Læs mere fra bloggen: Falihos
Blog
Prøvetid: God vind derude
I sidste uge fik lærere og elever landet over offentliggjort deres prøvefag. Et stort held og lykke med prøverne fra os i FALIHOS. Og skal vi så bagefter diskutere, hvad der ikke fungerer?
Offentliggjort
Sidst opdateret
Hvordan kommer det mon til at gå?
Det er med lige dele spænding og nervøsitet, at jeg lige nu arbejder med at få alle dispositioner, problemstillinger m.m. i hus. Hvordan mon mine elever klarer sig? Og hvad siger censor til opgivelserne?
Selvom jeg har været beskikket censor, fagkonsulent og har ført til prøve før, så er jeg stadig usikker. Usikker på, om jeg har fået det hele med i mine omgivelser. Matcher problemstillinger og kilder? Har jeg husket de rigtige kernebegreber, eller glemt nogle?
Jeg ville helt sikkert gerne have haft bedre tid inden prøverne. Sådan har det altid været. Det virker dog endnu mere hektisk i år. Det er en virkelig kort frist med det hele i år. Jeg tror heller ikke, at vi har trænet kulturteknikkerne nok. Erfaren lærer eller helt ny, så tror jeg, at sommerfuglene i maven hører til.
Jeg er fan af prøveformen, trods udfordringerne
For at gøre det helt klart (inden vi kommer til udfordringerne), så er jeg entydigt fan af prøveformen, som står i stor kontrast til den tidligere.
Nu afspejler prøveformen bedre den daglige undervisning. Nu kan eleverne samarbejde, fordybe sig og få vejledning. De kan inddrage et kreativt element, som motiverer rigtig mange, og gør eksaminationen levende på en anden måde.
Jeg har som censor spist mad fra stenalderen, har bevæget mig fysisk mellem DDR og BRD og har stiftet bekendtskab med hjemmelavet statistik om social arv blandt skolens lærere. Der har været dans, plancher og tegnefilm.
Jeg er også stor tilhænger af, at temaer i undervisningen skal tage sit udgangspunkt i problemstillinger, og at disse skal være omdrejningspunktet til prøven. Mine elever giver ofte udtryk for, at det er spændende med de faglige problemstillinger.
Jeg er selvfølgelig enig. Uden problemstillinger ville vores fag mest være gengivelse af fortidens ”fortræffeligheder” eller faktaviden om fx politik. Det ville ikke give fagene hverken kant eller relevans.
Men jeg mener faktisk ikke, at eleverne selv skal formulere problemstillinger, endsige selv finde relevante kilder til netop deres problemstillig og delemne.
”Hvis mine HF-elever kunne det, ville jeg være lykkelig”
Hånden på hjertet. Kulturfagslærerne løber stærkt derude. Ganske enkelt fordi, prøveformen er for svær for et stort antal elever. Mange har svært ved kompleksiteten. Og forståeligt. De er unge mennesker, hvor ”på den ene, den anden, og den tredje side”, bliver for meget.
Så ofte kommer dispositioner og problemstillinger i hus med ført hånd. Nøjagtigt som ved projektopgaven.
Tit er det ikke deres problemstillinger, men mine. Dét element er bestemt ikke motiverende og flere af mine elever giver nærmest op på forhånd. Som en elev sagde til mig: ”Hvorfor skal der altid være et problem? Kan vi ikke bare fortælle?”
For nylig holdt jeg et oplæg for undervisere i kulturfagene på HF. Her var temaet overgangen fra folkeskole til gymnasial uddannelse. Jeg fortalte om de faglige mål og om prøven. Jeg forklarede, at eleverne på baggrund af et lodtrukkent emne, skal vælge et delemne, en faglig problemstilling og inddrage relevante kilder til belysning.
Her sagde en HF-lærer til mig: “Jeg ville være lykkelig, hvis mine elever kunne det på anden HF.
Det fik mig til at tænke: Er det, vi beder eleverne om at gøre i 9. klasse egentlig fair? At bede eleverne om selv at lave problemstillinger og belyse disse ved at finde relevante kilder, er faktisk et temmelig stort krav. Få elever kan honorere dette, og det sætter alle på overarbejde. Findes der en anden vej?
Glæd jer til at give eleverne en god oplevelse
Jeg vil afslutningsvist sige, at jeg glæder mig til at føre mine elever til prøve.
For hvad er det allervigtigste ved prøven? Det er, at det handler om eleverne. Ikke om mig, mine opgivelser eller censor. For lige meget om det er en selvkørende gruppe, eller en gruppe, der har brug for megen hjælp og støtte, så er det altoverskyggende mål, at eleverne får en god oplevelse.
De skal opleve at få prøvet dem selv af, og at mestre noget, hvad enten deres præsentation mest er redegørende, eller de får belyst en problemstilling fra mange forskellige vinkler.
Som en god kollega engang sagde til mig: ”Jakob, terningerne er kastet. Nu kan du ikke gøre mere, udover bare at glæde dig”.
Så det vil jeg gøre.
Rigtig god fornøjelse med prøverne derude. Og så jeg glæder mig til at tage debatten om de selvvalgte problemstillinger på den anden side.
