Blog
Har jøder patent på folkedrab?
Denne blog er skrevet af Tanja Maria Andersen. Tanja har gennem mange år beskæftiget sig med folkedrab i undervisningen.
I år markeres 70-års dagen for befrielsen af Auschwitz-Birkenau. For de fleste gælder markeringen i år om ”at huske ikke at glemme”; Vi må ikke glemme de mange ofre, ikke glemme fanatismen og eller det faktum, at der – i hvert fald ifølge Milgram – ligger en mulig gerningsmand gemt i os alle. Men hvad vi imidlertid synes at glemme, er de hundrede millioner andre ofrer, der er er døde eller sendt på flugt som følge af folkedrab.
For 5 år siden var jeg - I min egenskab som daværende formand for foreningen af lærere i historie og samfundsfag og med stor interesse for og erfaring med undervisning i folkedrab - inviteret til at holde et oplæg ved en stor international konference i Haag: ”The Holocaust and Other Genocides – the Uses, the Abuses and Misuses of The Holocaust Paradigme”. Man havde inviteret en lang række eksperter fra undervisningsverden til at lave oplæg om, hvordan man kunne undervise i folkedrab.
I mit oplæg redegjorde jeg for, hvordan jeg havde lavet et tværfagligt forløb i historie og samfundsfag om folkedrab. Jeg redegjorde for, hvordan eleverne havde arbejdet med Holocaust og om, hvordan forløbet endte ud i, at alle elever i grupper skulle arbejde med et selvvalgt folkedrab, hvor de skulle anvende teorier og viden og drage paralleller til Holocaust, særligt med fokus på årsagerne. Efter mit oplæg markerede en ældre herre, Ben. Jeg vidste at han var overlevende holocaustoffer. Både fordi jeg havde talt med ham, og fordi jeg genkendte ham fra den meget ofte sendte serie på DR ”Holocaust”. Han kiggede meget strengt på mig og sagde: Siger du, at du bare bruger Holocaust til at perspektivere til andre folkedrab? ”. Jeg mærkede spændingen, men valgte at være tro mod mig selv og svarede: ”Jeg siger, at alle folkedrab er lige vigtige at forholde sig til”. STILHED. Jeg havde lige sagt det, som ingen før mig rigtigt havde turde sig højt i denne forsamling: At jødernes holocaust ikke fortjener en særstatus (og derfor heller ikke behøves skrives med stort H).
Ben rejste sig og begyndte at fortælle, mens tårerne presse på: ”Jeg sad fanget i Auschwitz. De skød min far få dage før befrielsen. Jeg vandrede i flere dage, uden mad og uden søvn. Jeg overlevede både koncentrationslejre og dødsmarchen. Og nu siger du, at det ikke er vigtigt. Har du nogen ide om, hvilken smerte jeg har oplevet? - hvilke mareridt, der stadig forfølger mig? ”
Jeg kiggede tilbage med forståelse i øjnene og et hjerte der blødte for ham og sagde: ”Ben, jeg kommer aldrig til at forstå din smerte. Du overlevede mod alle odds, men mange millioner før og efter dig var ikke så heldige. Jeg tror ikke på, at vi skal mindes holocaust for at lindre nogens sorg, men for at skabe en bedre fremtid, hvor andre ikke skal opleve det, du har oplevet. Men vi bliver nødt til at mindes alle folkedrab, for alle dem der er døde under sådanne, er lige meget værd og fortjener derfor også lige meget opmærksomhed”.
Min opfordring til jer læsere er derfor, ikke kun at mindes og markere 70-årsdagen i år, men huske også at markere 100-årsdagen for starten på det armenske folkedrab (1915-18), 20-års dagen for afslutningen på det bosniske folkedrab (1992-95) og 40-års dagen for starten på folkedrabet i Cambodja (1975-79). – For bare at nævne et par stykker (listen er for lang til de 600 ord denne blog dikterer).
Dette skylder vi dem, og det skylder vi os selv, hvis vi vitterligt skal kunne agere i fremtiden uden en indbildsk tro på, at folkedrab er knyttet til Hitler og jøderne.
Tanja Maria Andersen,
Tidligere formand og nuværende kasserer i Falihos
