Blog
Samtale, ja tak
Jeg har gennem de sidste tre år været så privilegeret at møde masser af faglig stolte og professionelle historielærere rundt om i landet i kraft af en længere kursusrække om Cooperative Learning i historieundervisningen. Med udgangspunkt i historiefagets metoder og didaktiske udfordringer har jeg, med min dygtige medkursusholder Camilla, været vidne til en bred vifte af ideer, synspunkter og konkrete tiltag i historieundervisningen.
For tre år siden var de 29 kanonpunkter stadig et højaktuelt diskussionspunkt. Holdningen var ikke umiddelbart et for eller imod, mere et ønske om konkret at omsætte kanon i undervisningen. Debatten havde raset blandt politikere, i medier, på skoler og ikke mindst blandt historiefagets debattører – nu var historielærerne nok lidt mættet af al den snak, nu skulle der omsættes til handling. Og det skal jeg ellers love for, at der blev. Tænk om man fra øverste sted havde været vidne til den iderigdom og det faglige fokus kanonpunkterne kastede af sig. Jeg vil vove at påstå, at tilliden til historielærere som absolut kompetente og professionelle formidlere af faget ville være konsolideret mange år frem.
Ikke overraskende har der i indeværende skoleår været særlig fokus på den kommende skolereform og ikke mindst de nye fælles mål for historiefaget. Jeg oplever mange historielærere, der er afventende, måske lidt skeptiske – men stadig optimistiske på fagets berettigelse og vilkår i folkeskolen. Som en kursist noget nøgternt konstaterede på et nyligt afholdt kursus i København: ”Mig bekendt er historie det fag, der altid vil og skal arbejde sammen med alle andre af skolens fag. Hvis eleverne skal forstå en sammenhæng må de jo nødvendigvis se tilbage – og forstå i en tid der var”. Jeg er da tilbøjelig til at give hende ret. Dog er jeg samtidig af den holdning, at historiefaget har sit eget unikke felt, ingen tvivl herom. Et felt defineret af kultur, dannelse, et syn på fællesskab og medborgerskab og en forståelse af hvad der var og hvordan vi kan påvirke.
Mon jeg efter sommerferien atter får muligheden for at rejse rundt og møde spændende historieundervisning? Mon mine kolleger rundt om i landet får muligheden? Eller lukker den nye arbejdstidsaftale med mere eller mindre fuld tilstedeværelse på skolerne døren for at se ud? Det virker fuldstændig gennemgribende dumt at lukke ned for muligheden for erfaringsudveksling sat i en faglig kontekst. Det er mit håb, at muligheden for at møde faglig sparring, få ideer og have spændende fagdidaktiske samtaler aldrig spares væk eller nedprioriteres. Som Storm P. så fint formulerede sit syn på samtalen: ”Da en sag kan ses fra flere sider, vil jeg bede tilhørerne om at sætte sig i en rundkreds…”. Det gavner gerne udviklingen at have argumenterne klar og lade alle komme til orde. Historiefaget må aldrig blive et læs-og forstå fag præget af paratviden. Nej, vi skal hele vejen rundt!
