barack Obamas – der blev med andre ord pyntet på sandheden og det blev tilbagevist som en løgn. Men er forsøget på at fortælle alternative facts noget nyt? Retorisk spørgsmål, selvfølgelig. Spørg f.eks. danskerne, hvilken konge der gjorde landet kristent. De svarer Harald Blåtand, men da Harald Blåtand lavede sin statusopdatering i form af Jellingestenen, havde danskerne længe kendt til kristendommen. Spørger man til de egyptiske faraoer, vil mange kunne nævne Tutankhamon. Men grunden til, at han er en af de mest kendte faraoer, handler mere om måden, hvorpå han blev fundet, end det afspejler hans reelle storhed som hersker – mange andre har med al sandsynlighed været større end ham.
Historiske fortællinger er sandheder med modifikationer, eller halve sandheder, eller narrativer skabt på ofte sparsom fakta – afhængig af, hvordan man foretrækker at formulere det. I den politiske debat bruger man også det historiske til at understrege sin egen pointe uden at skele til, at man reducerer kompleksiteten i de historiske begivenheder. Det skete eksempelvis da Fogh med henvisning til samarbejdspolitikken argumenterede for at gå i krig for demokratiet, eller når debattører henviser til den manglende Luther i Islamisk historie. Mennesker fortæller historier om sig selv, om deres medmennesker og om samfundet. Det er ikke altid løgn eller alternative facts, men alligevel kan fagene historie og samfundsfag lære eleverne at møde verden med de kritiske øjne det kræver, hvis demokrati skal blive ved med at være meningsfuldt, og det postfaktuelle skal holdes fra døren.
Tutankhamon og Egtvedpigen er ikke den samme person og indførslen af grundloven fandt sted efter reformationen – så langt så godt. Der findes altså facts og nogle af dem skal man kende for at kunne gennemskue, når de bliver brugt – bevidst eller ubevidst – for at styrke politiske eller kulturelle fortællinger. Løgn i den forstand har dog altid fundet sted, og derfor bør den amerikanske valgkamp og de dertilhørende alternative facts have illustreret vigtigheden af at styrke folkeskolens demokratiserende grundpiller historie og samfundsfag.
