Blog
Ranes revolution
Hvis nogen skulle have overset det, så har Nationalmuseet fået ny direktør, Rane Willerslev – Danmarks Indiana Jones. I seks skarpt vinklede programmer følger Dr2 den karismatiske antropolog i sin opstart på det nye job og i afsnit 3 står det klart - det er børn, der skal revolutionere det traditionsrige museum.
Indrømmet – jeg er ret begejstret for Rane Willerslev. Det var derfor med blandede følelser jeg så, de første to programmer, hvor Dr mest af alt fik Ranes visioner til at minde om en kopi af et middelmådigt legeland. I det seneste og tredje afsnit råder fire børn dog selv bod på det – de vil ikke nødvendigvis underholdes, men sanserne skal bruges under devisen ”Fortæl mig noget, og jeg vil glemme det. Vis mig en ting, og jeg husker det måske. Giv mig en oplevelse, og jeg glemmer det aldrig.”
For mange lærere er æstetiske læreprocesser naturligvis ikke noget nyt. Der er masser af litteratur på området og masser af praktiske erfaringer med at lave kreativ og engagerende undervisning. Til trods for det peger undersøgelsen Historiefaget i fokus fra HistorieLab på, at meget undervisning i historie afvikles ved at læreren fortæller, der læses en tekst eller svares på læs-og-forstå spørgsmål. Dr-programmet bør derfor tjene som reminder om at interessere os for, hvad der motiverer vores ”brugere” – eleverne.
En kærlig reminder er der jo ingen revolution i, kan man indvende. Og jeg er enig. For mig at se, er den sande revolution for Ranes museum, at fortiden ikke er hellig. Hvis fortiden ikke aktualiseres og gøres relevant for nutiden, så stopper vi med at fortælle den. En rutsjebane i Nationalmuseets forhal er muligvis til den gøglede side, det vil jeg lade dig vurdere. Personligt er jeg heller ikke fan af, at der skal skydes pile efter uroksen fra Vig. Men ideen om at fortiden ikke har en slags hellig og urørlig status i kraft af – ja, at være fortid, den er jeg fan af.
Historie(r) har altid en afsender. Det i sig selv piller historien ned fra en ophøjet piedestal, men det åbner også en ladeport for, at eleverne kan tage ejerskab over den historie, de selv skal være med til at fortælle. Skal eleverne kunne koble sig på den nødvendige viden for at kunne gøre det, er det dog essentielt, at vi skaber en motiverende undervisning. Måske er de æstetiske læreprocesser så alligevel en betydelig del af revolutionen!?
